Kirkeligt set er det lige for tiden svært at være sortseer. Troen lever, tages alvorligt og knopskyder, og samtidig arbejdes der kirkeligt med troens allermest centrale og tunge opgaver, sakramenterne, gudstjenesten, salmerne og menighedens liv og vækst.
Som kirke er folkekirken vibrerende og udadvendt, og sognemenighederne har kontakt med sine sognebørn, og lige så vigtigt formår sognene at få ikke-medlemmer i tale. Det sidste er vigtigt for en fremtidig folkekirke, der ikke er for de få, men for de fleste danskere.
Bevægelse
Folkekirken er i bevægelse, og det er ikke så ringe for en kirke, som jo netop er en kristen bevægelse. Folkekirken er først og fremmest et fællesskab af Kristus-troende, som kan mødes til gudstjeneste og kirkelige handlinger, men som også finder vej til kirken som det menneske, de er. For vi er forskellige, og vi oplever verden forskelligt, ligesom troens liv som ord, lyd og resonans erfares vidt forskelligt.
Derfor er det afgørende vigtigt, at vi som kirke på mange forskellige måder får mennesker i tale. Det må nødvendigvis ske på måder, som taler til mennesker i dag, for ellers frasiger vi os muligheden for at forkynde evangeliet og række troen som Guds gave til ethvert menneske.
Evangeliet, troen og kirken har et kernebudskab, som vi, der er en del af kirken, har lovet at styrke og arbejde for, og det er budskabet om Kristus som forløser. Den tro giver håb om fremtiden.
At række videre
Tradition er overlevering. Lige fra kirkens første tid har det været kirkens opgave at overdrage kernebudskabet til en ny generation.
Tradition har i sig den betydning, at noget afgørende vigtigt og betydningsfuldt skal gives videre til andre. Det er indlejret i vores bibelske skrifter, at det er ord og fortællinger, der bærer traditionen, sådan som begyndelsen i Johannesevangeliet så smukt udfolder det: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Fra begyndelsen er tro, betydning og virkelighed sket gennem en overlevering ved ord.
Gudsordet gengiver vi i forkyndelsen og i ritualerne, men også i menighederne og kirkebygningerne, for Ordet fik som bekendt krop. De æstetiske former, jeg tænker her særligt på kirkebygninger, ritualer, salmer og musik, er op gennem kirkens historie blevet til som krop og form af Gudsordet.
Enhver tid har med al sin visdom og kundskab gjort sit ypperste for at række budskabet videre på overbevisende vis. Derfor har vi fået Ordet overleveret på så mange overbevisende smukke og indsigtsfulde måder, at kirkens historie er et sandt skatkammer. Vores forfædre var modige, beslutsomme og radikale.
I forhold til fortiden er det ikke helt forkert at karakterisere det 20. århundrede som en vaklende og usikker periode i kirkens historie. Her gjaldt det mere om at holde sig lavt i modvinden og at holde fortidens levn i live end at håbe på at kunne forny overleveringen i en lige så indsigtsfuld, nærværende og fantasifuld form som tidligere.
Resonans
Meget tyder dog på, at vi som kirke igen er ved at finde fodfæstet og genvinde troen på fremtiden. For vi har et budskab, som også skal forløse fremtidige slægter, og det kan kun ske ved at overlevere troen på Kristus som forløser gennem Ordets tilsynekomst. I forkyndelse, undervisning, genovervejelse af kirkens former som bibeloversættelse, ritualer, salmer, musik og kirkebygninger.
Det er egentlig skandaløst, at de største og mest synlige bygningsværker i Danmark i dag er hotelkæder, advokathuse, kapitalfonde og forsikringsselskaber, for hvor er de prægtige og modige kirkebygninger, der burde konkurrere om betydning, horisont og resonans?
Traditio
Det latinske ord traditio betyder, at noget værdifuldt genfortælles og læres videre, så flere kan overtage og tilegne sig det. Det er i virkeligheden et meget idealistisk træk ved kristendommen, at den selv insisterer på at blive overdraget andre, som selv får til opgave at formidle og række den videre.
I den forestilling ligger en tro på, at Gud er med i bevægelsen, at Helligånden arbejder med kirken i sin bestræbelse på at give Jesus Kristus krop. Det er en besindelse på både fortid og nutid med henblik på fremtiden, og det er et arbejde, der tager lang tid, og som kræver både dybe overvejelser og store anstrengelser.
Tidsånden er uden sans for ånd og sammenhæng
På flere områder synes jeg, at vi ser traditionen folde sig ud på bedste vis, mens tidsånden på andre områder får lov at sabotere traditionen. Forskellen ser systemisk ud, for der hvor kirken selv får lov at styre overleveringen, sker det oftest roligt og eftertænksomt, men dér hvor politik og Folketinget udøver sin magt, sker det uden sans for ånd og indre sammenhæng. Det er i stedet en leflen for tidsånden.
Det må i dag stå soleklart for enhver, at nedlæggelsen af store bededag, der skete uden forvarsel og kirkelig inddragelse, var komplet historieløs. Det samme gælder den nye menighedsrådslov, der trådte i kraft den 1. januar 2026, hvor magten skydes opad i systemet, og menighedsrådene på væsentlige områder umyndiggøres og ligefrem mister medlemmer.
Høringen skete over stok og sten og uden sans for, at en levedygtig kirke udvikler sig fra neden, aldrig fra oven. Den nye lov vil kunne udtage ganske få kirkebygninger af særlig historisk værdi, mens der reelt er brug for massiv støtte til mange af de bevaringsværdige kirker i de fattigste sogne.
For at sikre det kirkelige liv på landet er der brug for en helt anden udligning af midlerne, så de små landsogne understøttes af de større og rigere bysogne. Hvis Folketinget ville hjælpe folkekirken, så kunne de øge præstenormeringen markant. Det er der brug for. Men politiske indgreb i kirken indre anliggender synes per definition at medføre et brud med traditionen, ikke en styrkelse.
Selvom jeg ikke føler det store for eller imod dobbelt medlemskab af kirken, så mærker man hastigheden som en politisk smørebrødsbestilling. I forslaget er opstillet en række nye medlemsordninger, som selvfølgelig alle taler for dobbelt medlemskab. Selv har jeg aldrig i mine 24 år som præst fået én forespørgsel herom. Jeg gad vide, hvor stor interessen er? I mine øjne er det en samvittighedssag, hvor du vil høre til. Enten-eller. Hvor hører dit hjerte til? Men måske er det lidt som med dobbelt statsborgerskab, nogle har hjerteblod flere steder.
Det klinger dog hult, når dobbelt medlemskab skal understøttes af bispernes øgede tilsyn. Som om en biskop skulle følge op på og holde styr på et nyt dobbelt medlemskab, det kommer jo ikke til at ske. Snarere skulle man skrive ind i forslaget, at den sognepræst, der stod for medlemsoptaget, skulle sikre sig det kommende medlems viden om evangelisk-luthersk tradition og velvilje over for folkekirkens ordning, inklusive kvindelige præster.
Tradition skal holdes i hævd
Går det for stærkt? Nej, det går ikke stærkt, kun når det er politikerne, der blander sig i kirkens indre anliggender, så går det alt for stærkt, og så bliver det forandringer uden ånd og indsigt, traditionsløst.
Selv arbejder folkekirken ikke hurtigt, og det skal den heller ikke. Åndens arbejde tager den tid, det tager. Som med Bibelselskabets store arbejde med Bibelens oversættelse, som tager op imod 15 år, og så er de tidligere oversættelser, senest Bibelen 2020, ikke medregnet, selvom de fungerer som et slags forarbejde i at afprøve nye oversættelsesstrategier.
Det er godt, at det tager så lang tid, for det bliver en oversættelse, som hele vores kirke og kultur skal stå på skuldrene af i årtier frem.
Traditionen holdes i hævd i folkekirken. Både som overlevering af Guds Ord i historien og som troens nyskabelse. Der er heldigvis både tyngde og bevægelse i folkekirken.