Birthe Rønn Hornbech skriver, at den kommende autoriserede bibel ikke skal være en bibelhistorie for børn. Det har hun naturligvis ret i.
Ingen seriøs bibeloversætter ønsker at gøre Bibelen til en pædagogisk genfortælling, en børnebog eller en samling letfordøjelige religiøse historier.
Men netop derfor er det uheldigt, når debatten stilles op, som om valget stod mellem en værdig kirkebibel på den ene side og en banaliseret nutidsbibel på den anden. Det er en falsk modsætning.
En god bibeloversættelse skal være videnskabeligt forsvarlig, kirkeligt brugbar, sprogligt stærk og forståelig på dansk. Disse krav kan komme i spænding med hinanden, men de udelukker ikke hinanden.
Oversættelse er ikke en konservatoropgave
Hornbech har også ret i, at en autoriseret bibel ikke bare er endnu en bog. Den skal ligge på kirkens alter, læses i højmessen, indgå i prædiken og i personlig andagt. Derfor skal sproget kunne bære mere end information. Det skal kunne høres. Det skal kunne huskes. Det skal have rytme, præcision og værdighed.
Men værdighed er ikke det samme som gammel sprogform. Og dunkelhed er ikke det samme som dybde.
Som oversættere må vi hele tiden spørge, hvad det egentlig vil sige at være tro mod grundteksten.
Det kan ikke afgøres ved at spørge, hvad vi er vant til at høre i kirken. Det kan heller ikke afgøres ved at fastholde bestemte danske ord, blot fordi de har fået kirkelig klang. En oversættelse er ikke en konservatoropgave. Den er et forsøg på at lade hebraiske, aramæiske og græske tekster tale på dansk.
Det betyder ikke, at man frit kan skrive om, tværtimod. Grundteksten skal tages alvorligt, også når den er fremmed, kantet, patriarkalsk, poetisk, provokerende eller teologisk vanskelig.
Men netop derfor må man skelne mellem grundtekstens fremmedhed og en dansk oversættelses tilfældige fremmedhed. Det første skal ofte bevares. Det andet skal ikke gøres til et ideal.
"Brødre" eller "brødre og søstre"
Hornbech nævner Paulus' tiltale "brødre" som eksempel. Hun mener, at "brødre og søstre" er en tendentiøs og nærmest historiefortegnende ændring. Men sagen er ikke så enkel.
Det græske ord, der traditionelt gengives med "brødre", kan i mange sammenhænge betegne hele den troende menighed.
Spørgsmålet er derfor ikke blot, om der står et maskulint ord i grundteksten, for det gør der. Spørgsmålet er, hvad ordet gør i den konkrete sammenhæng, og hvordan det bedst gengives på dansk.
Hvis Paulus henvender sig til hele menigheden, inklusive kvinder, kan "brødre og søstre" i nogle tilfælde være en mere præcis oversættelse af adressaten end det danske "brødre", som for mange moderne læsere først og fremmest betyder mænd. Det er ikke nødvendigvis politisk korrekthed. Det kan være almindelig filologisk ansvarlighed.
Det betyder ikke, at "brødre og søstre" altid er den rigtige løsning. Der kan være steder, hvor "brødre" bør bevares, fordi den patriarkalske sprogform netop er en del af tekstens historiske virkelighed.
Men man kan ikke afgøre spørgsmålet principielt ved at sige, at maskulin form altid skal gengives med maskulin form. Oversættelse er ikke mekanisk overførsel af ord. Det er gengivelse af betydning, funktion, tone og kontekst.
Bibeloversættelse og liturgi er ikke det samme
Det samme gælder diskussionen om "legeme" og "krop" i nadverordene.
Her er Hornbechs indvending lettere at forstå, hvis man tror, at en ny bibeloversættelse automatisk ændrer kirkens liturgi. Men det er ikke tilfældet.
Liturgien har sin egen tradition og sit eget sprog, og den kan udmærket fortsat sige "dette er mit legeme", selv om en bibeloversættelse i selve evangelieteksten vælger ordet "krop".
Det er vigtigt at holde de to ting ude fra hinanden. En bibeloversættelse skal oversætte grundteksten til dansk. En liturgisk formulering skal fungere i en rituel og kirkelig sammenhæng, hvor genkendelighed, kontinuitet og indarbejdet sprog spiller en særlig rolle. De to hensyn overlapper, men de er ikke identiske.
"Legeme" er et stærkt kirkeligt ord i nadverliturgien. Det har tyngde, klang og tradition. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det altid er det mest naturlige ord i en moderne dansk bibeltekst.
På almindeligt dansk er "krop" i dag det gængse ord, hvor "legeme" ofte opleves som mere højtideligt, ældre eller særligt kirkeligt. Derfor er spørgsmålet ikke bare, hvilket ord vi er mest vant til at høre ved alteret, men hvilket ord der bedst gengiver teksten på dansk for nutidige læsere.
Man kan sagtens mene, at liturgien bør bevare "legeme", og samtidig mene, at "krop" kan være en forsvarlig oversættelse i evangelieteksten. Det er ikke et angreb på nadverens teologiske alvor. Det er en skelnen mellem liturgisk sprog og bibeloversættelsens sprog.
Derfor bør diskussionen heller ikke afgøres ved at antyde, at oversættere, der overvejer ordet "krop", vil forarme sproget eller tækkes nederste fællesnævner. Det er en for grov beskrivelse af et vanskeligt oversættelsesproblem.
Er det vanens hellighed, der forsvares?
Hornbech spørger: Mundret for hvem? Det er et godt spørgsmål. Men man må også stille det modsatte spørgsmål: Højtideligt for hvem?
Hvis et ord kun opleves som værdigt, fordi det er blevet kirkeligt indøvet, er det ikke sikkert, at det i sig selv er den bedste oversættelse. Og hvis en formulering primært virker sakral, fordi den ikke længere er almindeligt dansk, må vi i det mindste turde spørge, om det er grundtekstens hellighed eller vores egen vanes hellighed, vi forsvarer.
En autoriseret bibel skal naturligvis ikke jage tidsånden. Men den kan heller ikke stille sig uden for tiden.
Alle bibeloversættelser er blevet til i et bestemt sprog på et bestemt tidspunkt. Også 1992-oversættelsen, 1931/48-oversættelsen, Christian III's Bibel. Der findes ikke et tidløst dansk, som er hævet over historie, kultur og fortolkning.
Derfor er det heller ikke nok at henvise til de store salmedigtere. Bibelen skal kunne tale sammen med salmetraditionen, ja. Men Bibelen er ikke en salmebog.
Hebraisk prosa, profetisk poesi, evangeliefortælling, paulinsk argumentation og apokalyptisk billedsprog har hver deres sproglige karakter. En autoriseret oversættelse må ikke presse hele Bibelen ind i én dansk kirkelig tone.
Den må heller ikke gøre alting let. Bibelen er ikke altid let. Den rummer fremmede forestillinger, ubehagelige tekster, brudte sammenhænge, juridiske detaljer, poetisk tæthed. Men det er ikke oversættelsens opgave at gøre teksten sværere, end den er. Det er dens opgave at gøre tekstens egen sværhed tilgængelig på dansk.
Kritikken bør ramme rigtigt
Her ligger efter min mening den afgørende sondring. Vi skal ikke oversætte Bibelen, så den bliver banal. Men vi skal heller ikke oversætte den, så vores egne forestillinger om kirkelig værdighed kommer til at stå i vejen for teksten.
En ny autoriseret bibel må gerne være smuk. Den må gerne være højtidelig, hvor grundteksten kalder på højtid. Den må gerne være traditionsbevidst. Men den skal først og fremmest være en oversættelse.
Som en af oversætterne hilser jeg kritik velkommen. Men kritikken bør ramme rigtigt. Det hjælper ikke at mistænkeliggøre enhver ny vending som tidsånd, forfladigelse eller politisk korrekthed.
Nogle nye vendinger vil være dårlige, men andre vil være nødvendige. Nogle gamle formuleringer bør gå igen i 2036, mens andre bør være fortid, fordi de ikke længere gengiver grundteksten godt nok på dansk.
Den autoriserede kirkebibel skal ikke være en bibelhistorie for børn, det er rigtigt. Men den skal heller ikke kun være en bibel for dem, der allerede kender Bibelen, kirken og dens klubsprog. Den skal være Bibelen på dansk – til gudstjeneste, til læsning, til teologisk arbejde, til tro og anfægtelse.
Det er langt vanskeligere end blot at vælge mellem gammelt og nyt. Og netop derfor fortjener arbejdet en debat, der er lige så præcis, som vi ønsker oversættelsen skal være.