Tak til Jesper Tang Nielsen for at respondere på Bibelselskabets prøveoversættelse af Markusevangeliet. Det er selve tanken med at udgive en prøveoversættelse og værdifuldt for det videre arbejde.
Jesper Tang Nielsen fremfører på den ene side en kritik af nogle konkrete oversættelsesvalg, hvilket på den anden side leder til en afsløring af, hvad der må have været oversættelsesarbejdets "fundamentale bibelsyn", der ifølge Nielsen er kendetegnet ved "slet ikke" at være interesseret i Markusevangeliets tekst, men derimod i "historien i teksten".
Variation bevarer spændingen i teksten
Jesper Tang Nielsen eksemplificerer sin kritik med oversættelsen af tre konkrete ord og et redaktionelt valg.
Når det gælder det græske ord 'euthýs', der optræder 41 gange i Markusevangeliet, kritiseres oversættelsen for at bruge 'straks' 30 gange, men 11 gange andre ord for det samme. Andre gode, nyere oversættelser går nu langt mere varieret til værks; således har eksempelvis den norske oversættelse fra 2024 kun 'straks' 15 gange.
Tilsvarende er det gængs praksis at variere eller udelade oversættelsen af det græske ord 'kai', der ofte, men ikke altid betyder 'og'. Forskere anså det tidligere for et udtryk for en primitivt opremsende stil (lidt som at høre et barn fortælle om en sommerferie), mens mange i dag mener, at det tværtimod er valgt for at skabe en retorisk effekt, der skal efterligne den hebraiske bibels brug af 'og', som vi kender det fra skabelsesberetningens "Og det blev aften, og det blev morgen" – altså høj stil.
Så er Markus høj eller lav stil? Hvis vi slavisk gengav 'kai' med 'og', ville vi afgrænse forståelsesmulighederne. Ved at variere kontekstafhængigt bevarer vi spændingen i teksten.
Som et tredje eksempel nævner Jesper Tang Nielsen, at prøveoversættelsen ikke oversætter et bestemt ord i beretningen i Markusevangeliets kapitel 1 om Jesus’ helbredelse af disciplen Peters svigermor med "oprejste". Det gjorde man nu heller ikke i oversættelserne i 1992, 1948 eller 1907. Spørgsmålet er, hvorfor man så skulle gøre det nu?
Valget siger intet om, hvorvidt historierne har fundet sted
Til sammen illustrerer eksemplerne ifølge Jesper Tang Nielsen, at det "tilsyneladende [er] vigtigere, at fremstillingen af historien bliver så levende og flydende som muligt". Det, mener han, bekræftes af de små overskrifter, der er indsat undervejs, fordi Jesus her ofte bruges som subjekt.
"Ingen skal være i tvivl om, at det er Jesus og hans handlinger, evangeliet handler om," skriver Jesper Tang Nielsen – og det skal forstås som en kritik.
Det har han sådan set ret i. Men det er ikke oversættelsens skyld. Jesus optræder i de allerfleste vers i Markusevangeliet. At anføre det i de redaktionelle overskrifter er derfor et spørgsmål om at gengive tekstens strukturering af indholdet. I 1992-oversættelsen lukker en del overskrifter sig om sig selv, for eksempel "Stormen på søen" i Markusevangeliets kapitel 4.
Vante bibellæsere vil umiddelbart forstå den, fordi de allerede kender historien, men for alle andre vil den umiddelbare reaktion være: Hvilken storm? Hvilken sø? Og hvem i alverden handler det om? I prøveoversættelserne har vi derfor lavet overskrifterne, så de omtaler det, der følger – ved de fortællende tekster (Første Mosebog og Markusevangeliet) ofte med et subjekt og et verbum. I det konkrete tilfælde: "Jesus stilner stormen".
Valget siger intet om, hvorvidt historierne har fundet sted, eller om "Jesus i Markusevangeliet er en narrativ figur, som forfatteren har sat i scene litterært for at få sine egne teologiske pointer frem," sådan som Jesper Tang Nielsen anfører.
Men det beskriver, hvad man kan vente sig i de følgende vers, så både den bibelvante og den mindre velbevandrede læser kan følge med.
Mere end ét enkelt bibelsyn
Af indlysende grunde kan et projekt, der samler snesevis af mennesker med forskellige faglige baggrunde, ikke have ét bibelsyn. I forhold til Jesper Tang Nielsens kritik er det da også snarere litteratursyn og oversættelsesteori, der er på spil, og ikke bibelsynet.
Den litterære form, den anonyme forfatter til Markusevangeliet benytter, er fortælling. Og det er – i hvert fald typisk og som udgangspunkt – et af en litterær teksts mest grundlæggende virkemidler, at den maler os sin handling for øje som noget, vi faktisk kan se finde sted. Denne ambition er uafhængig at tekstens historiske sandhedsprætentioner; den ligger i selve genren.
Og lige netop genrer er vi vældig optaget af. I oversættelsesprojektets princippapir står der, at "de enkelte skrifters genrer, ligesom den enkelte forfatters stil, metaforik, rytme, argumentationsform og retoriske greb så vidt muligt skal bevares i oversættelsen."
Kritik giver anledning til overvejelse
Moderne oversættelsesteori har med rette understreget, at det ikke altid kan gøres ved en bogstavelig ord-til-ord gengivelse af kildeteksten, men kræver, at vi finder retoriske virkemidler i målsproget, der kan genskabe samme effekt.
Diskussionen af både oversættelsen og det redaktionelle "ekstramateriale", blandt andet i form af overskrifter, er vigtig.
Som nævnt handler det ikke om bibelsyn, men om litteratursyn, genreovervejelser og oversættelsesteori, og netop i det lys giver Jesper Tang Nielsens kritik anledning til at overveje, om de genremæssige forhold er ramt præcist med de valg, der er truffet i prøveoversættelsen.