De seneste uger har en interessant diskussion udspillet sig i Weekendavisen. Emnet har været kristendommens betydning for udviklingen af demokrati og liberale frihedsrettigheder i Europa – eller mangel på samme.
Desværre har mangfoldigheden af indfaldsvinkler medført, at samtalen skævvrides, fordi der synkront bliver talt om forskellige forhold. Så vidt jeg kan vurdere, løber debatten forvirrende nok ad mindst fire kanaler.
Kristendommens politiske arv diskuteres i forhold til statslig magtudøvelse, udviklingen af vigtige samfundsinstitutioner, den generelle idéhistoriske udvikling og påvirkningen på den eksistentielle ramme, vi lever under og tænker i. I forhold til alle fire vinkler findes der positive og negative vurderinger.
I debatten i Weekendavisen har kritikerne fokuseret på magtmisbruget på statsniveau. Særligt har idéhistorikeren og videnskabsteoretikeren Frederik Stjernfelt udlagt demokrati og frihedsrettigheder som gevinster, der er vundet i hård kamp mod kirkens ledelse.
Forsvarerne har omvendt peget på de positive effekter i relation til idéhistorie og eksistentiel frigørelse, særligt med henvisning til den populære historiker Tom Holland og dennes berømmede bog "Herredømmet" (2019).
Jeg er selv løst investeret i debatten, fordi jeg til efteråret udkommer med et bogportræt af Frederik Stjernfelt og derfor har forsøgt at kortlægge professorens forhold til religion på en mere systematisk måde.
Det har samtidig fået mig til at tænke nærmere over min egen udlægning af kristendommens politiske arv, særligt med fokus på den statslige magtudøvelse. Derfor følger her hele seks indspil til yderligere belysning af det prekære emne og den voksende skov af synspunkter.
Seks indspil til belysning af kristendommens politiske arv
For det første mener jeg, at Stjernfelt har fat i den lange ende, når han implicit kritiserer Tom Holland for urimelig generalisering i sin store historiefortælling.
Jeg anmeldte selv Hollands bog kritisk i Dagbladet Information i sin tid og argumenterede for, at den er for grovkornet og generel i sine pompøse vurderinger. Jeg tror, det er tid til, at kirkefolk slipper forelskelsen i Holland, selvom alting ville være lettere, hvis han havde ret.
For det andet tror jeg, at mange fejllæser Stjernfelts kritik. Gennem årene har teologer taget til genmæle mod hans Luther-kritik, først på grund af en ledertekst i tidsskriftet Kritik i 2010, dernæst i forbindelse med pamfletten "Syv myter om Martin Luther" (2017) og nu med de lange essays i Weekendavisen.
Men når man læser på tværs af indlæggene, kan man se, at kritikken stort set alene går på de politiske konsekvenser af teologisk magtudøvelse. Ikke på teologiens eksistentielle potentiale eller de mulige institutionelle frugter i forbindelse med fattigdomsforsorgen og hospitalsvæsenet.
Pointen er, at man ikke kan argumentere imod Stjernfelts kritik i én søjle ved at henvise til gevinster vundet i en anden søjle.
For det tredje kan man tilføje et aspekt, som Stjernfelt ikke trækker frem, nemlig den historiske betydning af fortolkningen af Romerbrevet kapitel 13, vers 1-7. Det er den tekst, hvor Paulus skriver, at enhver myndighed er indsat af Gud.
Paulus skrev sin tekst til en minoritetskirke i den vestlige verdens hovedstad, hvor kejserkulten rådede. Et ganske radikalt budskab til en undertrykt kirke! Men teksten kan let misbruges i andre sammenhænge og er også blevet det, mest prægnant af De Tyske Kristne, der omfavnede nationalsocialismen.
Man kan og bør diskutere fortolkningen af Paulus' budskab, men at teksten potentielt legitimerer uhyrligheder, er vel evident, fordi en bogstavelig læsning, løsrevet fra den historiske kontekst, kræver opbakning til enhver herskende politisk magt.
For det fjerde må det nævnes, at problemet næppe primært er kristendommen, men derimod magtudøvelsen. Historien har vist, at opportune mennesker søger hen, hvor magten er, og hvis det er kirken, der sidder på magten, vil gribbene flokkes dér.
Det undskylder ikke kristendommen, at den har fortiet sine instrumenter til at modsige magtmisbruget, men det er med til at forklare, hvorfor synderegisteret er så langt.
Men det kan også overdrives. Stjernfelt skriver, at "en pæn del af krigene" i Europa har været ført "med kristne motivationer og legitimationer". Måske. Men hvordan opgør man det?
Charles Philips og Alan Axelrod analyserer hele 1763 krige i deres trebindsværk "Encyclopedia of Wars", og de når frem til, at 121 krige kan karakteriseres som "religiøse krige". Om det er en "pæn del", er vel et spørgsmål om smag.
For det femte er det også spørgsmålet, om kirken overhovedet skal adskilles fra det politiske? I sin interessante bog "Believe" skriver den katolske New York Times-kolumnist Ross Douthat:
"Hvis alle de store religiøse traditioner på en eller anden måde ser sig selv som en kraft, der mildner verdens ondskab og genopretter harmonien mellem Gud og mennesket eller mellem mennesker indbyrdes, er nogle mere tilbøjelige til at se denne forpligtelse som en iboende institutionel og politisk forpligtelse, der kræver brug af verdslig magt, undertiden omfattende juridisk magt, for at nå deres gode mål."
Det er en virkelig interessant betragtning, som meget få danske teologer tør at fremføre, fordi historiens arv skræmmer, men som måske alligevel besidder et potentiale til fornyet refleksion – kan man overhovedet ville verden det bedste, hvis man ikke vil besidde magten?
I så fald kommer man ikke udenom potentielt magtmisbrug, men alternativet er, at man ikke forandrer verden, men passivt lader stå til.
Et sidste og sjette punkt er en kort henvisning til den australske kirkehistoriker John Dickson. I sin bog "Bullies and Saints" (2021) argumenterer han for, at kirken intet vinder ved at underkende sine skurke, men heller intet vinder ved at underkende sine helgener.
Kirken har altid været et miks af skønt og uskønt, af ondt og godt, og det vidner historien naturligvis om. Og sådan er det jo med alt, mennesket rører. For som Kristus selv sagde, så er der kun én, der er god, og det er aldrig kejseren.