Rapporten om menighedsrådenes rolle, der netop er udsendt fra Kirkeministeriet, beskæftiger sig ganske indgående med menighedsrådenes opgaver i relation til det kirkelige liv, og det er godt sådan.
En del af analyserne fører frem til forslag om præcisering eller ændring af den gældende lovgivning – men der er også analyser, som blot er konstaterende. Og som måske i stedet netop skulle have ført frem til forslag til lovændring.
Et eksempel er spørgsmålet om, hvem der træffer beslutning om tidspunktet for de faste gudstjenester i sognet.
På en måde er der jo ingen tvivl: Det gør menighedsrådet. Det følger klokkeklart af menighedsrådslovens § 35, stk. 1, litra 1:
"Menighedsrådet træffer beslutning om tidspunktet for de faste gudstjenester". Reglen blev indført i 1973 (som en adgang til at ændre det hidtidige tidspunkt).
Rapporten om menighedsrådenes rolle konstaterer da også blot denne bestemmelse og tilføjer, at reglen er sat som "retlig ramme i forhold til, hvilke beslutninger der ikke kan træffes af præsten alene".
Risiko for konflikt
Og reglen er så klar, at man skulle tro, at også provster var bundet af den i deres tilrettelæggelse af rådighedsordning med mere.
Men allerede Roesen var i "Dansk Kirkeret 1976" klar over, at der kunne opstå konflikter her. Han anfører derfor (s. 60f), at "afgørelsen forudsættes truffet i samråd med sognets præst(er), pastoratets øvrige menighedsråd og eventuelt tillige provsten af hensyn til ... rådighedsordningen".
Den nyeste kommenterede menighedsrådslov følger op med, at hensynet til rådighedsordning med videre "er blevet aktuelt med dannelse af flere store pastorater med mange sogne, mange kirker og flere præster, hvor der nødvendigvis skal ske en koordinering af pastoratets gudstjenester, så præst og kirkebetjening kan nå fra den ene kirke til den anden" (s. 204).
Allerede her kan man derfor spørge, hvor stor indflydelse det enkelte menighedsråd i praksis kan have på tidspunktet for de faste gudstjenester. Er det ikke snarere provsten, der bestemmer, hvornår der kan holdes gudstjenester?
Storpastorater og præstefordeling
En kongelig resolution fra 1971 bemyndiger biskoppen til, efter indstilling fra præst og menighedsråd, at godkende, at ordinære gudstjenester afholdes på andre dage og tider end de sædvanlige samt undtagelsesvis at tillade bortfald af ordinære gudstjenester, når forholdene i det enkelte tilfælde taler derfor.
Den kommenterede menighedsrådslov henviser til denne kongelige resolution som hjemmel til, at der "i flersognspastorater ikke holdes gudstjeneste i alle pastoratets kirker hver søndag". Der findes jo nu storpastorater, hvor der mellem jul og påske kun holdes tre gudstjenester pr. kirke.
Er det mon her menighedsrådet ved den enkelte kirke, som bestemmer gudstjenestetidspunktet?
Hertil kommer, at det er biskoppen, der fastlægger, hvor meget gejstlig betjening de enkelte sogne skal have, simpelthen ved at fordele præstestillingerne i stiftet.
Og det vil fremover være biskoppen, der fastlægger sognestrukturen. Menighedsrådet skal høres, og rapporten foreslår virkelig fornuftigt, at der skal afholdes menighedsmøde, før sognestrukturen ændres. Men der står ikke nogen steder, at sognestrukturen ikke kan blive ændret i modstrid med lokale ønsker.
Menighedsrådslovens § 35 bør ændres
På den baggrund opfordrer jeg til, at man i et kommende lovarbejde også ændrer formuleringen i menighedsrådslovens § 35, så det fremgår, at menighedsrådets beslutningskompetence er begrænset af de til rådighed værende præsteressourcer, og at menighedsrådets ønske om tidspunkt for faste gudstjenester derfor skal godkendes af provsten.
Det ville svare til de faktiske forhold i jernindustrien.