Kirke.dk har taget hul på et problem, som folkekirken snarest må tage fat på. Loven om sognebåndsløsning bør laves om.
Kirke.dk's redaktør Kåre Gade gør rettelig opmærksom på problemet i nogle københavnske sogne, hvor man går på stemmefiskeri i andre sogne for at tiltrække sognebåndsløsere med et bestemt sigte for øje.
Og tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech er befriende klar i mælet, når hun fastslår, at valgret og sognebåndsløsning ikke bør følges ad.
Sognebåndsløsningen er en gammel ordning, der blev vedtaget i 1855
Ordningen var således i sit udgangspunkt en løsgørelse fra det sognetvang, som mange følte sig bundet af. Den blev af Grundtvig betegnet som ”præsteågets-afskaffelse”.
Folk kunne nu blive løst fra sognebåndet ved at knytte sig til en anden præst i et andet sogn, som ville tilbyde dem sjælesorg, gudstjenestefællesskab og kirkelige handlinger inden for folkekirkens rammer. Det gav frihed til at tilslutte sig en præst, hvis forkyndelse og teologi man var enig i.
Alle mulige andre bevæggrunde, som at sognebåndsløserpræstens kirke var smukkere end deres egen eller lå tættere på, var ingen begrundelse. Det var og er den teologiske begrundelse, der tæller. Det er ånden i loven. Derfor kunne og kan præster også sige nej til sognebåndsløsere.
Man kan jo sagtens se for sig, at nogle præster ville modtage så mange sognebåndsløsere, at det ville gå ud over betjeningen af sognets egne borgere. Hvis så er, bør man sige nej. Men nogle præster lider af den skavank, der hedder forfængelighed. Har en præst et par hundrede sognebåndsløsere, er kirkebænkene godt besatte om søndagen, og det styrker selvtilliden.
Men da sognebåndsløserordningen blev indført, fandtes der ingen menighedsråd, så sognebåndsløserne havde ingen indflydelse på det sogn, hvor sognebåndsløserpræsten var ansat.
Menighedsrådsloven blev først indført i 1903, og først i 1912 fik sognebåndsløsere mulighed for at flytte deres valgret og valgbarhed fra bopælssognet til det sogn, hvor sognebåndsløserpræsten gjorde tjeneste. Det er det sidste, der mange steder giver problemer.
Her er det vigtigt at pointere, at ingen kan løse sognebånd til et bestemt sogn, men alene til en præst i et bestemt sogn. Sådan bør det også fremover være. Ellers undergraver man fuldstændig den folkekirkelige sognestruktur og det folkekirkelige demokrati.
Kirkelig frihed eller kirkelig dominans?
Som jeg ser det, er det godt og rigtigt med kirkelig frihed. Hvis man ikke kan trække vejret eller føler sig ilde tilpas i sin egen sognekirke, er det godt at kunne løse sognebånd til en præst ved en anden kirke!
Men efter mit skøn er det uheldige ved den nugældende ordning, at et menighedsråd med et overvældende flertal af sognebåndsløsere fuldstændig kan dominere et menighedsråd.
Særligt grelt bliver det ved præstevalg, hvor den dominerende fløj af sognebåndsløsere suverænt kan afgøre et præstevalg. Det groteske er, at selvom sognebåndsløserne kun har løst sognebånd til en enkelt præst, så kan de afgøre, hvilke andre præster der skal vælges i et sogn.
Problemet er ikke nyt. I flere tilfælde har et flertal af sognebåndsløsere med fundamentalistiske konservative holdninger blokeret for kvindelige præster og for præster, der var villige til at vie fraskilte og homoseksuelle, eller dygtige præster, der ikke var ”fromme” nok.
Det udemokratiske ved den nugældende ordning er, at sognebåndsløsere ikke er repræsentative for befolkningen i sognet, men i nogle tilfælde har taget magten i sognet og udnytter den til egen fordel.
Sognebåndsløseres valgret bør forblive i bopælssognet
At sognebåndsløserordningen bør fortsætte, vil jeg ikke anfægte, men loven bør laves om, så et flertal af sognebåndsløsere ikke kan dominere menighedsrådene. Den nu afdøde biskop i Haderslev stift, Niels Henrik Arendt fandt det generelt problematisk, at sognebåndsløsere har valgret og valgbarhed i det sogn, de løser sognebånd til.
Han fandt det fortræffeligt, “at man for frihedens skyld kan knytte sig til en anden præst”, men “hvorfor skal det give valgret og valgbarhed”, skrev han. Den holdning harmonerer præcist med Birthe Rønn Hornbechs helt klare opfattelse. Jeg kan kun være helt enig heri!
Folkekirken er struktureret som sognekirke baseret på de mennesker, der bor i sognet, uanset om de går sjældent eller ofte i kirke. Det er dem, der betaler gildet.
Ganske lavpraktisk burde sognebåndsløsere bevare deres stemmeret og valgbarhed i bopælssognet. Så ville de jo kunne påvirke fremtidige præstevalg i deres hjemsogn, hvilket kunne give god mening, da man løser sognebånd af teologiske grunde.
Al den stund vi har en sognestruktur med sognekirker, sognegrænser og sognepræster, virker det helt urimeligt, at sognets egne beboere til tider sættes ud af spillet eller er under pres af folk udefra.
Digital afstemning vil appellere bredere
I disse moderne digitaliseringstider, burde det være muligt at afgive stemme til menighedsrådet digitalt. Det kunne give større valgdeltagelse blandt sognets egne beboere. Den nuværende valgforsamlingsmodel dur ikke. Den appellerer kun til de indforståede.
Nu hvor så godt som alle kirkeblade er afskaffet, savnes en direkte kommunikation til alle sognets borgere. Det kunne ske gennem den digitale postkasse og digital afstemning samtidig med manuel stemmeafgivning.
Menighedsrådsvalget, der for nuværende foregår ved en ”valgforsamling”, appellerer kun til en meget lille indforstået skare. Det giver sognebåndsløsere frit spil. De kender ofte hinanden og møder alle op til valgforsamling og afgør valget.
Her er der et demokratisk problem, når en mindre gruppe af sognebåndsløsere overruler et stort flertal af folkekirkemedlemmer i det enkelte sogn.
Man skal være vældig forsigtig med ikke at udmanøvrere sognets egne medlemmer. Det gør dem endnu mere fremmede over for deres egen sognekirke og kirken i almindelighed.
Derfor bør loven laves om nu – senest inden næste valg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.