Biskopperne udsendte i denne uge en ny højmessevejledning, der beskriver principper og praksis for folkekirkens faste gudstjenester. Vejledningen er et resultat af det liturgiarbejde, som biskopperne satte i gang i 2017. Man har her besluttet sig for ikke at ændre på selve ordningen fra 1992, men kun på vejledningen, og desuden bruge vejledningen til at beskrive samarbejdsforhold og ansvarsområder nærmere. Derfor er der en risiko for, at ordning og vejledning kan fjerne sig fra hinanden.
Da en sådan vejledning har forpligtende karakter, har en tidligere version været sendt i høring hos relevante parter. Det har ført til en del ændringer, også så mange, at det enkelte steder er gået galt med korrekturen, og nogle ting er røget ud.
Biskopperne burde have haft et par fagkyndige øjne på igen inden udsendelse. Men det må så komme nu. Her følger en række punkter, som er problematiske set med mine øjne som præst og underviser i liturgi:
Højmessens fire dele
Højmessen er inddelt i fire dele: 1) indledning, 2) ordet, 3) nadver og 4) afslutning. Den nærmere beskrivelse af denne inddeling er forsvundet fra den nye højmessevejledning. Det er en skam, for inddelingen er anerkendt i den liturgiske forskning og i andre kirkesamfund og er et nyttigt hjælpemiddel i liturgiundervisning og tilrettelæggelse af gudstjenester.
Procession
Det er skik at have procession til gudstjenester, for eksempel i forbindelse med dåb og konfirmation. Ifølge den nye vejledning kan procession nu kun ske ved indgang/præludium, men ikke ved udgang/postludium. Det er nok ikke biskoppernes mening, men sådan må teksten opfattes.
Samarbejde mellem præst og kirkemusiker
Vejledningen forsøger at lægge op til et nærmere samarbejde mellem præst og kirkemusiker, og det er prisværdigt. Men i praksis kan den nye vejledning øge samarbejdsvanskeligheder.
Dels fremgår det ikke tydeligt, hvem der vælger gudstjenestens salmer. Dels er der givet mere præcise anvisninger for kirkemusikerens frie liturgiske musik: "introitus (korsang på præludiets plads), epistelvers (korsang efter epistellæsningen), interludium (instrumentalt musikstykke for eksempel efter prædiken), motet (korsang efter prædikenen) og exitus (korsang på postludiets plads)".
Reelt er der tale om en indsnævring i stedet for den hidtidige vejlednings formuleringer om, at der kan fremføres passende kirkemusik på forskellige steder "under hensyntagen til gudstjenesten og dagens karakter". Udtrykket "epistelvers" er desuden en nyskabelse fra biskoppernes side.
Småting savnes
Der er enkelte småting, jeg savner fra den hidtidige vejledning: en præcision af indgangssalmen som for eksempel lovsang. En beskrivelse af, hvordan præster vender sig fra og mod alteret. En beskrivelse af, hvordan man vælger salmer, hvis man flytter kirkebønnen fra prædikestolen til alteret.
Og så er anvisninger til eventuelt brug af skriftemål i gudstjenestens indledning blevet mere udførlige, men også mere upræcise og næsten forkerte i stedet for blot at henvise til ritualet for dette. Og vejledningen udtaler sig nu om salmer i forbindelse med dåb, hvilket betyder et potentielt misforhold mellem dåbsritualets og højmessevejledningens anvisninger til dåbssalmer.
Præstens større frihed
Præsten får generelt større frihed i den nye vejledning, og det kan være fint, at der sker en kodificering af en allerede gældende praksis, for eksempel til at afvige fra liturgien på særlige anledninger eller undlade at bruge messehagler. Ligeledes bliver det nu officielt tilladt at komme med en introduktion som optakt til gudstjenesten, men det er ikke præciseret, hvornår og hvordan, da det ikke er en mulighed i den nuværende højmesseordning, som altså fortsættes uforandret.
I praksis knæsætter man således på flere måder en voksende diskrepans mellem ordning og faktisk gudstjeneste. Det må derfor formodes, at man senest ved udgivelsen af den nye bibeloversættelse i 2036 må tage hele liturgiarbejdet og højmesseordningen op igen.
Individuel liturgi?
I mellemtiden præciserer den nye vejledning så, at gudstjenesten først og fremmest er præstens. Mod slutningen står der:
"De ændringer, som en præst har fået menighedsrådets samtykke til, kan ikke pålægges andre af sognets præster. Man kan med fordel søge at holde sognets højmesser med en vis genkendelighed, men i et sogn med flere præster kan man således have højmesser med forskellige typer af variationer. Vikarierende sognepræster indgår som udgangspunkt i stedets liturgi."
Men hvad er stedets skik, hvis liturgien først og fremmest er præstens? Her synes jeg, man ligefrem næsten opfordrer til, at præsten går enegang med sin liturgi, i stedet for at der eventuelt kan være en individuel liturgi, man er blevet enige om i et menighedsråd.
Der er også mange fine toner, blandt andet om lægmandsgudstjenester og korte gudstjenester, i den nye vejledning. Men vi har fået en meget længere tekst end den nuværende, der i princippet kan medvirke til et større liturgisk anarki og forværre konflikterne i sognene. Det modsatte var intentionen. Måske er det gået lidt for hurtigt med at få denne vejledning udsendt.