Skærtorsdag i 1957 stillede præsten, professor K.E. Skydsgaard, sig forud for nadveren i kordøren i Trinitatis Kirke, løftede armene og sagde: ”Vi kommer ikke alene, Vi bærer mange med os”.
Han tænkte naturligvis på alle de døde, syge, fortravlede eller mismodige og så videre, som ikke var i kirke den dag, men som nadvergæsterne have med sig, når de gik til Herrens bord. Til stede ved den gudstjeneste var den unge, norske salmedigter, Svein Ellingsen. Præcist 20 år senere var Skydsgaards ord blevet til en salme for Ellingsen. Den kan læses i samlingen ”Det skjulte nærvær” og på salmer.dk. Første vers lyder således:
Vi bærer mange med os
i dag, når vi går frem.
Hvad Kristus gav og gir os,
er også givet dem.
Du dækker bord for alle,
her er de døbtes hjem,
vi bærer mange med os,
o Gud, vi be’r for dem.
Som dirigent indledte jeg valgforsamlingen 17. september 2024 i Hvalsø og Særløse sogne med at citere denne salmes første linje. Det gjorde jeg, fordi det ikke blot er ved gudstjenesten, men også i valgforsamlingen, ”vi bærer mange med os”. Der er mange, der er døde, syge, fortravlede eller mismodige og meget mere, så de ikke kommer til valgforsamlingen. Men vi tænker på dem alle, så godt vi kan, når vi vælger det nye menighedsråd.
I Hvalsø og Særløse sogne ligger vi på landsgennemsnittet kirkeligt set. Det gjorde vi også den 17. september 2024, hvor de 36 fremmødte udgjorde godt en procent af de stemmeberettigede, og hvor de ni, der stillede op, lige akkurat fyldte pladserne i det nye menighedsråd. Er det nu demokrati? Ja det er tillids- og samtaledemokrati!
Et åbent og levende fællesskab
Hvis vi danskere havde stemmeret i USA, ville 90 procent af os stemme til præsidentvalget i november. Det ville vi gøre, fordi vi har en inderlige mistillid til Trump. Ofte stemmer vi af nogenlunde de samme grunde til politiske valg i Danmark, fordi vi er bange for, hvad ”de andre” kan komme i tanker om at gøre ved vores land og vores kommune. Ved politiske valg er det således ofte mere mistilliden end fællesskabsfølelsen, der driver os til valgstedet.
Til valgforsamlingen i kirken kommer vi, fordi vi er medlemmer af et fællesskab, som vi alle gerne vil være med til at holde åbent og levende for alle i sognet. Sådan tænker vi, og sådan tænker rigtigt mange af dem, der ikke var med i tirsdags, også.
Ifølge Steen Marquard Rasmussens undersøgelse fra 2017 er der op mod 280.000 folkekirkemedlemmer, der principielt er villige til at stille op til menighedsrådet, hvis opfordringen kommer på rette tid og sted, hvor de har muligheder for det.
Og ifølge Kristeligt Dagblads nyeste undersøgelse er det 30 procent af folkekirkens medlemmer, der – når de får sagen forklaret – gerne ville stemme til menighedsrådsvalget. Hvorfor kommer de så ikke, så vi i stedet havde været for eksempel 360 til valgmødet i Hvalsø og Særløse sogne?
Svaret er treleddet: Det er, som vi også ved fra Kristeligt Dagblads undersøgelser, kun en tredjedel af folkekirkens medlemmer, der har fået det ind på lystavlen, at der er valg til menighedsrådet, selv om det har stået i kirkebladet, lokalavisen, på hjemmesiden og så videre.
Hvis Kirkeministeriet ikke nok engang havde udstillet sin dumhed og/eller dovenskab, så medlemmerne havde fået en indkaldelse i e-boksen, var der måske kommet dobbelt så mange til opstillingsmødet.
Det kunne også hjælpe, hvis public service medierne DR og TV2 ville passe deres arbejde og informere om valget. I år nævnte de det begge på valgdagen, men fordi der angiveligt var krise i demokratiet. Og selvsagt uden den simple information, at alle kunne deltage i valget i deres lokale, kirkelige forsamlingslokale samme aften kl. 19.00.
Den anden grund er, at alt for mange har for travlt i forhold til deres kræfter. Jeg tog i pausen under optællingen i Hvalsø en runde for at sikre suppleanter til menighedsrådet. De allerfleste kunne med få ord gøre mig begribeligt, at de gerne støtter op om kirken, men at de har ikke plads og kræfter til flere møder og mere arbejde lige nu.
Ånden er redebon, men det er tiden og kræfterne ikke altid. Pensionisterne holder i dag heller ikke til lang tids menighedsrådsarbejde, nu da førtidspensionen ikke længere er et frit valg. Så vi fik faktisk ingen suppleanter valgt den aften.
Demokrati har brug for religion
Den mest afgørende grund bag det beskedne fremmøde og den tilsvarende beskedne villighed til at stille op i den konkrete situation, skal imidlertid findes i tillids- og konsensuskulturen, som præger folkekirken de fleste steder.
De – relativt få – fremmødte klarer valget på bedste vis. Det er ganske rigtigt, og det er også den fornemmelse, de ikke-fremmødte har! Havde der været ti gange så mange fremmødte og tre gange så mange kandidater, var resultatet reelt blevet det samme.
Eventuelle forskelle i afstemningen resultat ville skyldes rent matematiske tilfældigheder, ikke uenigheder. Alle de ni valgte fremstod i præsentationsrunden som kvalificerede og positive folk, som alle gerne ville stemme på. Vi fremmødte havde tillid til dem. Og det har de ikke-fremødte som end også. Det var deres afgørende grund til, at de ikke mødte op.
Jeg er så gammel i gårde, at jeg har været med til sognerådsvalg på landet før kommunalreformen i 1970. Det foregik på den måde, at de få fremmødte opstillede en kandidat fra hver socialgrupper, husmænd, gårdmænd, tjenestefolk, funktionærer et cetera. Så kiggede forsamlingen på navnene på tavlen og kunne se, at ”alle” var repræsenteret. Så var det valg overstået – på bedste demokratiske vis.
Gode lokale tillidsbaserede valgforsamlingsvalg kan sagtens være mere demokratiske og repræsentative end de store urnevalg. Hvor mange er i øvrigt reelt med til at bestemme, hvem der kommer øverst på stemmeseddel og således sikres valg til for eksempel folketinget? Som regel er det noget under én procent af vælgerne. Og i Københavns Kommune er det statsministeren, der reelt udpeger den kommende overborgmester!
Efter opstillingen og kandidaternes præsentation i folkekirkens valgforsamling er der debat. Her kommer det tydeligt frem, at vi kan tale sammen om tingene, og at de udpegede kandidater er klar til at lytte til alle stemmer og afveje hensynene, når de skal træffe de nødvendige afgørelser om kirkens fremtidige kommunikation og tilbud til unge, som vi nåede at drøfte.
Er det virkelig nødvendigt at minde om Hal Kochs definition af demokrati, som primært er samtale, frem for et forkromet afstemningssystem?
Sociologen Hartmut Rosa bog fra 2023 hedder meget præcist ”Demokrati har brug for religion”. Kristen tro forudsætter tillid til andre mennesker og indlevelse i deres situation, så vi kan dele goderne, herunder den kristne tro, med alle. Det er derfor, at demokratiet har brug for kirkerne ifølge Rosa.
På trods af alle kloge samfunds- og valgforskere, der er bedre til at tænke i tal end i mennesker og kristendom, er folkekirkens menighedsrådsvalg fortsat noget af det bedste demokrati, vi har. Jeg vil gerne lade Rosa få det sidste ord her:
”… Demokrati har brug for lydhøre hjerter, ellers fungerer det ikke. Men sådan et lyttende hjerte falder ikke ned fra himlen, det er i det hele taget særligt svært at indtage en sådan holdning i et aggressionssamfund. … det er i det hele taget kirkerne, der har fortællinger og et kognitivt reservoir til rådighed, og ritualer, praktikker og rum, hvor et lydhørt hjerte kan indøves og måske også erfares.”
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.