Det var ikke længe, der gik, før kommunen fandt vej til bispekontoret i Aarhus hos Esben Thusgård.
Det er selvfølgelig ikke overraskende, al den stund at alle og enhver, der har fulgt med i valgkampen, har hørt om de store visioner for kirkens rolle i samfundet, som biskoppen har – og det på trods af, at vi
altså efter eget udsagn har med en besindig og jordnær vestjyde at gøre.
Det er til gengæld overraskende, at ingen tilsyneladende finder det problematisk, at Thusgård bedriver politik fra bispegården med sin datter, der er formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.
Velfærdskirken
I en artikel bragt her på kirke.dk den 24. juli kan man læse om en samtale mellem Esben og hans datter, Anna Thusgård, der i al enighed får sat kirken på en vigtig opgave: at styrke velfærden.
Man må forstå, at velfærden jo halter.
Den kan kun række noget af vejen, men kirken, den store velfærdskirke, den skal fylde de huller, som de kommunale medarbejdere ikke kan klare, ved at skabe fællesskab og varme mellem mennesker.
Man kan godt undre sig over, hvorfor de valgte at korsfæste så flink en fyr som ham Jesus.
Herregud, han ville jo bare lave en velfærdsstat, give en ekstra rugbrødsmad til den fattige og sørge lidt for de ældre!
Heldigvis ved vi i kirken bedre nu, vi er ikke som dem, der bankede vor Herre op på korset. Og de andre, ja, de skal nok blive lige så kloge som os, når bare de får kirkens kærlighed at føle, når den bidrager til den kommunale velfærd.
I hvert fald, hvis det står til biskoppen for "civilorganisationen kirken".
Der er ingen grund til at blive vred, når vores politikere siger, at Gud har vigepligt for demokratiet, for de to ting går åbenbart ud på ét i det Guds rige, som folkekirken i Danmark skal skabe på jord.
Men det er en misforståelse af kirken og kirkens opgave, ligesom det er en misforståelse af evangeliet.
Kirken er ikke en institution
Evangeliet giver ingen anvisning om, hvordan samfundet skal indrettes, hvordan vi bør forholde os til kommunen eller gode idéer til sociale reformer.
Evangeliet bestemmer den enkelte ved at tilsige den enkelte sine synders forladelse.
Og dette evangelium om syndernes forladelse, som bliver mennesket til del alene ved Guds gerning i Kristus, kan aldrig ejes og bruges af mennesket, fordi det er undergangen for alt menneskelig selvtilstrækkelighed og selvstændighed over for Gud.
Når og hvor evangeliet lyder, fravrister det mennesket al magt og dømmer al selvretfærdighed ved at forkynde for os, at end ikke vores synd kan skille os fra Gud, og at vi derfor i alt er personligt ansvarlige over for ham, som en slave over for sin herre.
Vi har ikke noget, men er i enhver situation krævet, fordret af Gud.
Denne Guds anerkendelse af os skal tilsiges, og derfor skal Guds ord lyde i verden. Dét er kirkens opgave, og hvor dette budskab lyder, er der kirke.
Kirke er ikke ensbetydende med en institution. Tværtimod kan de to ting, kirken og institutionen, være modstandere, når institutionen vil være noget særskilt fra budskabet.
Kirken er der, hvor evangeliet lyder, og uden det evangelium er der ingen synd, ingen nåde og intet menneske (for menneske er vi først, når vi bestemmes som skabning over for vores skaber), men hvor dette evangelium lyder, da er det som paradisets første dage.
Da er alt, som det skal være, alene ved det evangelium.
Gud griner. Maren i Kæret græder
Til bispevielsen proklamerede Københavns biskop, at småborgeren provst Meyer var død. Men der gik ikke længe, før provst Meyers ånd opstod igen.
For man må spørge: Hvad er egentlig mere bedsteborgerligt end at gøre Gud til garant for ens egen holdning til samfundets indretning?
Hvad er mere bedsteborgerligt end at tro, at det er ens organisation, der skal gøre Gud relevant, og at kirken står og falder med, hvilke velgørende resultater den kan bidrage med?
Denne biskoppelige bessermachen kommer der ikke andet end burgøjserreligion ud af.
Gad vide, om ikke Gud griner i sin himmel? – Her vil de syndere, der bankede min søn op på et kors, gøre mig relevant?
Gud griner. Maren i Kæret græder.
For alt, hvad hun søgte til kirke for, var sine synders forladelse.