En strategisk samtale om kirkemusikken giver sognekirken et godt og langsigtet grundlag for økonomisk prioritering, skaber gennemsigtighed, tydelig retning for medarbejderne og ejerskab hos menighedsrådet.
Gennem årene har jeg iagttaget uhensigtsmæssige situationer i det kirkemusikalske landskab, som måske kunne have været undgået ved en fyldigere strategiproces eller bare en god dialog mellem menighedsråd og kirkemusiker. Lad mig nævne et par eksempler:
En organist er i årevis såkaldt selvledende i forhold til at definere og udfolde sine opgaver. Det kan skyldes flere ting: Menighedsrådet har rigeligt med andre opgaver og føler sig måske ikke kompetente til at gå i dialog om musikken. Organisten er godt tilpas med at tilrettelægge sit arbejde uden at skulle formidle sine synspunkter til lægfolk og eventuelt gå på kompromis.
Der finder ikke nogen fyldig strategisk samtale sted mellem organist og menighedsråd i forbindelse med godkendelse af budgetrammen. Lad os antage, at kirkemusikken udfolder sig traditionelt ud fra den klassiske linje, måske med en koncertrække af høj, klassisk kvalitet, for eksempel orgelkoncerter med begrænset publikum. Måske drives et lønnet højmessekor med et antal unge sangere.
Manglende ejerskab over kirkemusikken
Konsekvensen kan da være, at menighedsrådet ikke føler ejerskab af sognets musikalske linje og ikke er bevidste om de formål og delformål, som aktiviteterne indeholder. Man ser altså ikke koncerterne som en platform for kontakt til nye målgrupper, en mulighed for at skabe sammenhæng mellem kirkens og samfundets almene kulturliv eller som en decideret kulturarvsforpligtelse.
Menighedsrådet ser i bedste fald korets hovedopgave som en forsangerfunktion under gudstjenesten, men ikke koret som et stykke kirkeligt ungdomsarbejde, som gudstjenestepraksis, som et inkluderende fællesskab, eller som kirkens samfundsgavnlige bidrag til musikundervisning på kvalificeret niveau. Det vil derfor være oplagt at falde over mulige besparelser, ikke mindst for nye menighedsrådsmedlemmer, som endnu ikke har fået et forhold til traditionen.
Usynlige kompetencer
Jeg har også set eksempler på, at menighedsråd i deres iver efter at skabe en længe ventet, ny musikalsk linje i forbindelse med ansættelse af ny organist, overser nødvendigheden af de grundkompetencer, som er nødvendige for udførelse af kerneopgaven, det vil sige orgelspillet under gudstjenester og kirkelige handlinger.
Man har altså kun haft sporadisk ledelsesmæssig indsigt i den afgående organists arbejdsopgaver og de hertil nødvendige kompetencer. Kompetencer, som var usynlige, men blev synlige, da de manglede.
Et andet eksempel på uklarhed omkring formålet med børnekorarbejde opstod i forbindelse med et forsøg på at oprette et fælles børnekor på tværs af syv små sogne. Der skulle vedtages en arbejdsform og en økonomisk ramme, som hvert menighedsråd skulle bidrage til. I et af sognene ræsonnerede man således:
”Det koster x antal kroner for os at bidrage til det tværgående børnekorarbejde. Vi er ikke sikker på at råde over en optræden med koret hvert år til vores kirkes julekoncert (da koret jo også skal optræde i de andre sogne). Ergo kunne vi i stedet bestille et børnekor udefra hvert år til jul til en givet pris og dermed spare penge.”
Her opfattes formålet med at drive børnekor tydeligvis – og sørgeligvis – alene som ”at levere et musikalsk slutresultat”.
Den klingende kulturarv
Derfor er en snak om formål og delformål særdeles relevant. Fælles beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag og tilvejebringe demokratisk legitimitet bag de økonomiske prioriteringer, så målsætninger kan stå som skriftlige pejlemærker for nye rådsmedlemmer.
Da kirkemusikeren ikke som præsten er født medlem af menighedsrådet, finder en dialog med rådet dog ikke automatisk sted, men må faciliteres. Kirkemusikeren må have en stemme og formidle sit fagområde, også gerne over for menigheden, når chancen byder sig: koncertintroduktioner, snak over kirkekaffen, foredrag, orgeldemonstration, samtaler med de involverede om musikønsker til bryllup eller bisættelse og andet.
Lad mig til sidst udtrykke undren og bekymring over, at den klingende kulturarv ikke nyder samme beskyttelse i det folkekirkelige system, som den fysiske kulturarv gør. I Betænkning 1544 hedder det: ”… Folkekirken har ansvaret for sikring og vedligeholdelse af den meget store del af den danske kulturarv, som udgøres af kirker og deres kulturhistorisk værdifulde udsmykninger og inventar.”
Man kunne tilføje: ”… som udgøres af den kulturhistorisk værdifulde salmetradition og af kirkemusikhistoriens centrale værker”. Sikring og vedligeholdelse er de helt rigtige begreber at knytte an også til kirkemusikken.