Opråb: Giv unge grønne landmænd mulighed for at dyrke kirkens jorder

Folkekirken bortforpagter i dag 90 procent af sin jord til konventionelt landbrug. Men jorden er oplagt til nystartede landbrugere, der ønsker frugtbarheden tilbage i jorden – en gevinst for både landsognene og de unge

Kirken kan vælge at forpagte dens mange jorder til unge, regenerative landbrugere, der vil den grønne omstilling – skovlandbrug, græsbaserede landbrugssystemer, grøntsagsproduktion, direkte afsætning. Arkivbillede.
Kirken kan vælge at forpagte dens mange jorder til unge, regenerative landbrugere, der vil den grønne omstilling – skovlandbrug, græsbaserede landbrugssystemer, grøntsagsproduktion, direkte afsætning. Arkivbillede. Foto: Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Forrige år blev der igen sat rekord: 2024 var ifølge EU's klimatjeneste, Copernicus, det varmeste år nogensinde målt på jordkloden. 

Mens biodiversitets- og klimakriserne hver uge, hver måned og hvert år tiltager i omfang og når nye milepæle i form af forsvundne arter, temperaturrekorder og destruktive vejrfænomener, fylder landbruget godt 60 procent af Danmarks areal og står for cirka en tredjedel af vores samlede klimagasudledninger. Og som Danmarks tredjestørste jordejer er folkekirken en væsentlig del af denne udvikling.

Folkekirken forvalter 11.000 hektar jord, hvoraf 8500 hektar er bortforpagtet landbrugsjord og knap 90 procent dyrkes konventionelt. Samtidig kæmper kirken med et fald i tilslutning, især blandt den unge generation. 

Klimakrisen skaber en magtesløshed blandt unge, som det er svært at finde et sted at gå hen med. Kan det tænkes, at kirken kan genvinde sin aktualitet og bringe håb, både fysisk og sjæleligt, ved med egne jorder at gå forrest i den grønne omstilling af landbruget?

Sådan ligger landet

Den grønne trepartsaftale skulle være et bud på en statslig løsning på problemet: Den voksne, der med afgifter og skattekroner som redskab kunne regulere landbruget ud af den blindgyde, det lader til at have bevæget sig ind ad. 

I stedet endte det med en aftale, der, selv efter de mest optimistiske prognoser, vil give en reduktion i antallet af husdyr på 10 procent. Urimeligt langt fra den reduktion, som Klimarådet har vurderet, er nødvendig for at opnå en nævneværdig effekt for natur, klima og bæredygtighed.

Uanset hvor gerne de danske landmænd ville tage jord ud til natur eller omlægge fra animalsk produktion, er de bundet til at skulle forrente de høje jordpriser, som den årlige milliardstore landbrugsstøtte har skabt. Unge landbrugere, der gerne vil en anden retning, har svært ved at etablere sig, når der ofte skal lånes tocifrede millionbeløb for at komme i gang. Her rummer kirkens jorder et stort potentiale.

Potentialet i kirkens jord

På trods af de rå mængder negativ omtale, det danske landbrug har høstet de senere år, er der på ingen måde tilslutningskrise til erhvervet. Unge mennesker strømmer til landbrugsuddannelserne. Tanken om et udendørs liv med dyr, planter og maskiner som omdrejningspunkt lokker, men filmen knækker for mange unge landbrugere, når de skal skridtet videre i karrieren til selvstændig med tårnhøje jordpriser.

I omstillingen fra store industrilandbrug, der producerer dyrefoder på 80 procent af landbrugsarealerne, til forbrugernære bedrifter, der i højere grad dyrker mad direkte til mennesker og tænker i regenerative landbrugssystemer, kan kirkens jorder derfor komme til at spille en nøglerolle. 

Kirken kan vælge at forpagte dens mange jorder til unge landbrugere, der vil den grønne omstilling – skovlandbrug, græsbaserede landbrugssystemer, grøntsagsproduktion, direkte afsætning. Idéerne findes allerede, men kan være så svære at realisere i et samfund, der i samtlige støtteordninger belønner stordrift.

Kirkens jorder ligger ofte centralt placeret i lokalsamfund, hvor selv små områder med jord kan give en verden af muligheder for unge landbrugere. Hvis kirken vil, kan den trække flere unge mennesker ud på landet, som igen kan give liv og aktivitet i menighederne. Kirken kan atter blive et samlingspunkt for livet, måltidet og årstidernes gang.

Folkekirkens grønne omstilling hviler udelukkende på frivillighed

Forslag om at ændre folkekirkens brug af jorden i den grønne omstillings navn er ikke en ny idé. Men de bliver gang på gang afvist med den begrundelse, at det er op til menighederne at bestemme, hvad der skal sås i de kirkelige jorder.  Menighedsrådene styrer det enkelte sogns lokale økonomi, og beslutter dermed også, hvem jorden skal bortforpagtes til. Det vil sige, at ansvaret for folkekirkens grønne omstilling i dag alene hviler på det enkelte menighedsråd. 

Dette er et problem af to grunde: For det første økonomisk, da nogle menigheder i områder med lav kirkeskat eller få sognemedlemmer er afhængige af deres indtægtskilder fra den bortforpagtede jord. For det andet er det et demokratisk problem, fordi hvert tredje menighedsråd havde ubesatte pladser efter menighedsrådsvalget i september i år. 

Folkekirken har kun udstedt anbefalinger til grøn omstilling, men ingen handleplan eller tydelige retningslinjer, der kan støtte menighedsrådene i at træffe beslutninger og handle målrettet. 

Det skaber en uoverensstemmelse mellem folkekirkens evangeliske grundlag og dens økonomiske konstitution, hvilket i praksis afspejler sig i, at handling udebliver. Men kristendom er både ord og handling – ordet, der forkynder og åbenbarer, og handlingen, der udfolder troen i vores liv og i verden.

Kirkens gevinst

Den unge generation vil gerne have modet til at håbe og tro på, at kirken vil gøre en reel forskel i den grønne omstilling. Med håbet om forandring må handlingen være en tro følgesvend. Folkekirkens Great Awakening, når det kommer til den grønne omstilling, kan vi ikke længere vente på. 

Den evangelisk-lutherske kirke bekender sig til troen på Gud som “himlens og jordens skaber”. At være skabt betyder, at mennesket er sat i et sammenhæng, som en del af et større fællesskab, forbundet med verden omkring os, af naturen og af andre mennesker. 

Måske er det på tide at kirken vågner fra den dogmatiske slummer, den befinder sig i? Et sted at starte kunne være ved at begynde at behandle livet og den jord, vi har fået, som en gave. Teologisk og dogmatisk er der grundlag for dette. 

K.E Løgstrup satte med sit hovedværk ”Den etiske fordring” fokus på en livsforståelse, at vi som mennesker er givet livet som en gave. Vores liv er forbundet med andres liv, og enhver form for kommunikation rummer en selvudlevering, der giver modparten magt. Med dette perspektiv er næstekærlighed ikke først kommet ind i verden med Jesu forkyndelse, den er givet med den skabte orden. 

Næstekærlighedsbuddet er en radikal måde at forholde sig til kærlighed på – det er vanskeligt at efterleve, og ansvaret kan føles tungt. Heldigvis bærer vi mennesker ikke ansvaret alene i vores skrøbelige hænder, men også i Guds. 

Ungdommens vrede og frustration over klimakrisen kan forvandles til et spirende håb, og kirken kan være den bærende kraft bag denne bevægelse. Dette må være både kirkens og den unge generations interesse. En generation, som menighedsrådsvalget i år mindede os om, er kirkens fremtid og livsnerve.

For fællesskabet bæres af individer og står i kraft af drømme og visioner: Tænk bare på fællesspisninger efter høstgudstjenester med lokale afgrøder eller kirkeskove fyldt med frugttræer, som lokalsamfundet kan samle sig om og nyde. 

Når kirken tager aktiv del i lokalsamfundet og tidens udfordringer, som klimakrisen, kan det skabe en bølgebevægelse, hvor nye generationer føler sig hørt, involveret og motiveret til at engagere sig. 

Der findes et væld af uudfoldede potentialer i folkekirkens jorder – lad os bruge dem. 

 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning