Det har været en lang og kold vinter. Præster, gravere, kirketjenere og organister har kunnet mærke det. Ligesom bedemændene og folk på krematorierne. Jeg har mødt mange, som har været trætte efter det store antal begravelser. Men folk er jo kommet i jorden, stille og roligt.
Og så er det måske et tosset tidspunkt at forsøge at rejse en debat om de situationer, hvor befolkningen bliver mødt med et nej fra folkekirken. Det ændrer bare ikke på, at den samtale er helt nødvendig. Ikke mindst efter ændringerne af menighedsrådsloven.
Det fremgår af menighedsrådslovens § 1, at menighedsrådet styrer sognets kirkelige og administrative anliggender. Det er menighedsrådet, der er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet. Menighedsrådet er arbejdsgiver for medarbejderne ved kirken og kirkegården og har ledelsesansvar for arbejdet ved kirken og kirkegården.
Når man sådan læser lidt hurtigt i de første tre stykker af menighedsrådslovens § 1, kan man godt få indtryk af, at det er menighedsrådet, der fastlægger, om den lokale folkekirke holder åbent. Ikke alene for begravelser, men også for vielser og dåb. Men sådan er det ikke.
Hvis man tror, at menighedsrådet for eksempel kan lukke for kirkelige handlinger, herunder begravelser, om lørdagen, så har man læst lovligt let hen over menighedsrådslovens § 1.
For det er faktisk præciseret, at menighedsrådets politiske beslutninger skal respektere gældende lovgivning. Ligesom det er understreget, at formålet med menighedsrådets arbejde er at sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, herunder de kirkelige handlinger.
Folk har retskrav på kirkelige handlinger
Og folkekirkens medlemmer har retskrav på at få foretaget kirkelige handlinger.
Begravelser og bisættelser skal foretages inden otte eller 14 dage (afhængigt af konkrete forhold). Dåb skal foretages efter anmodning – og er der allerede tre eller fire dåb i førstkommende højmesse, må der enten henvises til næste søndag eller tilbydes lørdagsdåb. Alle i sognet, der ønsker konfirmation, skal tilbydes plads på konfirmandholdet, eller der skal oprettes et ekstra hold. Og folk, der ønsker at blive viet, har retskrav på, at der findes en dato, som passer alle parter.
Retskravet følger af lov om medlemskab af folkekirken. De, der er medlemmer af folkekirken og bor i sognet, har retskrav på at få kirkelige handlinger i sognekirken. Også sognebåndsløsere har retskrav på kirkelige handlinger hos den præst, man har løst sognebånd til. Der kan siges nej til sognebåndsløsning. Men kun hvis der er afgørende modstående hensyn til præsten eller menigheden. Altså for eksempel, hvis antallet af sognebåndsløsere bliver for stort i forhold til at kunne opfylde kravet om at få foretaget kirkelige handlinger.
Retskrav på kirkelige handlinger kan også etableres gennem særlig tilknytning til sognet: tidligere bopæl, familie, sommerhus med videre. Efterhånden er tolkningen i de fleste stifter, at plejer man at holde sine familiefester i tilknytning til sommerhuset, så har man også retskrav på kirkelige handlinger i det sogn, hvor sommerhuset ligger.
Hvis det giver præster og øvrige medarbejdere dér for store arbejdsbyrder, eventuelt i nogle perioder af året – så må man rykke rundt på ressourcerne og pålægge bistandsforpligtelser. Det er en intern kirkelig organisationsudfordring. Det er ikke borgernes problem.
Og ja, også de, der har meldt sig ud af folkekirken eller aldrig været medlem, kan have retskrav på kirkelig begravelse, udløst af de efterladtes ønske om det – forudsat, det ikke er i strid med afdødes ønske. Det bør nok præciseres i den nye begravelseslov, men det har været gældende ret siden en spektakulær sag engang i 1990’erne.
Præsterne og kordegnene administrerer retskravene
Det er præsterne, der administrerer retskravene. Det vil sige, det er præsterne, der skal tage stilling til både de nemme sager – er der bopæl? – og de svære sager: Er der etableret særlig tilknytning med den virkning, at der er et retskrav på kirkelig handling?
Og det er præsterne, der fastlægger, hvornår en kirkelig handling skal finde sted. Det fremgår af lov om kirkers brug, § 5, stk. 3.
I praksis er det meget ofte kordegnene, der tager imod og besvarer folks henvendelser om kirkelige handlinger. Men de gør det på præstens vegne. Ikke på menighedsrådets vegne. Og er der tvivl, eller insisterer folk, så er det præsten, der har kompetencen og skal træffe afgørelsen.
Der kan være brug for at aftale de hovedregler, man arbejder efter i et internt praksisnotat. I så fald er det præsten eller præsternes kompetence. Og man må aldrig lave så faste regler, at der ikke bliver udøvet et skøn i de tilfælde, der ikke falder ind under reglerne.
Inden for rammerne af medarbejdernes arbejdstid
Menighedsrådet, derimod, skal fastlægge medarbejdernes arbejdstid inden for overenskomster og konkrete ansættelsesaftaler. Arbejdstiden skal tilrettelægges, så der faktisk er tid til at gøre det, folkekirken er sat i verden for: døbe, konfirmere, vie og begrave folk (og holde de faste gudstjenester). Der skal simpelthen være tid til, at folk kan blive begravet. Også i spidsbelastningsperioder som den, vi lige har været igennem.
Og selvfølgelig skal der kunne være kirkelige handlinger om lørdagen. Også begravelser. Eller tredje juledag. Også begravelser. Eller påskelørdag. Også begravelser. Det er ikke sådan, at den dag i en helligdagsperiode, hvor der ikke er gudstjenestepligt, det er fridag. Sådan er det ikke, hverken for præsterne eller for de øvrige medarbejdere.
Vejledningspligt
Et ønske om en kirkelig handling kan selvsagt komme i konflikt med fastlagte fridage og ferier. Det ændrer imidlertid ikke på, at de kirkelige handlinger skal kunne gennemføres. Man kan i fællesskab nå frem til, at den venter, til sognepræsten er tilbage. Eller kirken kan gennemføre den kirkelige handling med anden præst, andet personale med videre.
I den situation er der vejledningspligt. Svaret er ikke nej. Svaret er: Det finder vi ud af. Og så må det afklares internt i provstiet, hvem der kan tage sig af denne begravelse.
Det er fuldstændig ligesom med præsters ret til at sige nej til vielse af par af samme køn: Det er folkekirkens pligt at stille muligheden for vielse til rådighed. Så hvis sognepræsten ikke vil, så skal sognepræsten selv finde ud af, hvem der ellers kan, og informere om det.
Kirken skal ikke sende parret eller de pårørende rundt i manegen, så de selv skal ringe til gud og hvermand. Nej, folkekirken har pligt til at finde frem til, hvem der kan, og vejlede om, hvilken præst der er til rådighed. Borgerne skal ikke rende fra Herodes til Pilatus.
I sidste ende er det provstens opgave at sikre, at der er præster til rådighed i provstiets kirker til at udføre de kirkelige handlinger, og sikre, at der bliver givet klart svar til borgerne, så de ikke selv skal ringe til syv præster, før nogen vil begrave mellem jul og nytår.
Og i sidste ende er provstiudvalget også inde over. Når der skal godkendes kirkegårdsvedtægter, så skal man være opmærksom på, at der ikke sniger sig en bemærkning ind om, at kirkegården er lukket for begravelser om lørdagen. Bare for at tage et (nyligt) eksempel.
Et nej fører til udmeldelser
Disse spørgsmål dukker meget ofte op til undervisning og konferencer. Hvis man ikke lige ved, hvor de retlige grænser for menighedsrådspolitik er, kan man nemt som menighedsråd tro, at rådet beslutter, hvornår kirken er åben for kirkelige handlinger. Og overse folks retskrav.
Et konkret eksempel, et autosvar sidste år fra en københavnsk sognepræst: "Hvis din e-mail drejer sig om konfirmation, så er konfirmandholdet lukket, der er ikke plads til flere."
Det går ikke. Hvis den konfirmand, der henvender sig, bor i sognet eller har retskrav på grund af særlig tilknytning, så skal der tilbydes plads på konfirmandholdet.
Og hver eneste gang, der bliver svaret nej, fører det til udmeldelser af folkekirken. Det gælder, uanset om det nej kommer fra kordegnen, præsten eller graveren. Som også Ulla Morre Bidstrup for nylig har påpeget, saver man den gren over, man selv sidder på.