Det lyder jo så smukt og uskyldigt: "Et klassisk syn på ægteskabet."
Sådan omtaler DanskOases generalsekretær, Keld Dahlmann, i et interview med Kirke.dk den forståelse af ægteskab og seksualitet, som ligger bag kravet om, at homoseksuelle kristne må leve i livslangt cølibat, hvis de vil være tro mod Bibelen.
Men ordet "klassisk" er ikke en neutral beskrivelse. Det er en retorisk glanspolering af en praksis, der reelt indebærer strukturel diskrimination af homoseksuelle.
Når man kalder noget "klassisk", signalerer man både værdighed, kontinuitet og teologisk tyngde.
Men kirkens "klassiske" synspunkter har blandt andet også omfattet slaveri og et kvindesyn, hvor kvinden i et og alt var underordnet manden.
Alt sammen områder, hvor vi i dag uden tøven siger, at kirken tog fejl. At noget har været en hovedlinje i kirkens historie er ikke i sig selv et argument for, at det er sandt eller godt.
Selektiv og bogstavtro
I interviewet med Kirke.dk hævder Dahlmann, at han står for et "bibelsk" og "klassisk" syn på ægteskab og seksualitet.
Men den påståede konsekvens i bibellæsningen er selektiv. På de områder, hvor Jesu ord er allerskarpest – for eksempel rigdom, fjendekærlighed – er praksis i folkekirken langt mere fleksibel og kontekstualiseret, end retorikken om "klassisk" kunne give indtryk af.
Formaningerne om fjendekærlighed og ejefællesskab i de første menigheder læses sjældent som bindende idealer. Men når det gælder homoseksualitet, skifter strategien pludselig.
Her insisterer man på at være ganske så bogstavtro, som om der ikke eksisterede nogen som helst faglig uenighed om, hvad de få bibeltekster, man overhovedet kan trække op ad hatten vedrørende emnet, rent faktisk omtaler: Pæderasti, tempelprostitution og magtmisbrug.
Der er i Bibelen ingen eksempler på gensidig kærlighed mellem to voksne af samme køn, som vel er det, vi egentlig taler om her. At kalde en bestemt fortolkning "klassisk" bruges her til at lukke den teologiske debat, ikke til at åbne den.
Pålægger homoseksuelle et livslangt afkald
Hvis man vil hævde et "klassisk" syn, må man i det mindste være ærlig om, at man selv foretager en kraftig udvælgelse i såvel traditionen som i tilgangen til teksten.
Dahlmann siger, at Det Nye Testamente udfordrer alle mennesker seksuelt, og at det er "svært ikke at opfatte det som, at Det Nye Testamente opfordrer alle til at leve i livslang troskab".
Det lyder ligeligt fordelt, men er i praksis, hvad man kunne kalde en asymmetrisk askese:
For heteroseksuelle består udfordringen typisk i at være tro mod en ægtefælle, de faktisk må leve sammen med.
For homoseksuelle består den i slet ikke at måtte have en ægtefælle.
Og det uanset hvor dyb, trofast og ansvarlig deres kærlighed så end er.
Hvor heteroseksuelle opfordres til at forvalte deres seksualitet ansvarligt, pålægges homoseksuelle et livslangt afkald.
Reelt er det udtryk for strukturel forskelsbehandling
Det er simpelthen ikke en fælles etik, men to forskellige regelsæt til to forskellige grupper.
Når adgang til den livsform, der af dem, som påberåber sig at være "klassiske", beskrives som gudgivet og god – det trofaste ægteskab – systematisk reserveres for majoriteten, taler vi reelt om strukturel forskelsbehandling.
David Bennett beskrives som et forbillede, fordi han forener sin homoseksualitet med et selvvalgt cølibat.
Men cølibat har i kirkehistorien været en særlig, frivillig kaldsvej og ikke et krav, man påtvinger en minoritetsgruppe.
Et valg er kun frit, hvis der findes et reelt alternativ, som også anerkendes som legitimt.
Hvis den homoseksuelle kristnes alternativer reelt er 1) livslangt cølibat, eller 2) at leve med skam eller i konflikt med fællesskabets normer, så er valget om cølibat svært påvirket af et socialt og teologisk pres.
Cølibat er et valg, ikke en pligt
Det gør en verden til forskel, om man siger: "Nogle er kaldet til cølibat" eller: "Du og alle, der ligner dig, har pligt til cølibat."
Derudover er det slående, at man taler varmt om samvittighedsfrihed, når det gælder Bennetts cølibat, men ikke vil give samme teologiske legitimitet til den homoseksuelle kristne, der i sin samvittighed oplever sig kaldet til et trofast samkønnet ægteskab.
Hvorfor er den ene samvittighed mere "klassisk" end den anden?
Dahlmann siger, at "helt grundlæggende er det bibelske syn på kærlighed knyttet til trofasthed. Det er en pagtskærlighed." Han tilføjer, at den erotiske kærlighed "bibelsk forstået [er] positiv", og at det "aldrig kan være en synd at elske et andet menneske".
Hvis man tager de udsagn alvorligt, taler de ikke automatisk imod samkønnede forhold. Tværtimod. Hvis kernen er trofast pagtskærlighed, så er hovedskellet ikke køn, men relationens karakter.
Er relationen præget af trofasthed, gensidighed, ansvarlighed og ikke-vold? De kriterier kan samkønnede ægteskaber opfylde fuldt ud.
Behov for seksuel mangfoldighed
Når to mænd eller to kvinder ønsker at leve i livslang troskab, dele økonomi, omsorg og ansvar, hvorfor skal deres pagtskærlighed så kategorisk afvises som ikke-gudsskabt, mens langt mere skrøbelige heteroseksuelle forhold uden videre velsignes?
Her kolliderer retorikken om trofasthed med praksis. Kærligheden vurderes ikke primært på sin kvalitet, men på kønnet på de involverede.
Det hele pakkes ind i et sprog om pastoral omsorg og ønsket om, at mennesker, "der ikke ser sig selv i den heteroseksuelle ramme, kan trives og få sprog". Det lyder jo også smukt.
Men vi ved efterhånden ganske meget om, hvordan det går lgbt-personer i miljøer, hvor deres seksualitet grundlæggende anses som noget, der ikke må leves ud.
Danske undersøgelser viser, at homo-, bi- og transpersoner har markant øget risiko for psykiske lidelser, angst, depression, selvskade og selvmordsforsøg sammenlignet med heteroseksuelle.
Nærmer sig omvendelsesterapi
VIVE har dokumenteret, at lgbt+-unge dobbelt så ofte som andre unge rapporterer lav livstilfredshed og tegn på svær angst og depression.
Dertil kommer specifik forskning i omvendelsesterapi og beslægtede helbredelsesforsøg, som viser en klar sammenhæng mellem sådanne praksisser og forhøjet risiko for alvorlig psykisk mistrivsel, ensomhed og selvmordsforsøg blandt lgbt-personer.
Selv om Dahlmann eksplicit tager afstand fra 1990'ernes omvendelsesterapi, må det stå klart, at en teologi, der systematisk lærer mennesker, at deres kærlighedslængsler ikke må have en konkret form, ligger på et kontinuum med de samme skadelige mønstre.
Man kan ikke på én gang tage forskningen alvorligt og så samtidig fastholde en etik, hvis frugter gang på gang viser sig at være mistrivsel, skam og selvmordsrisiko for netop dem, den rammer.
Det er ikke "klassisk," men diskrimination
Dahlmann understreger, at frelsen ikke afhænger af seksuel orientering, og at man tager afstand fra at koble homoseksualitet til fortabelse. Det er et vigtigt skridt.
Men det ændrer ikke på, at adgangen til et helt centralt gode – et velsignet ægteskab – stadig er betinget af, at man er heteroseksuel.
Det er, hvad man kunne kalde inklusion på særlige vilkår. Alle er velkomne i klubben, men ikke alle må lade deres livsform bekræfte som gudvillet.
At kalde det "klassisk" og "bibelsk" ændrer ikke på, at vi her har at gøre med en teologi, der giver majoriteten adgang til en livsform, som minoriteten systematisk nægtes.
Det kaldes med et lige så moderne ord som "klassisk" for diskrimination.