Præsteforeningens direktør, Lars Qvistgaard, har i en artikel denne uge udtalt, at han savner handling fra By,- Land- og Kirkeministeriet på provsternes lønområde.
Konkret drejer det sig ifølge Præsteforeningen om, at lønmidler øremærket provsterne i folkekirken ikke er blevet fordelt inden overenskomstperiodens udløb ultimo marts 2026.
By,- Land- og Kirkeministeriet svarer nu på kritikken i et svar sendt pr. mail:
"Den særlige provstepulje ikke er opstået i forbindelse med centrale overenskomstforhandlinger og der blev ikke tilført midler til den særlige provstepulje ved forhandlingerne i 2024. Af resultatet af overenskomstforhandlingerne i 2024 mellem finansministeren og Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU-forliget pkt. 18 fremgår det:
'På folkekirkens område omklassificeres provster, der er i lønramme 36, til lønramme 37. Udgiften til omklassificeringen afholdes af den hidtidige provstepulje, der herefter bortfalder. Kirkeministeriet opgør restbeløbet i samarbejde med Præsteforeningen. Restbeløbet kan anvendes i perioden efter aftale mellem Præsteforeningen og Kirkeministeriet'
Som det fremgår af forligsteksten ovenfor, har de centrale parter aftalt, at finansiering af udgiften i forbindelse med omklassificering af provster fra lønramme 36 til lønramme 37, skal afholdes af den særlige provstepulje.
Den særlige provstepulje er midler der hidrører fra en klassificeringsaftale fra 2008, hvor der blev etableret en særlig provstepulje med de midler, som blev eller bliver frigjort med de provstestillinger, der nedklassificeres ved nybesættelse. Midlerne er øremærket provster.
Som det ydermere fremgår af forligsteksten ovenfor, er der ikke taget stilling til, hvordan restsummen af den særlige provstepulje skal udmøntes. Anvendelse, og udmøntning, af restsummen vil afhænge af, hvad de decentrale parter – Den Danske Præsteforening og By-, Land- og Kirkeministeriet – kan opnå enighed om.
I forlængelse heraf kan det oplyses, at ministeriet, efter indgåelse af aftale om omklassificeringer af provsterne i lønramme 36 til lønramme 37, løbende har været i dialog med Den Danske Præsteforening om forskellige muligheder for anvendelse af restsummen. Der har været bragt flere forskellige forslag ind i forhandlingerne, senest på et forhandlingsmøde i januar 2026.
I lyset af den parlamentariske situation har By-, Land- og Kirkeministeriet, efter forhandlingsmødet i januar 2026, måtte afbryde forhandlingerne midlertidigt, indtil der foreligger en ny regering.
Ministeriet er naturligvis indstillet på at genoptage forhandlingerne med Den Danske Præsteforening så snart der er mulighed herfor."