Sognefundamentalisterne og pensionisterne med utilfredsstillet aktiveringsbehov skal ikke være alene om at give den som ”folkets stemme” i folkekirken i debatten om de kommende reformer, især ikke når det kommer til forslaget om at flytte tjenesteboligerne til provstierne.
Vi er mange aktive menighedsrødder – nok et flertal, men et stille flertal – der betragter forvaltningen af tjenesteboliger som et unødvendigt onde.
Alles og inges
Byggeri og vedligeholdelse er nu om dage kompliceret og bureaukratisk. Her er en case fra det virkelige liv om det store arbejde med tjenesteboliger, som hr. og fru Danmark skal påtage sig, når de først har sagt ja til at sidde i et menighedsråd.
Et sogn i det østlige Danmark i Roskilde Stift med 11.451 indbyggere og 8.032 medlemmer. To kirker – en middelalderkirke og en 80’er-kirke med sognegård. Sognet har hele fire tjenesteboliger, nemlig en totalt fredet præstegård opført i 1870 med skimmelproblemer og stråtag, to parcelhuse fra 1970’erne samt et fra 1980’erne, hvor sidstnævnte er under totalrenovering.
De kræfter fra menighedsrådet, der er nødvendige for at forvalte og vedligeholde de boliger, kunne være bedre anvendt i det kirkelige liv.
Tjenesteboliger er derudover lidt ligesom delebiler. De er alles og ingens. Præsten disponerer over den daglige brug og beboersammensætning, men ikke vedligeholdelse og tilpasninger.
Menighedsrådet ejer og skal betale for vedligehold, men reelt uden indflydelse på slitage og uhensigtsmæssig anvendelse. Provsten og tillidsrepræsentanten er en slags tilsyn, hvor personlige præferencer og egne fortolkninger af regler meget ofte spiller ind.
Det kan give nogle underlige forhold fra tid til anden.
Tjenesteboligen er ligeledes området, hvor konflikter ofte manifesterer sig. Her gælder også den almene mekanisme, at hvis man har et horn i siden på nogen, så overanstrenger man ikke sin imødekommenhed. Flytning til provstiet vil indskrænke denne Bermudatrekant fra tre til to sider.
Endelig skal man lige huske på, at flytning til provstierne efter planen først sker efter næste menighedsrådsvalg i 2029 og efter vedtagelse på første budgetsamråd året efter.
Det er altså en demokratisk beslutning om hele fem til seks år.
Bortset fra den konservative fraktion i Landsforeningen af Menighedsråd kan det stille flertal ikke være andet end tilfreds med, at der endelig sker noget for at lette menighedsrådene… Ikke nok, men det er en god start.