Ida Aukens jubelscener i ministerbilen over beslutningen om en præst til Folketinget har udløst et opgør i Socialdemokratiet med udmeldelser af partiet. Den interne kritik fra forhenværende socialdemokratiske koryfæer og ministre samt fagforeningsbosser drejer sig om, at der er tale om en sammenblanding af politik og religion. Men denne værdikamp har historisk set altid været til stede i Socialdemokratiet.
Det er ikke overraskende, at der nu kommer intern kritik i Socialdemokratiet, for der har været stærke grupper, som har ønsket at holde religion som en privatsag og adskilt fra den offentlige politik. Socialdemokratiets stifter, Louis Pio, var kritisk over for religion, som han betragtede alene som en privatsag.
I Socialdemokratiets første partiprogram fra 1876 ønskede man en adskillelse af folkekirke og stat. Men det er lige så tankevækkende, at den socialkonservative biskop H.L. Martensen i skriftet fra 1874 om socialisme og kristendom (indholdet gentaget i hans "Etik" fra 1878) var en inspiration til nogle af de konkrete punkter i partiprogrammet om organisering af arbejderne og hjælp til de nødlidende og nedslidte arbejderfamilier.
Avisen Social-Demokraten roste skriftet i artikler den 26.-29. november 1874: Martensens skrift "vil dryppe som smeltet Bly paa Storborgernes Isse". Dermed var det især blandt de menige medlemmer af Socialdemokratiet, der stadig fulgte folkekirkens kirkelige handlinger, at der kom en modvægt til de religionskritiske ledere af Socialdemokratiet, som var dominerende frem til århundredeskiftet. Der kom endda en debat, om Karl Marx var imod religion som sådan, hvilket flere ikke mente.
Snart skete der i Socialdemokratiet en ændring, for religion blev efterhånden en del af det offentlige rum og kunne diskuteres politisk. Den grundtvigske socialdemokrat Frederik Borgbjerg og socialreformens stifter i 1933, Karl K. Steincke, havde i høj grad kristne værdier, og Hans Hedtoft var godt tilfreds med kammerat Jesus. Socialdemokratiet gled i mellemkrigstiden naturligt ind i menighedsrådene, som var skabt i årene 1903-1922 med venstremanden J.C. Christensens lavkirkelige demokratireformer for folkekirken.
Derved var kimen lagt til et Socialdemokrati, der efterhånden gav mere plads til den evangelisk-lutherske tro og arbejdsetik som en værdi og åndelig forudsætning. Socialdemokraterne Hal Koch og Bodil Koch fortsatte denne linje i efterkrigstiden – og nu Ida Auken med flere. Men det skal også siges, at til stadighed har disse kristne værdier i Socialdemokratiet været ledsaget af en anden fløj, som har ønsket, at al religion var neutral eller adskilt fra politik. Derfor den nuværende debat.
Det er imidlertid underligt, at tidligere socialdemokratiske ministre og fagforeningsbosser har valgt en værdidebat på grundlag af beslutningen om en folkekirkepræst til Folketinget. Den evangelisk-lutherske folkekirke er understøttet af staten ifølge Grundloven, og derfor er den en del af den offentlige samfundskultur, ikke blot en privatsag.
Under enevælden var det kongen, som politisk styrede alle kirkens anliggender, og under grundlovsstaten har det været politikerne på Christiansborg, og de har ikke ønsket en strukturreform med større selvstændighed til folkekirken. Folkekirken er styret som et offentligt forvaltningsorgan.
Derfor er det heller ikke overraskende, at Københavns biskop, naturligvis gratis, vil stille en folkekirkepræst til rådighed for de af Folketingets medlemmer, der er interesserede. Der stilles også en præst til rådighed for andre institutioner, blandt andet hospitalerne, plejehjemmene og fængslerne.