En række debatindlæg på Kirke.dk om provsternes rolle og funktion viser, hvordan rollen kan udfyldes lige så forskelligt, som de lokale menighedsråd udfylder rollen for deres virke og varetagelse af opgaven med kirkens liv og vækst.
Sådan skal det også være i en folkekirke, hvor menighedsrådets hovedopgave er formuleret i den nuværende bekendtgørelse af lov om menighedsråd:
§1: Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet, medmindre andet er særligt hjemlet i lovgivningen.
§2: Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.
Heri fastlægges det unikke princip i folkekirken, at ingen er over det lokale menighedsråd, hvad angår sognets liv og vækst. Og skal der ske samarbejder mellem flere menighedsråd i provstiet, er det de involverede menighedsråd, der skal give mandat til initiativerne. Her er budgetsamrådet myndighed.
Djøfiseringsfrygt
For mig at se er det ikke et enten-eller, men et både-og, hvis man som jeg går ind for det tostrengede ledelsessystem og ser på den samlede provsterolle.
Provsten skal både være biskoppens forlængede arm og fungere som daglig ledelse for præsterne i provstiet, være lokal præst tilknyttet et pastorat samt være forretningsfører for provstiudvalget med de hovedopgaver, det indebærer, af drifts- og udviklingskarakter. Der er tale om udvikling og ledelse af den lokale folkekirke med stort K (Diakoni og Forkyndelse) og med lille k (Ledelse og Organisation).
Det er mit indtryk, at flere provstestillinger har en 75/25-fordeling med 75 procent som provst og forretningsfører og 25 procent som præst tilknyttet et lokalt sogn eller storpastorat. Sådan bør det også være i fremtiden.
Det er mit håb, at der med den nye menighedsrådslov vil ske en forenkling af menighedsrådsmedlemmernes administrative opgaver, så fokus for rådene i højere grad kan være at lave kirke (med stort K). Heri ligger blandt andet, at der sker en styrkelse af diakoniarbejdet og forkyndelsesarbejdet.
Det betyder så til gengæld, at de steder, hvor man ønsker at styrke provstierne med eksempelvis administrative og bygningsfaglige ressourcer, vil vi i fremtiden se en fortsat udvidelse af antallet af ansatte i provstierne.
Fremtidens provst
For mig er der heller ingen tvivl om, at forretningsførerrollen og provstiudvalgsopgaverne vil forandre sig, hvis den lokale folkekirke skal kunne løse nogle af de store og små udfordringer, der ligger lige foran os – den ændrede begravelseskultur, problemer med arbejdsmiljøet, fastholdelse af frivillige, forskellen på rige og fattige provstier og spørgsmålet om, hvordan den lokale folkekirke kan gøre kristendommen relevant i nutidens samfund.
Hvis ikke fremtidens provst og provstiudvalg vælger at spille en aktiv strategisk rolle i et tæt samspil med de lokale menighedsråd og biskopperne, så får vi ikke løst udfordringerne. Og i dette arbejde skal provstens mindset og perspektiv både være som præst og forretningsfører.
Det drejer sig ikke om djøfisering. Det drejer sig om almindelig sund fornuft i arbejdet med udvikling af den lokale folkekirke.