Den lille fortælling i Markusevangeliet 1, 29-31 om helbredelsen af Peters svigermor er en del af den mosaik, hvormed Markus anskueliggør, hvordan Jesus bogstaveligt talt sætter Gudsriget i værk i løbet af én dag.
Så snart han er blevet døbt, har fået sin guddommelige fuldmagt bekræftet fra Himlen både af Ånden, der som en due daler ned over ham, og af Guds stemme, modstår han Satans fristelser i ørkenen, og derefter proklamerer han i 1, 15 den dobbelte opgave, som Gud har stillet ham:
Han skal med sine helbredende gerninger anskueliggøre Gudsrigets virkelighed på jorden, og med sine ord skal han prædike til omvendelse og tro på evangeliet.
Det er det eskatologiske program, han som Guds søn er på jorden for at gennemføre, og at han har travlt og straks tager fat, viser Markus ved at sammenfatte tre begivenheder, som illustrerer Jesu virksomhed:
Ved bredden af Genesaret Sø vælger han i 1, 16-20 fire fiskere som sine første disciple, brødrene Simon (Peter) og Andreas og de to sønner af Zebedæus, Jakob og Johannes. I Kapernaums synagoge prædiker han på sabbatten og underviser med en myndighed, som vækker forundring, og da han uddriver en dæmon fra en mand, der var besat, bliver alle forfærdede over den vældige magt, han besidder.
Dæmonen genkender ham som sin overmand, og da Jesus truer den til ikke at røbe ham, introducerer Markus det hemmelighedsmotiv, som gang på gang fastholdes og brydes i det tvetydige mønster, der præger den markianske komposition.
Den afgørende begivenhed: helbredelsen og oprejsningen
Efter opholdet i synagogen følges Jesus med disciplene ind i Peter og Andreas' hus, hvor Peters svigermor ligger syg med feber (1, 29-31). Det får Jesus straks at vide; han går hen til den syge kvinde, oprejser hende ved at tage hendes hånd, og feberen forsvinder. Hun er helbredt og fortsætter uden videre sit traditionelle kvindeliv ved at sørge for mad og varte op.
Dagen er nu ved at være slut, solen er gået ned, og med det, Jesus har bedrevet i løbet af denne første dag i Kapernaum, er hans mission sat i gang. Rygtet om ham, hans myndige lære og hans dramatiske gerninger, på én gang skræmmende og fascinerende, har allerede spredt sig som en løbeild, og en mængde mennesker kommer fra nær og fjern for at søge hans hjælp.
Alle stimler sammen ved døren til Peters hus; Jesus helbreder og uddriver dæmoner, som alle fik pålæg om tavshedspligt. Det er mønsteret, som Jesus følger under sit ophold i Galilæa.
Hvordan kan nu helbredelsen af Peters svigermor indgå i en sammenhæng, som ifølge Markus skal introducere begyndelsen på Jesu eskatologiske virke?
Hvad er for Markus så betydningsfuldt ved denne helbredelse, at den sammen med discipelkaldelsen og forløbet i synagogen hører med i den trehed af begivenheder, som illustrerer den eskatologiske betydning af Jesu virke?
Prøveoversættelsen mangler den tematiske sammenhæng
Som Jesper Tang Nielsen har påpeget i sin kritik af prøveoversættelsen af Markusevangeliet 1, 29-31 (Kirke.dk den 6. februar 2026), har man reduceret fortællingens eskatologiske aspekt ved helt at se bort fra den tematiske sammenhæng, som i vers 31 i den græske tekst består af brugen af de to verber egeirô, oprejser, og diakoneô, tjener. Resultatet er, at et opstandelsesmotiv: "oprejste hende" afskrives til fordel for et udtryk for banal hjælpsomhed: "hjalp hende op at stå".
Med en note gøres opmærksom på, at ordet diêkonei også kan oversættes med "tjente". Men det havde dog været bedre direkte at oversætte med "tjente" og så bruge en note til at forklare, at en sådan tjeneste eksempelvis kan referere til kirkens diakonale arbejde, men i antikke tekster drejer sig om det huslige arbejde, som blev varetaget af kvinder og husslaver: at sørge for mad og forplejning.
At det i sjældne tilfælde blev varetaget af engle, viser beskrivelsen i 1, 12-13 af fristelsen i ørkenen; her har man sjovt nok valgt at oversætte ordret fra græsk. Et kuriøst eksempel på kvindelig tjeneste er Lukasevangeliet 8, 1-3 om de velhavende kvinder, som følger med Jesus og disciplene fra by til by, og eksemplarisk af egne midler sørger for forplejningen undervejs.
At Peters svigermor "tjente dem", kan siges blot at illustrere, at hun nu efter sin underfulde helbredelse genoptager sit traditionelle kvindeliv. Men da "oprejse" og "tjene" hører sammen som eskatologiske udtryk for den iværksættelse af Gudsriget, som er det narrative fællestema for alle tre dele af afsnittet 1, 16-34, får forestillingen om at tjene og begrebet tjeneste en kristologisk merbetydning af omsorg og næstekærlighed som udtryk for den socialmoral, som skal kendetegne livet i Gudsriget.
Derfor bør oversættelsen være den ordrette: "og hun tjente dem" for på den måde at fastholde det eskatologiske aspekt både af helbredelsens opstandelsesmotiv og af tjeneste som normativ karakteristik af livet som kristen.
Små tekstbidder og kæmpe overskrifter forstyrrer sammenhængen
Prøveoversættelsens ejendommelige gengivelse af evangelieteksten i lutter småbidder med store, sorte overskrifter er mildt sagt uheldig. Ikke alene får det udgivelsen til at ligne en børnebibel eller en samling af mannakorn.
Men det værste er, at det tilslører de tematiske sammenhænge, som kendetegner Markus' komposition. Et gennemgående træk i Markusevangeliet er brugen af treheder, og en karakteristisk trehed er netop tilrettelæggelsen af denne dag i Kapernaum, da Jesus begynder sit offentlige virke.
Afsnittet 1, 16-34 skildrer den første konsekvens af det arbejdsprogram, som præsenteres i 1, 15, og pointen er, at dagens tre begivenheder tilsammen demonstrerer, at Jesus nu allerede er godt i gang med at iværksætte Gudsriget i både ord og gerninger.
Fordi udvælgelsen af de første disciple, dæmonuddrivelsen i synagogen og helbredelsen af Peters svigermor domineres af kæmpeoverskrifterne, præsenteres de som tre forskellige fortællinger. Dermed tilsløres den narrative sammenhæng, og den gennemgående eskatologiske betydning af treheden er gået tabt.
Når teksten præsenteres i småbidder, er det svært at se den første dags begivenheder i Kapernaum som en sammenhængende eskatologisk illustration af Gudsrigets virkeliggørelse, hvor Jesus har valgt sine vidner, har optrådt med myndighed i den offentlighed, som er den maskuline verden, og inden for i kvinders verden på underfuld vis har nyskabt et kvindeliv.
Ved at banalisere den handling, som Jesus foretager, med oversættelsen: "hjalp hende op at stå" i stedet for "oprejste hende" og ved at opsplitte den treleddede tekstkomposition, som Markus har skabt, er den misforståelse etableret, at helbredelsen af Peters svigermor blot er en lille hverdagshistorie, ikke et under med eskatologisk betydning og antydningen af et socialmoralsk imperativ.
Den eskatologiske foregribelse reduceres til en hverdagshistorie
Markus illustrerer den mirakuløse helbredelse af Peters svigermor ved at anskueliggøre, at hendes kvindeliv fortsætter. Ikke som om intet var hændt, men som en eskatologisk foregribelse af den endelige opstandelse.
Det er et udtryk for det eskatologiske fortolkningsprogram, som kaldes "allerede - endnu ikke", og som især kendes fra Paulus' breve.
Uden at bibeholde verbet diakoneô ved at oversætte og forklare det og uden at fastholde det eskatologiske aspekt af egeirô reduceres fortællingen om helbredelsen af Peters svigermor til en bagatel af en hverdagshistorie fra et plejehjem, og Jesus reduceres til en venlig plejer, som med en hånd i ryggen hjælper en gammel kvinde op at stå.
Uden opstandelsesmotivet og uden en eksplicit gengivelse af tjenesteaspektet hører fortællingen om Peters svigermor slet ikke hjemme i sammenhængen om de underfulde og ærefrygtindgydende gerninger, hvormed Jesus begyndte sit gudgivne program den første dag i Kapernaum.