Da Donald Trump tidligere på måneden blev valgt som præsident i USA, tog jeg i biografen for at se Ali Abbasis omtalte portræt af den unge Trump i spillefilmen ”The Apprentice”.
I filmen møder Trump tidligt den berygtede amerikanske advokat Roy Cohn. Cohn er berygtet, fordi han iskoldt og kynisk hjælper senatoren Joe McCarthy med at anklage mistænkte amerikanere for kommunisme-sympatier. Cohn er en meget dygtig retoriker, så han får ødelagt mange menneskers liv med sine handlinger i retssalene. Trump er betaget af denne hårdkogte jurist og forsøger derfor at blive hans lærling.
Cohn ser et potentiale i den stræbende Trump og giver ham tre råd, der har skabt hans egen succes. Det er tre råd, Trump selv tager til sig i en grad, så han efter sigende fremlægger dem som sin egen visdom i bogen ”The Art of the Deal” fra 1987.
Det første råd er ”attack, attack, attack”, det vil sige angrib, angrib, angrib. Hvis du bliver angrebet, skal du straks angribe tilbage og gerne med endnu hårdere kraft.
Det andet råd er ”never admit defeat” – indrøm aldrig nederlag.
Det tredje er ”always claim a glorious victory” – hævd altid en storslået sejr. Følger man gennemsnitlig med i amerikansk politik, er det let at se, at Trump også agerer som politiker efter disse cohnske råd.
Kristne bøller og helgener
Da jeg kom hjem fra biffen, kom jeg til at tænke på noget, jeg for nyligt havde hørt fra den australske kirkehistoriker, John Dickson. Dickson har netop været i Danmark for at holde en stribe foredrag, blandt andet ud fra hans fremragende bog ”Bullies and Saints”, som handler om kristendommens historie.
Dickson herlige formidlingsprojekt er at vise, at kristne kun har noget at tabe ved ikke at fastholde en simpel dobbelthed: Der har altid være både bøller og helgener i kirken. På bøllesiden findes sørgeligheder som korstog, heksejagt og inkvisitioner – blot for at nævne nogle af de groveste. De er der, og gælden er stor. Men det er også kirken, der har kæmpet for fattigforsorgen, slaveriets ophævelse og menneskeværd for alle. Den arv er også reel, og den er stor.
Der er en helgenarv at forvalte for kirken. Opgaven for kirken er til enhver tid at stække impulsen til bølleriet og fremelske impulsen til helgengerningerne. At finde nåden over loven.
Kunsten at tabe godt
Dicksons bog er underholdende og oplysende, men i skæret fra Trump var det noget andet, jeg huskede. Dickson fortalte om en episode, hvor han havde tabt en TV-debat på australsk TV. Han havde diskuteret med en ateist, men ateisten havde rykket ham i næsen og vundet debatten klart.
Men Dickson havde taget det som en mand, også på TV. Af den grund fik han en masse henvendelser fra folk, som ville høre, hvordan han kunne tage det på den måde. Blandt henvendelserne var den daværende australske undervisningsminister, som over de næste måneder inviterede ham til sit ministerkontor for at høre, hvad kristen ydmyghed kunne bruges til i skolerne.
Og en universitetsprofessor i engelsk litteratur inviterede Dickson ind som gæsteforelæser i den tidlige kristendoms bevægelser. Dickson fortalte, at han selv var forbavset over responsen, for han havde jo bare tabt en ordstrid.
Men det fik ham til at udvikle ideen om ”The art of losing well” – kunsten at tabe godt. Modsat Trump, hvor kunsten er at lande en handel, selv med bøllemetoder, er kristendommens kunstgreb, at man nogle gange må tabe for at kunne vinde. Tab kampen, vind krigen, siger man vist. Eller snarere: Tab debatten, vind mennesket.
Dicksons gode ven, den australske franskprofessor, Chris Watkin – hvis bog ”Biblical Critical Theory” vi læser i et af mine fag på Dansk Bibel-Institut – er meget optaget af, hvad han kalder ”et korsformet liv” (a cruciform life).
Kristus vandt Det Store Slag, da han døde. Det er modellen for det kristne liv, at der er sejr i at ydmyge sig. At de sidste skal blive de første. At de uforstandige får givet de åndelige indsigter, som Kristus siger.
Watkins pointe med det er, at det er nærmest umuligt at høre i Vestens kultur, der er langt mere præget af trumpske idealer for magt, succes og rigdom. Men kirken er kaldet til at følge efter Herren selv, som med sit liv viste os, at det nogle gange er vilkåret, at vi må tabe godt for at vinde medmennesket.