Her i sommervarmen har der været meget fokus på folketingspræsten og stiftsgrænserne.
Det ene primært på grund af et to sekunders Facebook-opslag, og det andet skyldes overvejelser om en reformation af bispedømmerne.
Begge emner kan være relevante på hver deres måde. Folketingspræsten har især haft offentlighedens interesse, mens stiftsgrænserne primært har fyldt på de indre linjer.
Den nye kirkeministers stunt har på underlig vis rejst spørgsmål om næsten alt inden for folkekirken. Lige fra om skal der være en præst tilknyttet Folketinget til demokratiet i folkekirken samt kristendommens betydning for demokratiets udvikling i Danmark - og så videre.
Hver for sig relevante, men dog fragmenterede temaer og holdninger er fremkommet i hedebølgen.
"Enhver kirkeministers drøm"
Emnerne, temaerne, og holdningerne kan med lidt god vilje løftes til en endnu større drøftelse om Folkekirkens manglende forfatning, som endnu ikke er formuleret og besluttet.
Grundlovens §66 lyder: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov".
Paragraffen giver Folketinget ansvaret for at fastlægge folkekirkens styre gennem lovgivning.
Det burde være enhver kirkeministers drøm at kaste sig over dette arbejde og stå i spidsen for arbejdet med at skabe større tydelighed i forholdet mellem stat og kirke samt folkekirkens styreform byggende på Luthers tanker (læren om de to regimenter) om et samarbejde mellem to forskellige myndighedssfærer med hver deres gudgivne opgave.
For mig vil det fortsat være vigtigt, at menigheden er folkekirkens grundlæggende fællesskab, og at menighedsrådene i en forfatning fortsat tillægges autonomi og er demokratisk valgte.
Når det kommer til kirkens styre, skal det ske i et samarbejde mellem menighederne, præsterne, biskopperne, en form for nationale kirkelige organer og staten i det omfang, Grundloven bestemmer.
Der skal være en skarp opdeling og adskillelse af kirkens indre og ydre anliggender forstået som de forhold, der på den ene side vedrører kirkens eget liv som kirke – altså dens tro, gudstjeneste og åndelige virksomhed – og på den anden side dens administrative og økonomiske forhold.
Den sociokratiske vej
Lad os en gang for alle i en forfatning få slået fast, at den danske folkekirke er et evangelisk-luthersk trossamfund, grundlagt på Den Hellige Skrift, Det Gamle og Nye Testamente, samt de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter.
At folkekirken virker til Guds ære og menneskers frelse gennem forkyndelse af evangeliet, forvaltning af dåb og nadver samt udøvelse af diakoni og fællesskab.
En kirke, der er åben for alle mennesker og udøver sit virke med respekt for menneskets værdighed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed.
Det vil være en kæmpe opgave og proces, der skal involvere kirkens aktører og Folketinget, at nå frem til et forslag til ordlyden i den endelige forfatning.
Vejen derhen kunne med fordel betrædes med sociokrati som styreform og organisationssystem.
En styreform, der er baseret på ligeværd og selvledelse, hvor beslutninger træffes i fællesskab uden formelle ledere.
I stedet for flertalsafgørelser anvendes samtykke, hvilket sikrer, at ingen kan stemmes ned, og at alle indvendinger behandles konstruktivt, før en beslutning godkendes.
Det kommer til at tage tid, men det vil være yderst relevant og interessant at medvirke i samskabelsen af en forfatning for folkekirken.