Som stiller af Esben Thusgård til biskop i Aarhus Stift kan man med rette sige, at jeg har nogle bias, når jeg her beskriver, hvilken biskop, jeg ønsker. Ikke desto mindre vil jeg formulere mine forventninger til en biskop både med hensyn til teologi, kirkesyn og ledelsesstil. Forventninger, som jeg finder naturlige at have, når vi lokalt skal arbejde med udformningen af fremtidens folkekirke.
Jeg har tidligere på Kirke.dk formuleret nogle af de vilde og komplekse problemer, som jeg oplever, folkekirken står med. Det er blandt andet faldende dåbstal, rekruttering af præster og frivillige og en målrettet indsats på det psykosociale arbejdsmiljø. Derfor ønsker jeg en biskop, der har disse udfordringer som fokusområder for det kirkelige udviklingsarbejde i Aarhus Stift.
Det vigtigste for mig er en biskop, der har en teologisk profil og et kirkesyn, der er kendetegnet ved:
- At have rod i en grundtvigsk tradition og som betoner folkekirken som "folkekirke" (bred, inkluderende, folkelig)
- At udleve en sammenhæng mellem tro og hverdagsliv i praksis
- At betragte kirken som fællesskab og samfundsaktør
- At være relationel og have en samfundsorienteret teologi med fokus på diakoni, fællesskab og mening
- At se forkyndelsen som central, men koblet til konkrete livserfaringer
For mig er det vigtigt med en biskop, der holder fokus på forkyndelsen og samtidig aflaster præster og menighedsråd for administration. En biskop, der vægter lokal frihed (sognene ved bedst), videndeling på tværs samt mere netværk og understøttelse. Altså en "faciliterende biskop" tæt på praksis.
I forhold til den administrative og ledelsesmæssige tilgang er det afgørende, at biskoppen har et stærkt fokus på afbureaukratisering, effektive sagsgange og en fortsat udvikling af det gode arbejdsmiljø.
En biskop, der vil styrke samarbejdet mellem niveauerne (stift-provsti-sogn) og organisere muligheden for at dele "best practice" mellem sogne samt ser administration som noget, der skal minimeres for at frigøre ressourcer til kerneopgaven.
Jeg ønsker en ledelsesstil, der fastholder og styrker den decentrale beslutnings- og handlekraft, er praksisorienteret og som har blik for reform af systemet. En biskop, der vil styrke kirken nedefra og frigøre kirken lokalt.
Med ovenstående forventninger har jeg sat mit kryds på den elektroniske stemmeseddel.