Jeg undres over den lethed, med hvilken præster og visse emeritusser går til dogmatiske diskussioner om dåbsritualet.
Senest gav Villy Klit-Johansen og Jens Rasmussen deres kolleger mundkurv på: "Lad os undgå alle disse teologiske præstespekulationer", skriver de i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvormed de nedgør almindelige dogmatiske drøftelser.
Begge vil have Luthers syndflodsbøn af 1526 indført i dåbsritualet, men har åbenbart overset – eller nok slet ikke læst – at Luther i sin rituelle brug af syndfloden skelner mellem arvesynd og senere begået synd. Hvis ikke det kalder på dogmatisk redegørelse, så ved jeg ikke, hvad gør. Historiske postulater såsom, at det nok ikke er Luther selv, der har forfattet bønnen, kommer i hvert fald til kort.
Et lignende tilfælde gik igen i Tine Illums nylige indlæg, hvori hun pænt og rigtigt skriver, at dåbens sandhed er mysterium, ikke dogmatik, men tilføjer, at dåbens sandhed er udtryk for, at "vi altid er på vej, og at det ikke kan være anderledes". Hvem dette "vi" er, står hen i det uvisse.
Det påfaldende i hendes tilfælde er den vage formulering "at være på vej". Så forblommet formulerer man sig vist kun, hvis man lader hånt om dogmatikken. Jeg håber da så sandelig, at de døbte, hvis det er dem, hun tænker på, i kraft af deres dåb og Jesu tro ikke er på vej noget sted hen, men allerede har indtaget pladsen i Jesu favn og Faderens rige.
Og hvad udvanding angår: Ultimo november påstod Georg Klinting, at "spørgsmålet, hvorvidt Gud i dåben gør os til sine børn eller ej, er i praksis et skinproblem", ligesom han måneder forinden skrev: "Hvor svært kan det være at udforme et dåbsritual, der siger det afgørende i dåben?". Her fornemmer man måske ikke en direkte modstand mod dogmatiske drøftelser angående dåben, men det spørgsmål, han kækt stiller sin læser, skulle da nok angive, at forholdet mellem liturgi og dogmatik blot er et krumspring.
Ingen af de nævnte forfattere forsøger at definere dogmatikken eller kirkens lære, men anvender begrebet og dets emnefelt i overvejende negative vendinger. Som om de kan sige sig fri for nogen forudindtagede holdninger til læremæssige spørgsmål.
Godt nok skriver for eksempel Illum, at præster naturligvis "skal blive ved med at reflektere teologisk over dåbens mysterium", men samtidig maner hun præstestanden til "ro", fordi dåbens mysterium klarer det, dogmatikken ikke gør.
Man kan med rette mane til det modsatte. Præster og teologer har efterhånden manet hinanden og folkekirkens menigheder til ro så længe, at det er blevet kontroversielt at mene, at Gud i dåben er til stede som en handlende, levende og frelsende magt. Det er nemlig, som for eksempel Klinting skriver, udtryk for "sakramentmagi".
Som at foregribe opstandelsen i langfredags prædiken
Lad os blive ved emeritussen Klinting, nu hvor han mener, at det er såre let at udforme et nyt dåbsritual. Han anklager mig og de øvrige hoveder i "Værn om dåben" for, at vi gør dåben til magi, når vi siger, at den døbte "genfødes til at blive barn af Gud". Som han skriver: Det er betænkeligt at mene, "at der sker noget i dåben".
Slår man op i Klintings bog om dåben fra 1998, kan man under hans forslag til et nyt ritual læse følgende karakteristik af 1. Pet. 1,3: "Skriftordet [1. Pet. 1,3: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde; JJ] er værdifuldt, fordi det peger på den omfattende genfødelse, der er bragt i stand ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Hermed er den genfødelse, der er knyttet til den enkelte dåbshandling, sat i et frelseshistorisk perspektiv".
Det lyder, som om den genfødsel, han ser i opstandelsen, er en anden end den, der foregår i dåben. Han taler om "den omfattende genfødsel" i opstandelsen contra "den genfødsel, der er knyttet til den enkelte dåbshandling".
Hans udlægning af 1. Pet. 1,3 svarer til de prædikanter, der på langfredag foregriber opstandelsen påskedag, som om langfredag ikke må stå alene som mysterium. Det kan ikke gå hurtigt nok for dem. Hele kirkens hus skal have en happy ending.
I sådanne tilfælde er der ikke bare tale om dårlig dogmatisk sans, men om forpurring af dåbens mysterium og det hellige kors. Manglende indsigt i dogmatikken kan altså hurtigt gå ud over det mysterium, som man så gerne vil herliggøre og forkynde.
Og noget andet er, at den, der genfødes, om det så er i "omfattende" eller "enkel" forstand, ifølge Klinting ikke skal forkyndes at være "et barn". Det skal han have sig frabedt. For der "sker" ikke noget i dåbshandlingen. Gør der det, er det blot et spørgsmål om magi.
At han kan argumentere for, at dåben er et genfødselsbad, selvom den, der genfødes, ikke er et evangelisk barn, lyder som den reneste magi. Genfødsel og barnekår kan ikke adskilles, gør man det, bliver det først rigtigt spekulativt.
Klart er dåben en tegnhandling, som han skriver. Og tegnet udvirker kun dér, hvor der er tro. Men hvis han i mine og mine kollegaers bidrag ikke kan se, at tro og lydighed er forudsat alt, hvad vi har skrevet i den aktuelle dåbsdebat, er det svært at tage hans kritik alvorligt.
Hvis opstandelsen nævnes i korstegnelsen, omskrives frelseshistorien
Et andet eksempel på, hvor svært det for Klinting er at formulere et nyt dåbsritual til den lutherske folkekirke, er hans reviderede forslag til korstegnelsen. Før så vi hans betoning af dåben forstået som opstandelse, og det er selvsamme betoning, han vil have med i korstegnelsen: "Modtag det hellige korsets [sic] tegn for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus", foreslår han.
At "opstandne" skal med i korstegnelsen, er en mulighed, som også dåbskommissionens midtvejsrapport foreslår i den tredje ritualmodel, den klart mest yderliggående af de tre modeller. Her kan man læse, at kommissionens medlemmer er uenige om tilføjelsen, eller som der står skrevet: Kommissionen har "forskellige holdninger" til tilføjelsen, hvorfor den kun kan være en variationsmulighed i den tredje model.
I begge tilfælde, hos Klinting og i midtvejsrapportens tredje ritualmodel, bliver dåbens mysterium til noget andet, hvis man tilføjer "opstandne" til korstegnelsen. Så bliver langfredag og påskedag én og samme begivenhed, hvilket ikke gør mysteriet større, men uendeligt mindre. Korset er ikke en velsignelse, men derimod en forsagelse og forbandelse. Derfor hænger kors og opstandelse ikke sammen i korstegnelsen. "Forbandet er enhver, der hænger på et træ" (Gal. 3,13).
Noget andet er, at dåbens pagt ændrer status. Klinting vil gerne fremhæve den døbtes placering i Guds frelseshistorie, så vi før, men den frelseshistorie omskrives, hvis Herrens opstandelse i dåbspagten placeres på korset. Hvad betyder tilføjelsen til korstegnelsen for forholdet mellem dåbspagt og dåb? Det svarer Klinting ikke på.
I det hele taget er det ikke til at vide, hvilken plads dåbspagten har i det ritualforslag, som Klinting kommer med. På den ene side er dåbspagten så vigtig, at han indskriver den i den indledende takkebøn: "Vi takker dig, himmelske Fader [...] Du oprejste ham [din enbårne Søn; JJ] af graven og stadfæstede for evigt din nådepagt ved ham". Dette "for evigt" giver hans dåbssyn en bismag af universal åbenbaringspositivisme. Og ligesom biskop J.P. Mynster havde kvababbelser over at tilspørge spædbørn i dåbens pagt, så foreslår Klinting, at præsten spørger de voksne således: "Vil I, at NN skal døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn?".
Så når han spørger: Hvor svært kan det være at udforme et nyt ritual?, er der vist kun at svare: Det kan være ret svært, når han og andre præster skøjter let over centrale spørgsmål i den luthersk-evangeliske folkekirke.
Jeg kender ingen sjæl, som påstår, at Guds dåb er et spørgsmål om den rette dogmatik. Men det forbyder ikke præster at beflitte sig med kirkens dogmatiske tradition.
Klit-Johansen, Rasmussen, Illum og Klinting er gode eksempler på, hvad der sker, når man tænker slet om dogmatiske diskussioner: Man bliver selv spekulativ og dogmatiserende.
Glæden over Guds mysterium i dåben kan ingen frarøves, men i stedet for at nedgøre dogmatikken burde de hellere engagere sig i den.