Siden dåbskommissionens midtvejsrapport blev offentliggjort i begyndelsen af april i år, har mange af landets menighedsråd drøftet dåbsritualet og dåbens praksis, indhold og betydning og dermed været inde og røre ved noget af det centrale i den kristne tro.
Dåbskommissionen fortjener derfor en stor tak for, at den med sit grundige arbejde har lagt op til en drøftelse af, hvordan folkekirkens dåbsritual altid kan fremstå relevant og tidssvarende for de mennesker, som møder det.
Kirkefondet har grebet denne anledning til at arbejde seriøst og intenst med dåben gennem blandt andet en heldags-workshop og en konference med oplæg fra og deltagelse af fagfolk på området – både fra dåbskommissionen og fra teologi på Aarhus og Københavns Universitet.
Fast kerne med et liturgisk frirum
I vores anbefalinger til dåbskommissionen har vi blandt andet taget afsæt i, at en vigtig pointe ved mange af Kirkefondets opgaver med at understøtte kirkens liv og vækst rundt om i landets sogne er at hjælpe de lokale menigheder til at være relevant og nærværende kirke netop nu og her.
Ligeledes ønsker vi at hjælpe dem til at finde ud af, hvordan de lokalt bedst kan "sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester og kirkelige handlinger", som det formuleres i forslag til ny menighedsrådslov.
Netop dette fokus på et lokalt funderet kirke- og gudstjenesteliv finder vi også må afspejle sig i arbejdet med et nyt dåbsritual.
Derfor vil vi foreslå et dåbsritual med en fast autoriseret kerne omgivet af et liturgisk frirum.
Denne faste kerne vil fastholde princippet om genkendelighed samtidig med, at et liturgisk frirum kan give præsterne mulighed for sammen med den lokale menighed at tilpasse dele af dåbsritualet efter lokale forhold og efter den særlige kontekst for dåben – for eksempel hvis det drejer sig om en teenager, der døbes før konfirmationen, eller et voksent menneske eller en drop in-dåb.
Den autoriserede kerne kan for eksempel bestå af den indledende lovprisning, korstegnelse og navns nævnelse, trosbekendelse, tilspørgsel, dåbshandling og Fadervor, mens der skal åbnes for større frihed med hensyn til valg af tekstlæsninger ved dåben og formulering af indledende takkebønner og slutkollekter – gerne med afsæt i nogle vejledende forslag.
Lignende valgmuligheder kendes på forskellig vis ved bisættelse/begravelse, hvor kun ritualet for jordpåkastelse er autoriseret, og i nadverritualet, hvor der både er et ritual A, B og C samt mulighed for at søge om tilladelse til at bruge nyere nadverliturgier fra "Gudstjenestens Bønner I".
Medinddragelse
Også på et andet område vil Kirkefondet opfordre til, at der skal være en stor grad af frihed til at forme ritualet efter lokale forhold. Det drejer sig om det, som i dåbskommissionens rapport kaldes "brugen af symbolske elementer og inddragende tiltag".
Her mener vi, at der bør være åbenhed for at bruge flere erfaringsnære praksiselementer og tegnhandlinger i selve dåbsritualets forløb og ikke kun på "faddertiltalens plads". Disse symbolske elementer skal være fritaget for autorisation.
Der bør også i vejledningen til et nyt dåbsritual i højere grad peges på mulighed for inddragelse af dåbsfamilie, faddere med mere, blandt andet fordi det er med til at understrege, at dåben også er en optagelse i menighedens fællesskab.
Medinddragelse kan for eksempel bestå i, at faddere lægger hånden på dåbsbarnet, når der bedes Fadervor, ligesom tekster, bønner med mere kan læses af andre end præsten, og andre kan hælde vandet op før dåben. Nogle af disse "tegnhandlinger" – for eksempel at tænde et dåbslys, som familien får med hjem – kan være med til at bringe dåben og dens betydning med i hverdagen og i familien.
En række mere detaljerede kommentarer til dåbskommissionens midtvejsrapport afgiver Kirkefondets bestyrelse i et høringssvar. Men helt grundlæggende er det vores håb, at dåbskommissionens indstilling hverken bliver en fastholdelse af det nuværende dåbsritual eller et nyt dåbsritual, hvor alle dele af ritualet er fastlåste på grund af autorisation.
Vi håber, at der nu er sat gang i en "liturgisk rejse" i folkekirken, hvor både kirkens ritualer og kirkens gudstjenesteformer i almindelighed får lov at blomstre bygget op omkring nogle korte faste (autoriserede) ritualer.