Menighedsrådene bør inddrage kirkemusikken i deres budgetarbejde og tage den strategiske samtale om kirkemusikken: Hvad vil vi med de musikalske aktiviteter i sognet?
Det vil give mulighed for at profitere af kirkemusikkens potentiale for forkyndelsen, ikke alene som et bærende element i gudstjenesten, men også inden for de tre andre søjler i den firklang, som er folkekirkens hovedopgaver: gudstjeneste, undervisning, mission og diakoni.
Når der i kirkeligt regi tales om ”kirkelig undervisning”, tænkes der først og fremmest på dåbsoplæring af konfirmander og minikonfirmander. Denne tænkning forstærkes af det aktivitetsbaserede regnskab, hvor der under ”kirkelige aktiviteter” skelnes mellem ”kirkekor”, ”koncerter” og så ”kirkelig undervisning”.
Hermed trækkes der altså en skillelinje mellem musik og undervisning – på trods af, at der i kirkeligt korarbejde er et betydeligt element af undervisning, ikke mindst når det gælder målgruppen børn og unge. Det handler jo om formidling af kristent sprog og arvegods – salmer og kristne kernefortællinger – samt indføring i liturgi og gudstjenestepraksis. Typisk deltager en børnekorsanger med forældre i betydeligt flere gudstjenester per sæson end en minikonfirmand.
Kirkekorene som fødekæde
Børne- og ungdomskorarbejdet bør betragtes som og prioriteres på linje med anden kirkelig undervisning. Det bør altså tildeles tilsvarende ressourcer til administrative, praktiske og sociale opgaver i forbindelse med at drive kor – for ikke at tale om kompetenceudvikling og faglige fællesskaber for korlederen, der som repræsentant for folkekirken har stor synlighed i sognet.
Derudover skal vi være bevidste om – og stolte af – kirkekorenes rolle som fødekæde til de professionelle musikuddannelser. Organisten virker ofte som inspirator og talentspejder. Viser der sig orgelinteresserede talenter i sognet, kan et menighedsråd give organisten arbejdstid til at undervise dem og således tage medansvar for rekrutteringen til faget. Der bør tilbydes øvemulighed og rum for elevkoncerter. Frugten bliver forhåbentlig en kreds af vikarer, flere ansøgere til kirkens stillinger samt en større menighed.
Kirkens musikkompetencer virker også uden for kirkens rum i det almene kulturliv og blandt amatører, idet mange kirkemusikere underviser på den kommunale musikskole eller leder amatørkor under aftenskolen. Men er det kirkens opgave at bidrage til løsningen af denne samfundsopgave, kunne et menighedsråd spørge?
Ja, er svaret, når vi læser betænkning 1544 om ”Folkekirkens opgave og identitet – og syv pejlemærker”. Indledningsvist slås det fast, at evangeliet forkyndes både i ord og handling samt ”i oplysning og kulturel formidling i øvrigt”. Senere hedder det ”Folkekirken er fortsat en meget markant bidragyder til det kulturelle og folkelige liv i Danmark, blandt andet gennem musiklivet i kirkerne…” og ”en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammenhæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og det danske samfund”.
Det er således helt legitimt at tænke i bredden, hvad angår målgrupper, delformål og sammenhæng med det almene kulturliv. Omvendt forpligter det forkyndende element i musikaktiviteterne også på både indhold og seriøsitet.
Inkluderende fællesskaber
Her tangerer vi så søjlen mission, forstået som ”at dele den kristne tro, traditioner og praksisformer med mennesker af mange slags” (Hans Raun Iversen, ”Kirken i dag” nr. 4, 2022). Med den forståelse af ordet, er der et missionalt element i de fleste musikaktiviteter ved kirken, hvad enten det er traditionelt korarbejde, fællessang af enhver art, babysalmesang, musikgudstjenester eller koncerter, hvor der rækkes ud til såkaldte ”kirkefremmede” eller ”fjerne menigheder”. Også den samtale, der kan finde sted mellem kirkemusiker og menighed, når der fremsættes særønsker til musik under begravelser og bryllup, er en platform for mødet mellem kirke og folk.
Sluttelig vil jeg fremhæve det oversete diakonale aspekt ved kirkens musikaktiviteter. Helt åbenlyst genfindes det i aktiviteter for sårbare grupper, for eksempel sang med demensramte, KOL-patienter eller ældre mennesker. Men også generelt kendetegnes kirkens musiktilbud ved at være åbne, inkluderende fællesskaber, hvor alle er velkomne, også ikke døbte – nøjagtig som i kirkens øvrige fællesskaber. I kraft af, at deltagelse typisk er gratis, har de kirkelige fritidstilbud for børn tilmed en social dimension. Der findes som bekendt eksempler på, at sang i kirkekor har været med til at bryde en social arv.
Herudover taler det grundlæggende i selve musikkens væsen lige ind i det kristne fællesskab og omsorgen for næsten. Komponisten Peter Bruun beskriver musik som ”… en følelse af at blive mødt og blive forstået. Alting peger på, at den musikalske sans, som alle mennesker har, hænger sammen med følelsen af gensidighed og empati”.