Jeg bliver hele tiden og igen spurgt: Hvad er en salme?
Et klassisk udtryk for en menneskelig (og ikke mindst kirkelig) trang til at hamre hegnspæle i og dømme ting enten inde eller ude.
Og det er godt nok. Det stimulerer den faglige samtale. Og ultimativt giver det plads til Gud, som ofte viser sig tydeligst i mellemrummene.
Jeg har det som Tine Illum, der ved paneldebatten i Vestervig, hvor vi samtalte om emnet, sagde: "Det er lidt som at forsøge at holde om en vandmand – den glider let ud af hænderne på én."
Jeg har en tendens til at glide af på spørgsmålet. Dybest set vil jeg nok hellere synge salmer end tale om dem.
Jeg undviger, fordi jeg er bange for at påtage mig definitionsretten – for hvem har egentlig definitionsretten i dette spørgsmål?
For nylig blev jeg anklaget for intellektuel dovenskab, fordi jeg forsømmer muligheden for at give et svar på spørgsmålet. Det maner selvfølgelig til eftertanke.
Derfor er det også al ære værd, at Kristoffer Garne nu bringer sit svar på, hvad en salme er, om end han – sit intellektuelle overskud, sin erfaring og sit hjerte for sagen til trods – vel heller ikke har den fulde definitionsret.
Jeg er ikke uenig i definitionen – heller ikke i, at vi ikke kan lade "men folk elsker den jo"-argumentet overtrumfe de faglige argumenter.
Jeg har dog to tilføjelser – eller eftersætninger – som jeg gerne vil bringe frem her:
Salmen som handling
Vi skal, som fagpersoner, være i stand til at føre en samtale om salmer og sange ud fra en række faglige kriterier: poesi, teologi, musik og anvendelighed. Og vi skal øve os i at finde sprog for de ting, som konkret er til stede i sangen/salmen.
Det giver os noget at tale ud fra og en mulighed for at sammenligne og kvalitetsvurdere. Det er ofte meget givende at have disse samtaler og intellektuelt stimulerende.
Problemet for mig at se ligger i, at vi gør salmen til et objekt – en ting, som vi kan beskue på afstand.
Vi kommer let til at tage magten over den og begrænse den. Vandmanden presses gennem dørslaget.
For mig er salmen i lige så høj grad en handling – det at synge. Vi lægger vores længsel, taknemmelighed, klage og lovsang ind i salmen. Vi flytter ind i den – eller den flytter ind i os. Salmen udtrykker noget dybt i vores tro og eksistens. Vi vender os udad mod Gud og mod næsten.
Der er noget dybt demokratisk i, at den syngende selv får lov at bruge salmen på sin måde.
Salmen rummer potentialet til at blive en åndelig øvelse, en sunget bøn. Og vi kan ikke måle eller bedømme hinandens åndelighed – om den er stor nok eller korrekt nok. Her må fagligheden vige for åndeligheden.
Salmen er musik, og musik lader sig dårligt indfange på skrift (bedre som indspilninger, skønt disse også ofte bliver uærlige, producerede og altid spiller helt ens, upåvirket af omgivelserne).
Musik er en levende, fortløbende ting, som en evigt kørende karrusel, vi kan stå af og på.
Skrevet i tid
Når jeg ved sjældne lejligheder vover at give en definition af en salme, siger jeg: Salmer er menneskers poetiske vidnesbyrd om livet som menneske og troende – skrevet i tid.
Alle salmer har været nye engang. Og de debatter, som kører i dag om, hvorvidt de er teologiske nok eller benytter sig af lødige melodier, er ældgamle debatter, som hver tid har taget.
Tænk på Kingos brug af verdslige melodier, Ingemanns teologisk tynde morgensalmer, Grundtvig, som var under censur og så videre.
Jeg opfatter det som et sundhedstegn, at kirken bliver ved at arbejde og skrive videre på salmetraditionen, og at hver tid insisterer på at få lov at udtrykke sin tro på sin egen måde med ord og toner, som vi kan lægge os naturligt ind i.
Ja, vi har fået betroet en overdådig salmeskat fra fortidens kristne. Vi skal bevare og kropsliggøre denne skat, og vi skal udbygge den og rydde nye voksesteder for salmer.
Et sidste spørgsmål
Kristoffer Garne fremhæver højskolesange, som noget der vinder indpas i liturgier rundt om i landet.
Men højskolesangbogen er en ret facetteret samling. Der er salmer og åndelige sange der, som jeg uden problemer kan se for mig i brug. Og der er også sange, som jeg på ingen måde ville forbinde med en kirkelig handling/gudstjeneste.
Jeg har en særlig bekymring i forhold til inddragelsen af nationalhymnerne, som jeg opfatter som en kedelig sammenblanding af fædrelandskærlighed og kristentro.
Hvad er det, I synger derude til højmesser og kirkelige handlinger, som hentes ind fra højskolesangbogen Og hvad siger I nej til?