Som anbefaler af Annette Bennedsgaard som ny biskop over Aarhus Stift er det interessant at følge Ida Røikjær Gammelmark og Andreas Skovbo Mengs indlæg, som især har rettet sig mod Annette Bennedsgaard.
Så vidt jeg kan vurdere, er der enighed mellem debattørerne om, at det er kirkens opgave til hver en tid at forkynde evangeliet. Andet ville også være mærkeligt.
Bennedsgaard kritiserer Gammelmarks og Mengs udsagn om, at "med forkyndelsen er det hele gjort". I modsætning til Gammelmark og Meng læser jeg Bennedsgaards kritik som et ønske om at betone, at vi sendes med gudstjenestens evangelium ud i hverdagsliv og samfund.
Sådan skriver hun i sit svar til sine kritikere. Gammelmark og Meng forstår derimod Bennedsgaards kritik som et udtryk for, at hun vil skabe det kristelige samfund. Gammelmark og Meng skyder her forbi deres mål.
Præsteløftet
Problemet med Gammelmarks og Mengs kritik er, at de er godt på vej til at gøre det rigtige udsagn om, at kirkens opgave er at forkynde evangeliet, til en usandhed, fordi deres evangelieforståelse forbliver i sit eget lukkede åndelige rum og ikke har noget som helst at gøre med det liv, der leves i kirke og samfund.
Er der noget, de protestantiske kirker har lært efter Anden Verdenskrig, så er det, at evangeliet kaster sit klare lys ind over alle menneskelige forhold – også de forhold, der leves i menneskelige og samfundsmæssige fællesskaber.
Evangeliet forkynder, at Jesus Kristus er Herre over alle ting, og at tro på ham er at tage del i udøvelsen af hans regimente på jord. Meng og Gammelgaard bør tro på, at evangeliet skaber, hvad det nævner.
Vi kan diskutere, hvad det betyder i praksis, men det er interessant, at sammenhængen mellem evangelium og kald udtrykkes i det ordinationsløfte, enhver ny præst aflægger ved ordinationsgudstjenesten.
Her hedder det som bekendt, at man både vil forkynde Guds ord rent og purt, at prædike sand omvendelse, barmhjertighed mod alle lidende, kristent broderskab, kærlighed til næsten og lydighed mod den rette øvrighed. Når evangeliet bliver forkyndt, er det altså en forkyndelse, der omfatter både øvrigheden og den lidende næste.
Nej til politikertaler i kirken
Det er på denne baggrund, at jeg forstår, at Annette Bennedsgaard har kant til Esben Thusgård, som gerne lader en politiker som statsminister Mette Frederiksen komme til orde i kirkens gudstjeneste med et politisk budskab, jævnfør diskussionen om statsministerens medvirken ved en Ukraine-gudstjeneste i Holmens Kirke.
Kirkens prædikestol er for Bennedsgaard ikke en politisk talerstol. Det betyder ikke, at man ikke kan invitere andre end præster til at tale i kirken, men så skal det være en prædiken bundet til evangeliet og ikke en politisk tale bestemt af en ideologi.
På samme måde har Bennedsgaard kant til Thomas Franks interessante udsagn om, at kirken er forpligtet til at skabe et retfærdigt samfund. Franks synspunkt er åbenbart gået under radaren hos Meng og Gammelmark, men det kan vel ikke skyldes, at de er enige med domprovsten?