Den 3. april afgik Folketingets Kirkeudvalg ved døden. Dødsmåden var aktiv dødshjælp udøvet af et enigt folketing.
Dødsårsagen udsprang af folketingsmedlemmernes ønske om at gøre eget arbejde lettere. Antallet af folketingsudvalg er derfor reduceret. Det er blandt andet gået ud over kirkeudvalget, der har fået en hurtig begravelse i stilhed.
Førstebehandlingen af forslaget fandt sted den 27. marts. Ugen efter blev forslaget vedtaget. Ikke et enkelt pip om nogen form for tvivl. En væsentlig ændring af Folketingets udvalgsstruktur er i den offentlige del af processen hastet igennem med en hurtighed, så borgerne dårligt har haft mulighed for at opdage, hvad der er foregået.
Kirkeudvalgets særstilling
Kirkeudvalget har altid været noget særligt, fordi folkekirken indtager en særstilling. Det er slut. Nu skal arbejdet med den folkekirkelige lovgivning med videre være en del af kulturudvalget på lige fod med sportspolitik og ævl og kævl om Danmarks Radio.
Sådan burde det ikke være. Men ikke et eneste folketingsmedlem har forstået eller turdet vise forståelse for, at kirkepolitikken stadig bør have sit eget udvalg. Man behøver ikke at være en af de store profeter for at forudsige kirkepolitikkens skæbne.
Respekten for den i Grundloven nævnte særstilling af folkekirken faldt allerede et kvantespring dybere ved bededagsfejden og er nu i frit fald mod bunden.
Kirkepolitikken vil drukne i de ærede medlemmers interesse for fodbold og olympiader, personlige profileringer i debatten om Danmarks Radio, de sociale medier og alskens løjer.
De minderige stunder
Ved kirkeudvalgets bortgang er det værd at mindes de gode stunder, hvor Kirkeudvalget også med ordførere fra regeringspartierne satte sig igennem over for regeringsmagten.
Kirkeudvalgets medlemmer forstod engang, at det evangelisk-lutherske syn ikke blot er et kirkesyn, men tillige et statssyn. Martin Luther siger så klart, at der må skelnes mellem det verdslige og det kirkelige regimente. Staten skal opretholde ro og orden. Kirkens regimente skal sørge for evangeliets forkyndelse. Denne skelnen er Folketingets medlemmer forpligtet på.
Ganske vist har kirkeudvalget ikke i de senere år udøvet en kritisk kontrol af regeringen. Afskaffelse af bededag var et overgreb over for folkekirken, der vidner om Folketingets åndløshed og uvidenhed om folkekirken.
Men sådan behøvede det ikke at være. Og sådan var det ikke tidligere.
Nogle husker vel stadig stormvejret om Venstres kirkeminister Elsebeth Kock-Petersen. Der var ikke engang opbakning fra partifællerne, da ministeren gjorde sig selv til bispemagt og insisterede på selv at afgøre en klagesag over en præsts tv-prædiken. Et område, der så klart hører til biskoppens kerneområde og ikke under det verdslige regimente. Nogle måneder senere blev ministeren flyttet til et andet område.
Senere var der eksemplet på, at kirkeudvalget fik ændret flere lovforslag, fordi udvalget lyttede mere til lægfolket og biskopperne end til ministeren. Der var uenighed mellem minister og biskopper om, hvordan man skulle definere begrebet 'anden kristen dåb'.
Kirkeudvalget rettede ind efter biskopperne. Der var hos udvalget en klar fornemmelse for, at begrebet dåb ikke defineres af det verdslige regimente og ikke må gøres til genstand for partipolitisk strid.
Lovforslaget om gejstlige domstole blev efter biskoppernes anbefaling ændret. I loven skal det verdslige regimente rette ind, hvis biskoppen forlanger en læresag imod en præst, fordi biskoppen vurderer, at præsten har tilsidesat bekendelsesgrundlaget, og der er tilstrækkeligt med beviser i sagen. Igen lyttede Folketinget mere til biskopperne end til ministeren.
Statskirken marcherer, folkekirken svækkes
Nyordningen vil yderligere svække folkekirken. De statskirkelige tendenser vil marchere videre. Kontakten mellem kirkefolket og Folketinget svækkes, når der skal konkurreres med sportsentusiaster og ildsjæle fra det alsidige kulturliv.
At kirkepolitikken, der er et lavprestigeområde, fortsat vil blive varetaget af hurtigt skiftende ordførere, vil yderligere svække kulturudvalgets viden om og forståelse for Folkekirkens egenart.
Regeringen får uden et selvstændigt kirkeudvalg endnu større råderum til at udøve statslig magt over folkekirken og efter diktat fra regeringens top.
Kirkeministeriets oprindelige departement for kirkelig lovgivning er for længst blevet lillebror i eget ministerium. Den verdslige del af land og by fylder mest. Ministeren selv synes at være mere optaget af at forfølge andre trossamfund end at udvise omsorg for folkekirken.
Måske de tilbageværende ansatte i det egentlige kirkeministerium, der medvirker til at forringe præsternes retssikkerhed og lader borgernes klager ligge og flyde i lange tid uden så meget som at kvittere for modtagelsen og oplyse om journalnummer, skal lægge sig de gamle ord på sinde: Lær os at tælle vore dage!