Kirke.dk har for nylig kunnet fortælle om "ventetid" på begravelser i den svenske kirke. Gennemsnitligt går der 27,6 dage fra dødsfaldet til begravelsen eller bisættelsen i Sverige.
Det er der angiveligt mange grunde til. En del af de pårørende ønsker sig det nok sådan. Men det er også en væsentlig faktor, at mange svenske kirker kun har åbent for begravelser om fredagen.
Åbent for begravelser én dag om ugen! Det er mig en gåde, at den svenske kirke vil byde sine ganske vist stadig færre medlemmer det.
Præsterne er gået på ferie
Men hvordan forholder det sig i grunden med tilgængeligheden i den danske folkekirke? For nylig faldt jeg over følgende citat:
"Alternative begravelser: Ferien giver de kreative begravelser lov til at blomstre. Mange præster landet over er gået på efterårsferie, så det er svært at afholde en begravelsesceremoni i en kirke. Vi oplever generelt, at pårørende er begyndt at bevæge sig væk fra kirkelige begravelser og finder andre alternativer."
Citatet stammer fra hjemmesiden Begravelsesguiden.dk. Den er etableret af den sammenslutning, der var nummer et på Trustpilot inden for kategorien "Bedemand/begravelsesforretning" i 2025 i Danmark. Jeg håber dog ikke, troværdigheden var i højsædet, da denne tekst blev forfattet og offentliggjort i oktober. Den findes der desværre stadig.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Sådan angiver ejendomsmæglere placeringen af en ejendom som det mest udslagsgivende i forhold til dens værdi. I folkekirkens sammenhæng kan man udskifte beliggenhed med tilgængelighed, når det handler om at angive en afgørende faktor i forhold til folkekirkens værdi.
Det er i særdeleshed tilfældet, når mennesker henvender sig til kirken for at fejre de kirkelige handlinger dåb, konfirmation, vielse og ikke mindst begravelse. Men det er også tilfældet, hvis man ønsker en samtale med en præst, at besøge et kirkerum, at hele storfamilien kan være med til konfirmationen, eller at man kan komme i kirke juleaften.
Folkekirken og dens præster skal – så vidt det overhovedet er muligt og selvfølgelig inden for rimelighedens grænser – være tilgængelige. Det er der gode teologiske grunde til (det er grundlæggende noget med at anskue kirken som et legeme, som vi alle er lemmer på, og som derfor kræver løbende blodgennemstrømning), og det er der gode folkelige grunde til:
Som medlem af folkekirken må man have en berettiget forventning om at kunne komme til og komme i kirken. Også selvom man ikke kommer tit, bor på den anden side af det hemmelige fænomen sognegrænsen eller har et ærinde, som en præst af teologiske grunde ikke ønsker at medvirke til.
Den ufleksible folkekirke
Et af de værste onder, der kan overgå folkekirken, er en omsiggribende oplevelse af, at den for ofte er utilgængelig, afvisende, ikke tager telefonen eller tager telefonen for at henvise til en anden, der ikke tager telefonen.
Man hører langt flest historier om det modsatte. Det vil sige taknemmelige beretninger om folkekirken, dens præster og andre ansatte, som viser stor imødekommenhed og fleksibilitet, så børn og voksne kan blive døbt, døde kan blive begravet, og par kan blive gift, om ikke præcis når og hvor de ønsker det – så dog så tæt på som overhovedet muligt.
Og om, hvordan 4. klasserne alligevel fik lov til at få en juleafslutning, selvom de kom lidt vel sent i tanke om det, og at der blev skaffet plads til et bryllup eller en dåb, selvom tilhørsforholdet ikke levede op til sognets regler, men til gengæld blev oplevet som betydningsfuldt for den pågældende familie.
Desværre hører man også historier om folkekirken som utilgængelig og ufleksibel, hvoraf nogle sågar er endt som udmeldelseshistorier eller historier om, at det ikke blev til dåb, konfirmation, kirkebryllup eller sågar begravelse i folkekirken.
Afvisningerne er sket med henvisning til sognegrænser, regulativer, strikse fortolkninger af arbejdstidsregler eller personalehensyn, eller at præster, betjening og kirkerum har været optaget af andre ting, som man har valgt at prioritere.
Og inden nogen kommer i tanke om at tænke, at så "vil folk det jo alligevel ikke for alvor", må vi minde hinanden om, at man sagtens kan være kristen andre steder end folkekirken og samtidig med at man gør brug af andre ritualudbydere.
En historie fra Nürnberg
Nürnberg-Langwassers kirker er, som mange andre tyske kirker, i direkte og hård konkurrence med sekulære ritualudbydere og har længe oplevet en stor udmeldelsesbølge. For nogle år siden foretog kirkerne en undersøgelse, der viste, at en udbredt grund til valget af de sekulære tilbud var, at de var langt mere tilgængelige.
For eksempel finder der mange frierier, dødsfald og overvejelser om dåb og konfirmation sted i weekenden. Desværre tog kirkerne telefonen op til tre døgn senere end sekulære ritualudbydere, for eksempel ved et dødsfald en lørdag. Alle kirkekontorerne åbnede nemlig dørene synkront tirsdag klokken 10.
Derfor besluttede alle kirkerne – i øvrigt både de evangeliske og katolske – i Nürnberg-Langwasser, at et af deres kirkekontorer var bemandet hver eneste dag, og her blev den ansatte udstyret med en stor ajourført kalender og mandat til at træffe stort set bindende aftaler på vegne af alle sognene, hvis ikke de kunne henvise direkte med det samme.
De forpligtede sig samtidig til at sende personale over sognegrænserne (uha) eller indkalde vikarer, hvis det var nødvendigt for at overholde det aftalte. Efter kirkernes egen vurdering havde og har denne proces haft en positiv effekt på antallet af kirkelige handlinger og sågar medlemskaber.
Det åbne kontor afslørede desuden, at behovet for at træffe en aftale om en sjælesørgerisk samtale med en præst var påfaldende stort i weekenden og om mandagen. Og at det var en stor aflastning for dem, der henvendte sig. Også selvom selve samtalen først kunne afvikles senere.
Tag hele døren af
En sådan ordning ville måske være for kompleks, når man tager danske sognes medlemstal og aktivitetsniveau i betragtning. Men noget har vi sandelig at lære af disse erfaringer. Hvis folkekirken har fået sig indrettet, så den er blevet for utilgængelig og for ufleksibel, er det dens eget problem, ikke medlemmernes. For de kan gå andre steder hen, hvad teksten fra Begravelsesguiden.dk så beredvilligt peger på muligheden for.
I stedet for en lukket kirkedør skal folk opleve hele døren taget af. Og hvor det viser sig logistisk vanskeligt, kalder det på seriøse overvejelser over, hvilke benspænd folkekirken har fået lavet for sig selv lokalt eller i det hele taget, og over hvordan de så vidt muligt kan blive undgået.