Provsteembedet har i de sidste 20 år fået forøget sine opgaver, og det fortsætter nu med forenklingsloven, som snart vedtages af Folketinget.
Øger man de administrative opgaver og definerer en egentlig mellemlederstilling, vil magten centraliseres. Provsten er blevet det økonomisk-administrative grundled i folkekirken. Provsten er stadig biskoppens medhjælper, men provstestillingen er blevet mere selvstændig.
Kontorchef i Kirkeministeriet Steffen Brunés redegjorde i 2001 i Præsteforeningens Blad (38/2001) for provstens fremtidige rolle: "Provsterne er en kirkelig og i visse relationer en statslig mellemleder."
Provstiet var tiltænkt en rolle som administrativt og økonomisk omdrejningspunkt. Det kom til at ske.
For cirka 20 år siden startede en byge af kirkeministerielle betænkninger, der førte til store forandringer i provsteembedet, som i dag omfatter opgaver, som både inddrager kirkelige love og samfundets almindelige lovgivning: tjenstlige møder og samtaler, MUS, APV, tilsyn i sogne og pastorater, konfliktløsning, indstilling om præsters løntillæg og orlov, tjenstlige konventer, vikardækning, feriedækning, deltagelse i præstevalg og gudstjenestelig indsættelse, sogneudviklingssamtaler, tilsyn af provstiets bygninger og kulturarv, økonomisk styring i provstiet, administration af rådighedsordning, forretningsfører for provstiudvalget og så videre.
Disse nævnte provsteopgaver er blot de vigtigste. Nu tilføjes med den kommende forenklingslov, at provsten, som forretningsfører for provstiudvalget, får nye omfattende beføjelser med hensyn til administration af præsteembedernes fremtidige kapitaler (provstikapitalen), præstegårde og jorde.
Ved køb og salg skal provstiet ikke længere have biskoppens og stiftsadministrationens godkendelse. Når forenklingsloven er vedtaget, kommer de ministerielle fortolkninger i bekendtgørelser, og disse kan give provsten en markant selvstændighed for eksempel i brugen af provstikapitalen. Det bliver spændende at følge.
Stiftsadministrationen fik i 1980'erne fra Kirkeministeriet overført kompetencer vedrørende kirker, kirkegårde, præstegårde og lån i stiftsmidler. Politikerne har i de sidste 20 år især udviklet provstens og provstiudvalgets kompetencer på de samme nævnte områder. Nu kommer så provstens nødvendige ansættelse af personale for at klare alle disse opgaver. Folketingspolitikerne skal passe på dobbeltadministration.
Det var vigtigt for venstremanden I.C. Christensen, da han udviklede folkekirkens struktur (1903/1922), at magt og kompetencer lå hos menighedsrådene i den lokale forvaltning og hos biskoppen og hans stiftsadministration i tilsynet.
Provsten var biskoppens medhjælp i den lokale økonomi og førte tilsyn med kirkerne. Christensen havde sørget for, at provsten ingen tilsyn havde med præstegårde og jorde og ingen indflydelse havde på forvaltningen heraf. Tilsynet kom først i slutningen af 1950'erne.
Christensens grundlæggende forståelse er gennem 100 år, og især de sidste 20 år, blevet ændret i kraft af statslige bekendtgørelser og lovgivning, og i dag ser vi et magtfuldt provsteembede på bekostning af folkekirkens øvrige instanser, ikke mindst menighedsråd, og efterhånden vil det også ske for bispeembedet og dets stiftsadministration.
Folketingspolitikerne kan selvfølgelig have en god hensigt med forandringerne, men jeg vil alligevel opfordre dem til at tænke folkekirkens nuværende struktur med, når de giver nye kirkelove.