Hans Raun Iversen: Det er en misforståelse at kalde folkekirkens demokrati "stendødt"

Det er bekymrende, at en garvet aktør i det folkekirkelige demokrati som Otto Hemming Larsen kan tilslutte sig professor Kurt Klaudi Klausens påstand om, at folkekirkens demokrati er ”stendødt”. 

Larsen og Klausen ligner hinanden ved, at de kun har ét argument for deres påstand: fremmødeprocenten ved valgforsamlingerne til menighedsrådsvalget 2024. 

Vi har for fem år siden indført valgforsamlinger, der gør det tydeligt, at de fleste valg i sognene foregår som freds- og aftalevalg. Der er efterhånden så få kampvalg med lister og urneafstemninger, at det ikke giver megen mening at se på stemmeprocenten ved disse valg, som man tidligere fokuserede på. 

Opslutningsmæssigt er der ikke sket det helt store med den nye ordning. Det forekommer mig, at Larsen og Klausen er tæt på at rette bager for smed, når de jamrer over tilslutningen til valgforsamlingerne, som svarer ganske pænt til tilslutningen til tidligere tiders opstillingsmøde, som reelt fungerede som valgforsamlinger de allerfleste steder.

Klausens dødsdom over menighedsrådene i en kronik i Information har jeg svaret på i samme avis den 18. oktober 2024. Jeg synes, at Larsen og folkekirkefolk, der måtte være enig med ham også fortjener et svar. 

Vi kan kun være enige om, at deltagelsen i valgforsamlingen kan og bør være højere. Det skal jeg vende tilbage til, men først nogle punkter om, hvad folkekirken er for en størrelse. Det er afgørende for, hvordan man bedømmer et demokrati som menighedsrådene i folkekirken. Og dernæst nogle punkter om, hvad demokrati forudsætter.

Folkekirkens egenart som demokrati

1. For det første må det slås fast, at folkekirken er et stykke civilsamfund med en høj grad af medlemsbaseret foreningsorganisering og ikke en offentlig instans som stat, regioner og kommune. Folkekirken er Danmarks største forening med det gode formål at udbrede kristendommen og servicere medlemmerne, når de har brug for det. Det gør den i det store hele glimrende. 
   
   Derfor har den stor opslutning både målt i medlemstal, deltagertal og tillidsundersøgelser – klart bedre end alle andre sammenlignelige kirker i Nordeuropa. 
   
   Som følge heraf har folkekirken en tillids- og konsensuskultur, ligesom sammenslutningerne omkring for eksempel vandværk eller pensionskasser, som jo også er vigtige for vores liv og velfærd. Alle indkalder de til generalforsamlinger, uden det store fremmøde. Det skyldes, at medlemmerne regner med, at der er gode folk, der vælger en god bestyrelse, som på alles vegne vil varetage de fælles interesser på bedste vis.
    
2. Menighedsrådene har været afgørende for folkekirkens relativt gode udvikling gennem de sidste 120 år. Det er af uvurderlig betydning, når lokale tillidsfolk er med til at balancere de prioriteringer og beslutninger, der skal træffes løbende. 
   
   På mange måder er beslutningerne bundne: Skal vi have babysalmesang, spaghettigudstjenester, børnekor eller minikonfirmander – eller kan vi med fordel satse på det hele med de begrænsede ressourcer, vi har? Skal vi sælge jord til kommunen, eller skal vi plante træer på jorden og måske se at få anlagt et skovkirkegård? 
   
   Ingen kan afgøre den slags og mange andre spørgsmål bedre end lokale repræsentanter i menighedsrådene, der – meget praktisk – også rummer sognets præster som en slags kongevalgte og særligt sagkyndige medlemmer.
    
3. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg principielt går ind for en af staten fri folkekirke med eget styre. Det gør jeg, fordi jeg er overbevist om, at folkekirken er bedre til at løse sine opgaver end staten er det. 
   
   Desværre kan jeg ikke love, at en frigørelse fra staten automatisk vil føre til mere demokrati målt på alle de nedenfor nævnte parametre. Skal der laves større ændringer i den folkekirkelige styreform, er det vejen mod en fri folkekirke, vi bør gå. Man kan så håbe, men ikke love, at det også vil føre til et bedre demokrati.
    
4. Alting kan laves om, og det bliver det sikkert også med tiden. For eksempel flyttes der stille og roligt administrative opgaver fra menighedsrådene til andre instanser. Vores provst i Lejre siger det på denne måde: ”Jeg vil ikke udbygge provstiet for at få flere funktioner (og magt), men beder menighedsrådene om det, skal jeg nok gøre det.” 
   
   Det er ikke ligegyldigt, hvor forskellige opgaver som bygningsdrift og ansættelser ligger, men det er ting, der skal reguleres og placeres så lokalt som praktisk muligt. Det arbejdes der med både lokalt og nationalt for tiden.

Krav til et godt demokrati

1. Helt afgørende for et demokrati er det, at der er tale om en meget høj grad af gennemsigtighed og offentlighed omkring beslutninger, budgetter, regnskaber etc. 
   
   Man skal straks kunne få besked, hvis man vil tjekke noget omkring fællesskabets virksomhed, gerne via en udførlig hjemmeside, indlæg i lokalpressen og offentlige møder, herunder sådanne, der er særligt sat af til orientering og fælles drøftelse. 
   
   Alt det lever folkekirken også op til, selv om der er en del, der kunne gøres bedre, for eksempel i brugen af hjemmesider og debatter i pressen om større afgørelser. Jeg tror, at der skal bruges flere ressourcer her fremover.
    
2. Juristen Alf Ross talte, om at et demokrati kan bedømmes på 1) intensitet (hvor mange kan potentielt få indflydelse på valg og beslutninger), 2) ekstensitet (hvor meget kan man få indflydelse på) og 3) effektivitet (hvor effektivt kan man få indflydelse og være sikker på, at beslutninger føres ud i livet). 
   
   I bogen ”Det almindelige præstedømme og det folkekirkelige demokrati” fra 1996 vurderede departementschef Preben Espersen, at folkekirken står sig godt på alle tre dimensioner. Siden er der sket en yderligere decentralisering på flere punkter.
    
3. Vigtigst er måske mindretalshensyn og magtspredning i folkekirken. Indtil årtusindskiftet var der i Danmark bred enighed om, at et demokrati kendes på, hvordan det behandler sine mindretal. 
   
   I dag kan man hævde, at folkekirken er mest demokratisk på den dimension, mens man andre steder hylder flertallets ret til at marginalisere mindretallene. Store og halvstore sager er også undergivet en høj grad af magtspredning. Der er ikke mange steder, hvor en enkelt instans eller person har absolut magt, selv om det – desværre – kan være tilfældet i personsager.
    
4. Sidst, men ikke mindst handler demokrati om samtale og indlevelse i, hvad de andre tænker, og hvad konkrete beslutninger betyder for dem. Det er ingen kunst at samle et flertal, som tromler egne synspunkter igennem. 
   
   I en forening med 2000 lokalafdelinger, cirka 12.000 ansatte og omtrent lige så mange valgte lægfolk i menighedsrådene kan det heller ikke undgås, at der også er nogle vanskelige personer, som det er svært og måske næsten umuligt at arbejde sammen med. De allerfleste steder kommer man meget langt med det gode. Andre steder må man have hjælp udefra for at få samarbejdet til at glide.
    

Hvad skal der gøres ved menighedsrådsvalgene?

1. Det er afgørende, at menighedsrådene og deres ansatte gennem hele valgperioden sørger for at leve op til de demokratiske krav, der er opstillet ovenfor. Det er fristende blot at holde sagerne fra døren uden at forklare udadtil, hvad der sker og hvorfor. 
   
   Det er imidlertid et demokratisk svigt. Langt flere sager og beslutninger må lægges ud, så der er offentlig indsigt før, under og efter beslutningerne træffes.
    
2. Menighedsrådsvalg handler ikke primært om valg, men om kald. Gennem hele menighedsrådets valgperiode må alle, og ikke mindst præsterne, som møder flere af kirkens mange brugere end menighedsrådenes læge medlemmer, gøde jorden for at rekruttere frivillige og kommende menighedsrådsmedlemmer. 
   
   Gør man det systematisk, ender man med en liste over gode folk, hvoraf tilstrækkeligt mange ender med at stille op til valget. Kalder man ikke på kandidaterne, kommer der alt for få. Man kan tilmed lave den solidaritetspagt i menighedsrådet, at ingen må træde ud ved næste valg, hvis de ikke selv har været med til at rekruttere en afløser med gode kvalifikationer.
    
3. Der må lokalt sættes særligt spotlight på den kommende valgforsamling – cirka et halvt år forud. Skriv oplæg til det i de tilgængelige medier. 
   
   Otto Hemming Larsens ide om, at det er menighedsrådene lokalt, der skal stå som afsender af den indkaldelse til valgforsamling, som alle valgberettigede skal have i e-postbakken, lyder helt rigtig for mig. Her må Landsforeningen af Menighedsråd banke Kirkeministeriet på plads, så man herfra sørger for at stille de nødvendige funktioner til rådighed – når vi snart når til tredje runde med den nye valgform.
    
4. Kirkeministeriet er folkekirkens administrationsselskab, som skal passe sit arbejde, så længe vi har den gældende kirkeordning. Derimod skal folkekirkefolk holde op med at appellere til ministeriet eller andre statslige instanser om at redde folkekirkens demokrati. Det må folkekirkens medlemmer selv gøre, hvis de fortsat vil have en velfungerende folkekirke. Kirken skal være kirke, og staten skal være stat.

Demokrati skal læres lokalt

Folkekirken gik foran med demokratiske valg i 1903, inklusive valgret til kvinder, som først fik det i stat og kommune i 1915. Folkekirken har i årtier haft har de mest repræsentativt sammensatte menighedsråd med en meget stor andel af kvinder, som stat og kommune endnu ikke har fået. 

Det er ikke helt så godt, særligt ikke med hensyn til aldersprofilen, som det har været. Den tendens kendes fra alle frivillige foreningsvalg – og tilmed fra de politiske partier. 

Folkekirken er også ramt af, at der ikke længere er arbejdsdygtige efterlønnere til at tage en væsentlig del af arbejdsbyrden i menighedsrådene. Derfor må vi sno os for at fastholde folkekirkens demokrati som noget af det bedste demokrati i landet. 

Demokrati skal læres lokalt – ikke mindst i en situation, hvor demokratiet afskaffes andre steder, som det for eksempel er sket efter 30 år med demokrati på universiteterne. Jeg var institutbestyrer, da det skete i 00’erne. 

Min kollega, Svend Bjerg, meddelte mig, at nu ville han ikke komme til kollegiale møder længere, for på papiret havde jeg jo selv al magten på vores fælles arbejdsplads. Selv om jeg for min del fortsatte en demokratisk ledelsesstil, er resultatet de fleste steder, at de dertil ansatte ledere bestemmer hen over hovedet på deres medarbejdere. 

Det er Gud ske lov slet ikke dér, vi er i folkekirken. Her taler vi om tingene.