Ud over det folkekirkelige landskab har de nyvalgte provstiudvalg konstitueret sig. Mange steder er det "forretningsførende" medlem, provsten, også valgt til formand. Det er ikke en selvfølge.
Der kan være både gode argumenter for og imod. Afhængigt af de lokale forhold og personsammensætning. Valget skal foregå på det første møde. I et godt samarbejdende udvalg vil dette ske i fordragelighed efter en forhandling med afvejning af fordele og ulemper blandt alle medlemmerne.
Det er en afgørende pointe i et godt samarbejde i såvel menighedsråd som provstiudvalg, at alle sidder med det samme demokratiske mandat, selvom der har været flere adgange til beslutningsorganet som henholdsvis valgt og "født" medlem.
Det er desværre en udbredt misforståelse, at et født medlems legitimitet i det efterfølgende arbejde ikke vejer lige så tungt som et folkevalgt medlems. Her er kimen til unødvendig polarisering, dårligt arbejdsmiljø for præster og ineffektiv ledelse af folkekirken.
Politiserende tendens
Hovedbestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd er ikke uden skyld heri.
For eksempel lyder en generaliserende anbefaling herfra, at provsten ikke bør være formand for provstiudvalget. Begrundelsen er, at provsten som embedsmand står for det driftsmæssige, mens en lægmand bedre kan tegne strategien udadtil "politisk". Om det overhovedet indfanger præcist, hvad opgaven er for et provstiudvalg, vender jeg tilbage til.
I et lokalt samarbejde mellem voksne mennesker må det altid være lokale forhold, der afgør, hvilken arbejdsform der er klog. Overfladiskheden i at udstikke centrale politiske udmeldinger som den nævnte ligger i, at menighedsråd og provstiudvalg må have den myndige dømmekraft til selv at finde den bedste arbejdsform uden at skulle rådgives på baggrund af idiosynkrasier fra centralt placerede meningsdannere.
Desværre er den politiserende tendens fra – især enkeltmedlemmer af – hovedbestyrelsen i Landsforeningen af Menighedsråd ikke enestående. For år tilbage var det præsten som daglig leder, hovedbestyrelsen på forsiden af medlemsbladet frarådede. Såvel det ene som det andet spørgsmål grunder i et usagligt forbehold over for de gejstlige medlemmers lige status i de valgte beslutningsfora.
Dårlig jura og dårlig teologi
Men som sagt: Når først beslutningsorganet er sammensat, er alle medlemmer ligestillede. Det er i praksis kun almindelige regler om habilitet, der fornuftigt begrænser rummet for indflydelse. Særligt for præster finder dette nedslag i konkrete formuleringer. Disse er dog blot konkret udmøntning af de indlysende regler om habilitet, der gælder for alle.
Det er både dårlig jura og ledelsesfilosofi at indføre unaturlige skel i det, der skal være et sundt samarbejde. Det har åbenlyse omkostninger for det psykiske arbejdsmiljø rundt omkring, når menighedsråd ikke som et samlet team ser sig omkring i deres midte for at finde den bedst egnede person til en opgave uden at skele til forskel i adgang til menighedsrådet eller "politiske" fordomme.
Vigtigere er imidlertid, at det er dårlig teologi. Idéen om, at det gejstlige embede kan reduceres og udsondres til blot at være en jobfunktion i en kirke, mens menighedsrådets folkevalgte som en form for medlemsdemokrati skal "tage sig af ledelsen" (inklusive det politiske for eksempel i provstiudvalget) udspringer af en mangel på forståelse for, hvad en kirke egentlig er.
Man kan blot gå til de sene skrifter i Det Nye Testamente (for eksempel 1. Timotheusbrev) for at finde en beskrivelse af embedets samlende betydning for ledelsen i menigheden. Ydermere er en forkert tolkning af Luthers lære om "det almindelige præstedømme" ofte misbrugt som teologisk begrundelse for en demokratisk kirkeordning. Luther gik ind for fyrstevælde. Hans indsigt handlede imidlertid om, at et myndigt lægfolk tager sjælesørgerisk ansvar for troen hos kristne brødre og søstre.
Den største fejl udspringer nok af at sammenligne menighedsrådet og dets logik med et byråd. Det sker ikke uden at komme meget langt væk fra både kirkens historiske og teologiske rødder. Så vil det almindelige præstedømmes medansvar i både gudsdyrkelse og sjælesorg hurtigt afløses af magtkampe. Det sker også. Når det gælder menighedsrådenes delegerede beslutningskompetence til provstiudvalget, vil det så også fortegne dettes beslutningsforums primære funktion til "politik".
Landsforening for de folkevalgte?
Hovedbestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd har et stort medansvar for det, når det sker. Men et provstiudvalg må først og fremmest se sig selv som en tjeneste for et fællesskab af myndige menighedsråd. Man skal med andre ord ikke søge ind i et provstiudvalg for at forlænge sin indflydelse i eget råd. (Man skal jo af habilitetsårsager alligevel uden for døren, hvis ens eget sogns interesser er til beslutning).
Provstiudvalgets styring af økonomi og legalitetstilsyn er tværtimod først og fremmest en betroet servicefunktion. Et provstiudvalg, der vil forsøge at manipulere bestemte strategier hen over et fællesskab i ligningsområdet, vil også have misforstået sin opgave politisk. Ligesom Landsforeningen af Menighedsråd, hvis den tror, at dens vigtigste funktion er at "føre politik", hvad enten det er som "arbejdsgiverorganisation" eller som kirkepolitisk lobby.
Indtrykket af, at hovedbestyrelsen i dette øjemed optræder – ikke som "menighedsrådenes" landsforening, men fra tid til anden ukonstruktivt som landsforening for de folkevalgte i menighedsrådene – er trist. Det er ikke kun årsag til unødvendig splid, men i høj grad mangel på ordentlig teologi og lægmandsteologi.
I øjeblikket har hovedbestyrelsen en habil teologisk kommunikator i Eva Holmegaard Larsen. Erfaringen med, at netop hendes personlige kompetence betyder, at hovedbestyrelsen for landsforeningen har kunnet fremlægge en seriøs indsigelse over for forslaget om den mest åbne model for dobbelt kirkemedlemskab, bør vække til eftertanke om, hvad det hele egentlig drejer sig om.
Det, Luther kaldte "omsorg for de svage samvittigheder", er jo netop nerven i det, hun skriver om emnet. Dette er – betegnende nok – sjælesorgens kirke i aktion, men i ligeværdig samdrægtighed af både gejstlige og læge medlemmer. Det er den rigtige vej at gå.