En bibeloversættelse er det vigtigste bogværk i en generation. Den kommende autoriserede oversættelse får afgørende betydning for enhver, der er optaget af kristendommen. Heldigvis udgiver Bibelselskabet over de næste år prøveoversættelser af alle de bibelske skrifter, så vi kan diskutere deres karakter.
Alle oversættelser indebærer valg, som kan drøftes. Nogle af disse valg er hovedsageligt spørgsmål om sproglig smag og behag (skal man sige ”evangelie” eller ”evangelium”?). Andre går lidt dybere i tekstens mening (skal man sondre mellem Johannes Døberen og Jesus, så den første ”forkynder”, mens den anden ”proklamerer”?). Atter andre vedrører selve forståelsen af den tekst, som man oversætter (er det en litterær tekst eller en historisk beretning?). Den sidste slags spørgsmål handler dybest set om bibelsyn. Det er det spørgsmål, som det følgende omhandler.
Paradoksalt nok kan de mest grundlæggende oversættelsesvalg være svære at få øje på. Ofte skjuler de sig i små detaljer. I prøveoversættelsen af Markusevangeliet afslører to små ord det fundamentale bibelsyn. Det drejer sig om ordene euthys og kai, der normalt oversættes henholdsvis ”straks” og ”og”.
Straks
Først euthys. Umiddelbart forekommer ordet ubetydeligt. Det ville i hvert eneste tilfælde kunne undværes. Selvfølgelig tilføjer det en stemning til teksten og giver den en særlig fortættet hast, men indholdsmæssigt er der ikke den store forskel på:
”de fortalte straks Jesus …”
og ”de fortalte Jesus …”
For forfatteren til Markusevangeliet må det dog alligevel være vigtigt, for han bruger det hele 41 gange. Det findes kun 10 andre steder i Det Nye Testamente.
Så Markus står for omtrent 80 procent af alle forekomsterne. Det er altså et kendetegn ved hans evangelium og udgør et påfaldende træk ved hans skrivestil. Det afslører ham som en kreativ forfatter.
Målet om en flydende tekst
Hvad skal man gøre ved det, når man oversætter?
Prøveoversættelsen har taget et betydningsfuldt valg: Man varierer oversættelsen. Alene i Markusevangeliets første kapitel bruges fire forskellige ord og udtryk for euthys: ”straks”, ”pludselig”, ”så snart som” og ”med det samme”. Meningsmæssigt gør det selvfølgelig ikke nogen forskel, men det giver oversættelsen en anden karakter end den græske grundtekst.
På græsk er det nemlig tydeligt, at Markus er til stede i teksten som en litterær forfatter med sin egen stil. I prøveoversættelsen nedtones hans personlige udtryk og tekstens litterære karakter.
For oversætterne er det tilsyneladende vigtigere, at fremstillingen af historien bliver så levende og flydende som muligt. Men når litterære særtræk reduceres, kommer den danske tekst til at fremstå mere neutralt end den græske.
Og
Man kan sige det samme om det andet lille ord. ”kai” betyder ”og”, men kan også betyde ”også”, ”endog” og lignende.
Markus anvender ordet påfaldende ofte og indleder tit sine sætninger med det. Især når han begynder et nyt afsnit, sker det gerne med dette ord. De allerfleste af de afsnit, som i prøveoversættelsen er markeret med overskrifter, begynder med kai. Det kan nogle gange blive lidt opremsende:
Og … Og … Og… Forskningen har tidligere betragtet det som et tegn på, at Markus har samlet enkeltstående fortællinger og sat dem lidt ufikst sammen. Det har oversætterne rådet bod på. Når kai indleder et afsnit, oversættes det med “derefter", “så”, “nu”, ”men” eller udelades helt.
Det valg skaber igen et flydende forløb i teksten, og de enkelte begivenheder kommer til at indgå i en sammenhængende historie. Historien forekommer neutralt beskrevet, fordi det litterære særtræk i teksten er forsvundet.
En uheldig parafrasering
På den måde viser det sig, at det vigtige for oversætterne slet ikke er Markusevangeliets tekst, men historien i teksten. Eller måske er det endda historien bag teksten, man er interesseret i. Det er der andre tendenser i prøveoversættelse, der tyder på. Man kan for eksempel se dem i den lille charmerende fortælling om helbredelsen af Simons syge svigermoder i Markusevangeliets første kapitel. Den lyder i prøveoversættelsen:
”Så snart de var kommet ud af synagogen, gik de ind i Simon og Andreas’ hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermoder lå syg med feber, og det fortalte de Jesus med det samme. Han gik hen, tog hende i hånden og hjalp hende op at stå. Så forlod feberen hende, og hun lavede mad til dem.” (Mark 1,29-31).
Man bemærker, at Jesus ”hjalp hende op at stå”, hvor der i oversættelserne fra 1992, 1948 og 1907 står ”rejste hende op”. Men det kunne faktisk også være ”oprejste hende”, for det græske ord anvendes også om at oprejse nogen fra de døde. Da svigermoderen er blevet rask, ”lavede hun mad til dem” ifølge prøveoversættelsen. I 1992 og 1948 skrev man ”sørgede for dem”. Men det kunne også være ”tjente dem” (således 1907-oversættelsen).
Det græske ord kendes fra ordene ”diakoni” og ”diakon” og anvendes ofte om kvinderne i Jesu følge. Begge ord indeholder altså påfaldende referencer til sprogbrugen i den kristne forkyndelse, men ingen af disse nuancer er med i prøveoversættelsen. I stedet har man fået neutral fremstilling af, hvad en syg kvinde ville gøre, så snart hun var kommet på benene.
Jesus – ikke Markusevangeliet – er centrum i prøveoversættelsen
Prøveoversættelsen mener altså ikke, at fortællingen har taget farve af den kristustroende sammenhæng i tiden efter den første påske. Engang var der ellers en hel forskningstradition, der handlede om, hvordan de enkelte fortællinger i evangelierne havde fået form af deres plads i den tidlige menigheds liv.
Formhistorie kaldtes denne retning. I samtiden vakte den megen forargelse, fordi evangelierne ikke kan være historisk korrekte versioner af begivenhederne i Jesu liv, hvis de samtidig er bestemt af troen på ham og påvirket af forkyndelsen om ham. I prøveoversættelsen er den forargelse fjernet ved at nedtone tekstens litterære særtræk til fordel for en realistisk version af Jesu historie.
I de overskrifter, som Bibelselskabet har indsat i oversættelsen, gøres det helt tydeligt. Langt de fleste bruger Jesus som subjekt: ”Jesus helbreder”, ”Jesus taler”, ”Jesus advarer” osv. Ingen skal være i tvivl om, at det er Jesus og hans handlinger, evangeliet handler om.
Dermed fjernes fokus fra, at Jesus i Markusevangeliet er en narrativ figur, som forfatteren har sat i scene litterært for at få sine egne teologiske pointer frem. I stedet ledes opmærksomheden hen på Jesus selv og hans historie. Jesus – ikke Markusevangeliet – er centrum i prøveoversættelsen.
En neutral og realistisk gengivelse af Jesu historie
Samlet set gør den nye oversættelse det vanskeligere for læseren at forholde sig til forholdet mellem Markusevangeliets tekst og den historiske virkelighed. Faktisk ser det ud til, at oversætterne helst ser, at Markusevangeliet læses som en neutral og realistisk gengivelse af Jesu historie.
Det er godt, at vi har fået indblik i det, så vi kan drøfte, om det er den type oversættelse, der skal autoriseres i 2036.