Hvor længe skal et menighedsråd vente på at kunne ansætte en præst i en stilling, der er både behov for og ansøgere til?
Det spørgsmål trænger sig på, når ansættelser bliver udskudt af økonomiske grunde. Imens skal menighedsrådet holde liv i aktiviteterne, medarbejderne få hverdagen til at fungere og nabopræsterne dække ind.
Meget lange vakancer – i værste fald helt uden vikar – er et stort problem for menighedsrådene. De rammer både kirkelivet og samarbejdet mellem præsten og de valgte medlemmer. Aktiviteter og relationer, der går i stå, kommer ikke nødvendigvis tilbage, den dag stillingen bliver besat.
En kortere periode uden en fast præst kan være en god anledning til at overveje, hvad sognet har brug for. Hvilken præst ønsker vi os? Skal stillingen se anderledes ud? Kan et tættere samarbejde med nabosognene give bedre rammer for både præsten og menigheden?
De overvejelser tager menighedsrådene gerne ansvar for. Men er der en bæredygtig stilling og mulighed for at besætte den, er der også en grænse for, hvor længe de skal vente.
Sognepræst Jacob Bjorholm efterlyser i sit debatindlæg ”Hvor mange præster vil vi have?” Landsforeningens holdning til, om der er penge nok til de præstestillinger, folkekirken har besluttet at have. Det er et rimeligt spørgsmål.
Vi skal vide, om pengene rækker
Jeg vil gerne opfordre til en undersøgelse af, om præstebevillingen rækker til de præster, Folketinget har besluttet at folkekirken skal have.
Præstelandskabet har ændret sig, og vi skal kende de økonomiske konsekvenser. Dele af landet har svært ved at besætte præstestillinger, og det øger udgifterne til vikarer. Præster, der kommer til embedet efter et arbejdsliv i andre fag, forventer, at lønnen afspejler deres erfaringer og kompetencer.
I de senere år har mange provster fået flere ledelsestimer og dermed færre præstetimer. Det skal også indgå i undersøgelsen.
Min klare forventning er, at når Folketinget vedtager ny lovgivning, og der indgås overenskomster på statens område, skal der også være penge til at betale for det.
Stifterne har ansvaret
Stifterne har ansvaret for at organisere præsternes arbejde inden for bevillingen. Landsforeningen har en klar interesse i, at det lykkes. Det kræver de rette kompetencer, gode økonomistyringssystemer og samarbejde på tværs af stifterne. Økonomien skal følges tæt, så nødvendige prioriteringer kan ske i god tid.
Mit indtryk er, at stifterne har fuldt fokus på at blive bedre til at styre bevillingen. I Landsforeningen støtter vi, at der fra Fællesfonden bruges penge på et forbedret styringsredskab, som kan hjælpe stifterne med at styre præstebevillingen.
Vi er klar til at ændre på vores egne rammer
Bjorholm spørger, hvorfor vores politiske oplæg om præstefordeling handler om organisering men ikke størrelsen på den centrale bevilling.
Fordi vi også skylder menighedsrådene et svar på, hvordan vi sikrer lokalt forankrede præster i hele landet fremover. Vi kan ikke planlægge efter, at der kommer flere præster til at løse opgaverne. Derfor skal stillingerne være attraktive, og det lokale samarbejde fungere, så præster har lyst til at søge embederne og blive i dem.
Vi ønsker flere præster ind i faglige og kollegiale arbejdsfællesskaber, hvor de kan dele opgaver og bruge hinandens kompetencer. Og vi er klar til at tage fat på menighedsrådenes egen organisering.
Når et præsteembede spænder over seks-syv sogne, skal vi turde spørge, om præsten også skal sidde i seks-syv menighedsråd.
Vi ønsker, at pastorater og menighedsrådskredse i højere grad følges ad. Bjorholm skriver, at et arbejdsfællesskab kræver kolleger. Det er vi enige i.
En vakance kan give luft i lønbudgettet. Men jo længere den varer, desto større bliver regningen for det lokale kirkeliv.