Kirkeministeriet er nedlagt. Dette opsigtsvækkende budskab stod at læse her på kirke.dk allerede onsdag kort efter kong Frederiks udnævnelse af firkløverregeringen.
Kirkeministeriets lange historie er brutalt afbrudt. Allerede i 1848 oprettedes et kultusministerium, hvis sagsområde var kirke og skole. Siden 1916 har folkekirkens anliggender henhørt under et selvstændigt kirkeministerium. I den seneste valgperiode har by- og landdistrikter været en del af kirkeministerens område og samlet i Kirkeministeriets departement.
Kirkeministre har i perioder også været ministre for andre områder, men uden at dette har anfægtet Kirkeministeriets selvstændighed. Således var jeg både kirkeminister og integrationsminister. Men begge ministerier var selvstændige og med hver deres departementschef.
Det er slut nu. Ikke alene er Kirkeministeriet nedlagt. Også departementet er med et pennestrøg forsvundet, og departementschefen er fratrådt.
Eller som det formuleres i den kongelige resolution om de ministerielle forretningers fordeling: "Sager vedrørende folkekirken og sager vedrørende trossamfund uden for folkekirken overføres til Indenrigs- og Sundhedsministeriet."
Yderligere fremgår det af resolutionen, at "betegnelsen for Indenrigs- og Sundhedsministeriet ændres til Sundheds- og Kirkeministeriet."
Hvordan man skal forstå denne tvetydighed, forsøgte Danmarks Radio at få rede på torsdag morgen på P1.
Den nyslåede sundheds- og kirkeminister, Ida Auken, tidligere socialdemokratisk ordfører for åndelig oprustning, tidligere folketingsmedlem for Det Radikale Venstre og endnu tidligere medlem for Socialistisk Folkeparti var hidkaldt for at rede trådene ud for lytterne.
Journalisten ville høre, hvad Ida Auken tænker om kombinationen sundhed og kirke: "Hvad tænker du selv?"
Ida Auken, der endnu ikke har forstået, at Kirkeministeriet og departementet er nedlagt som selvstændige enheder, kunne slet ikke skjule sin begejstring, da hun svarede:
"Jeg har fået to ministerier, der er helt afgørende for danskernes livskvalitet og trivsel [...] og i Kirkeministeriet har vi faktisk også fået ånden med [...] en perfekt kombination."
Hvis man allerede på dette tidspunkt fornemmede en utilbørlig sammenblanding af ånd og materie og indblanding i borgernes åndsliv og folkekirkens lære, blev man bestemt ikke beroliget ved de næste meldinger fra ministeren.
Selvom jeg nu har hørt indslaget flere gange, er det ikke lykkedes mig at finde hverken skelnen eller sammenhæng i noget af det sagte. Det gik over stok og sten med store spring fra det ene til det andet og med meget upræcise formuleringer:
"Det handler om at være menneske, og hvorfor vi gør alt, hvad vi gør [...] Sundhedsvæsenet har godt af at blive mindet om, hvad det er, vi laver."
Journalisten forsøgte flere gange at få ministeren til at præcisere, hvad hun tænker om at være kirkeminister:
"Kirken er interessant." Ida Auken vil være tjener og "lægge ørerne til vandrørene." Ministeren vil også med egne ord være "indpisker" og talte om trøst og retning. "Der er så mange ting, kirken kan bidrage med."
Hvad kirkeministeren præcist vil bidrage med, stod ikke klart. Men Ida Auken vil tilsyneladende gerne efterkomme de unges behov, "for noget større i tilværelsen", og dermed mente hun ikke det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag.
Enhver antydning af forståelse for forholdet mellem stat og kirke, ydre og indre anliggender, var totalt fraværende.
Til gengæld talte ministeren om dannelsesprojekt, livsoplysning, kvindeundertrykkelse, ekstreme muslimer i en pærevælling. Naturligvis må en kirkeminister også føre udlændingepolitik, lød det klare svar på et direkte spørgsmål. Emnet er et kerneområde for ministeren. Kirken er en bred demokratisk institution for vores etik, vores religion. Antidemokratiske kræfter vil hos ministeren møde en lukket dør. Der skal passes på de danske værdier. Som heller ikke blev defineret.
Ida Auken er ikke hvem som helst. Hun er cand.theol. fra et dansk universitet og opvokset i et præstehjem med en mor, der var præst i folkekirken.
Selvom to journalister forsøgte at holde Ida Auken på sporet, mislykkedes det totalt. Ministeren vil være indpisker for alt muligt, der netop ikke rager en kirkeminister i en evangelisk-luthersk kirke, der hylder den evangeliske skelnen mellem kristendom og politik.
Man kan ikke konkludere, at ministeren forrykker grænserne mellem stat og kirke, for i ministerens sind eksisterer der ingen grænser for politik.
For den selvudnævnte indpisker gælder det om at politisere også menneskets sjæl og ånd. Det totale menneske underlægges statsmagtens åndelige oprustning.