På det seneste har Kirke.dk haft artikler om problemerne med nedlæggelse af danske præstegårde, og tillige om forholdene i Norge, hvor nedlæggelse af præstegårde og en dårlig vedligeholdelse af præstegårde har ført til store problemer for norske præster.
Virkeligheden i Danmark ligger måske ikke så langt fra den norske udvikling.
Nedlæggelse kan opfattes som forfald. Ida Jessen har besøgt barndommens præstegård i Thyregod. I bogen “N.F.S. Grundtvig. Der er et land så kosteligt” har hun beskrevet præstegårdshavens liv og forfald – næsten som et billede på præstegårdskulturens nutidige forfald. Præstegården i Thyregod blev nedlagt i 2014 og solgt til en privat ejer samme år.
Landsbyen mister en lokal institution
I Fyens Stift er der blevet nedlagt mindst 33 landpræstegårde mellem 1960 og 2009. Denne virkelighed er den samme i andre stifter.
En hel del nedlagte præstegårde er solgt til private, og reddes derved, men konsekvensen er en privatisering, for landsbyen mister en lokal institution – et sted, hvor man inviteres til fællesskab. Først nedlægges skole og brugs, så præstegård og til sidst måske endda middelalderkirke.
Enkelte gange sker det, at præstegårde, som nedlægges af menighedsråd som embedsbolig, bliver lejet ud til kulturelle formål, og derved stadig er et sted for det lokale fællesskab i sognet.
Det er for eksempel sket med Bøstrup Præstegård på Langeland, hvor forfatteren og præsten Johannes Møllehave og herefter hans familie har skabt et kulturhus.
Nævnes kan også Jyderup Præstegård, der er endt som restaurant og kulinarisk sted for lokalbefolkningen. Der er stadig liv i denne præstegård ved sammenkomster i sognet ved forskellige anledninger.
Bevaringsværdig arkitektur
Baggrunden for menighedsrådets afhændelse af Jyderup Præstegård er dog mindre lykkelig. Afhændelsen startede med menighedsrådets ansøgning til Holbæk kommune om at måtte nedrive den gamle bygning af bindingsværk fra 1808, som var normalt vedligeholdt og uden utilfredshed fra den tidligere præsts side.
Menighedsrådets ansøgning skete således ved embedsskifte og med den begrundelse, at præster ville have moderne præstegårde, og menighedsrådet ønskede at tiltrække så mange ansøgere som muligt.
Holbæk kommune gav afslag på menighedsrådets ansøgning, fordi Jyderup Præstegård var meget bevaringsværdig. Præstegårdshaven var fredet, og den firlængede præstegård var ud fra en arkitektvurdering i en skala fra 1-9 placeret øverst med en 2’er. De fleste kommuner i landet bruger samme arkitektskala, så alt er sammenligneligt.
Andre præstegårde har været truet af nedrivning, fordi menighedsråd har ønsket at bygge en moderne præstegård. Nævnes kan Kolind (bygget 1736) og Viby (bygget 1881) præstegårde i Aarhus Stift og Alslevs Præstegård (bygget 1887) i Ribe Stift.
Nedriving splitter lokalområder
I alle tre nedrivningssager afviste den pågældende kommune en nedrivning, for der var tale om historiske huse, som både var fællesskabende og kulturarv ud fra en arkitektonisk, kulturhistorisk, miljømæssig vurdering med mere.
Nogle kommuner har dog givet tilladelser til nedrivning, som det skete med præstegårdene i Thorning (bygget 1870), Jørlunde (bygget 1861) og Bjolderup (bygget 1859). Disse byggesager har ført til voldsomme debatter og splittelse i lokalområder. Der var folkelig modstand mod menighedsråds beslutning om nedrivning. Præstegården hørte med i den folkelige sammenhæng, og det var stedet, hvor man mødte præsten med sit ærinde.
Der er vist eksempler fra flere stifter for at vise, at den kedelige udvikling med norske tilstande foregår i flere danske stifter i folkekirken. Forhåbentlig arbejdes der på en fælles strategi for folkekirkens gamle historiske bygninger?
I Fyens Stift udgør landpræstegårdene fra 1800-tallet cirka 45 procent, mens de resterende cirka 55 procent fordeler sig over perioden før 1800 og efter 1900. Der er altså tale om rigtig mange ældre præstegårde, oftest i ”bedre byggeskik”.
Bæredygtigt at bevare
Det er en udfordring, når der i flere stifter er mange gamle præstegårde. Det bør bemærkes, at klimaaftrykket ved nybyggeri er større end genbrug i form af en restaurering af de gamle præstegårde i ”bedre byggeskik” og med brug af naturens materialer (mursten, teglsten, træ og så videre).
De gamle præstegårde er bygget af bedre langtidsholdbare materialer end de moderne til cirka fire-seks millioner stykket. I nye præstegårde er der anvendt meget cement tilsat murstensfacade, glaspartier med mere. På verdensplan koster produktion af cement cirka 7 procent i CO2 udledning med en stigende tendens i de kommende år. Til sammenligning kan nævnes, at flytrafikken udleder cirka det halve.
Landpræstegården er stadig en del af et lokalt fællesskab. Historien om præstegårde udstråler nogle livsværdier, som i dag forhåbentlig kan inspirere en præsteansøger til et landembede.
Det drejer sig fortidens bygningshistorie og et levet liv i en præstegård omkring familieliv, haveliv, digterliv, og det at være forpligtet på det lokale sted, som den givne arbejdsramme, altså bopælspligten og kaldet.
Der er ikke belæg for at antage, at præster først og fremmest går efter moderne huse, når de søger embede. Forhenværende biskop i Fyens Stift Tine Lindhardt har udtrykt, at tendensen er, at flere af de unge præster er interesseret i ældre præstegårde – selvfølgelig under den forudsætning, at de er sunde og vedligeholdt.
Her vil det kunne hjælpe, hvis biskopper midt i præstemanglens tid venter med at slå et embede op, før man er sikker på, at den tilhørende præstegård lever op til sunde velbyggede standarder.
Jens Rasmussen er kirkehistoriker, ph.d. og forfatter til bland andet “Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv, 2021”.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.