Kampen om dåbsritualets indhold spidser til. I det nye år vil dåbskommissionen træde til igen og afgøre, om dåbens indhold skal ændres afgørende. I arbejdsgruppen "Værn om dåben" er vores frygt, at vi ender med et fortyndet ritual, der er mere præget af en reformert end af en luthersk og grundtvigsk forståelse af sakramentet.
Vores bekymring bekræftes af den kritik, som Villy Klit-Johansen og Jens Rasmussen i et debatindlæg på Kirke.dk har rettet mod vores position. Sagen er, at Klit-Johansen og Rasmussen fremlægger en forståelse af sakramentet, som er den reformerte kirkes. Det er faktisk temmelig rystende, at de ikke har forstået, at Luther og Grundtvig stod et andet sted.
Som ægte spiritualister kan Klit-Johansen og Rasmussen tydeligvis ikke acceptere, at Guds ord udvirker frelsen gennem vandet, der er et legemligt og materielt element. "Dåben og dåbspagten var for [Grundtvig] ét", hævder de, men det er forkert: I sit forfatterskab skelner Grundtvig mellem dåbspagt og dåb, men godt luthersk anfører han, at man ikke må skille de to ting ad, så dåben får virkning uden troen. Dåben genføder kun, hvis pagten er med.
Kristus taler både gennem dåbspagten og døbeordene
Klit-Johansen og Rasmussen citerer Luthers Lille Katekismus: "Det er ikke vandet, der gør det, men Guds ord, som er med og i vandet, og troen, der stoler på dette Guds ord i vandet." Som de fleste nok kan se, læser de citatet mod dets egen intention, som ikke er, at Guds ord genføder os uden om vandet, men derimod at Guds ord virker ved at forbinde sig med vandet.
De nævner, at Grundtvig hentyder til dette sted i "Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne II", men der drejer det sig heller ikke om, at Grundtvig vil fornægte, at ordet er forbundet med vandet; han vil blot præcisere, at Kristus også taler gennem dåbspagten, ikke kun gennem døbeordene.
De to forfattere burde læse videre i Luthers Store Katekismus, hvor vi får at vide, at Gud ved sit ord selv føjer sin ære til vandet og lægger sin kraft og magt deri: "Derfor er det ikke blot naturligt vand, men guddommeligt, himmelsk, helligt og saligt vand".
Og så burde de læse hele Grundtvigs "Christelige Børnelærdom" og ikke blot en enkelt afhandling. Vandet er ikke et tegn på noget andet. Vi henviser dem til afhandlingen "De syv Sakramenter", hvor Grundtvig afviser den katolske kirkes fem sakramenter, men med Luther fastholder dåb og nadver og forklarer, at "Herrens Indstiftelser til det faldne Menneskes Opreisning maatte kun have baade synlige og usynlige Bestanddele, for at omfatte hele Mennesket, der jo er en Forening af det Synlige med det Usynlige, og de synlige Ting i Daaben og Nadveren er derfor ikke Tegn paa det Usynlige i dem, men hører ligesaa virkelig til Tingen, til det guddommelige Læge-Middel i sin Heelhed, som Legemet hører til Menneskeligheden."
Alt sammen i god overensstemmelse med Grundtvigs tanke, at skabelsen af mennesket er et guddommeligt eksperiment, hvor ånd og støv skal gennemtrænge hinanden, og som nu bliver muligt igen i kraft af genfødslens bad. Vi råder de to forfattere til at få læst noget mere Luther og Grundtvig og i øvrigt læse ordentligt i stedet for at forvrænge vores ord og intentioner.
Klarheden i Peder Madsens bøn
Klit-Johansen og Rasmussens indlæg bekræfter med andre ord nødvendigheden af at værne om dåben og viser, at slaget netop nu står om, hvad der "sker" i dåben, og hvad et sakramente er.
Det gode ved Peder Madsens indledende bøn er klarheden omkring, hvad der sker: at den døbte i dåben bliver Guds barn. Dette er ikke, som Klit-Johansen og Rasmussen hævder, blot "en teologisk påstand", men er tværtimod en kort og klar formulering af den forvandling, der sker med mennesket i dåben, når Gud selv handler og er til stede: at vi genfødes til at blive børn af Gud og dermed får ham til vores himmelske Fader, hvorfor vi med Grundtvig kan sige, at bønnen Fadervor er dåbsbarnets største og rigeste dåbsgave.
Denne forvandling kan formuleres på mange måder, som det sker i såvel Bibelen som i den teologiske tradition:
Dåb er adoption, den er død, begravelse og opstandelse. Dåb er udgangen fra Djævlens og syndens tyranni og indgangen til livet som Guds barn i hans rige. Dåben er tilsigelse af Guds forjættelser og løfte. Dåben har engangskarakter, og dåben er med Luthers forståelse af boden samtidig en daglig både trøst og opgave. Dåben er at få et nyt levned og dagligt at søge at forbedre sig deri. Dåben er frelse og at få del i Kristi guddommelighed og i menighedens og kirkens fællesskab. Dåben renser, helbreder og oprejser. Dåben er trøst.
Dåbens betydninger hentes for eksempel fra Jesu dåb, fra Noas Ark og syndfloden, fra israelitternes overgang over Det Røde Hav og fra Romerbrevets tale om at dø, blive begravet og opstå med Kristus og om dåben som den sande omskæring.
Det er altså meget svært med Bibel og tradition i hånden at holde fast i, at der ikke sker noget i dåben, eller at dåben ikke rigtigt betyder noget, fordi vi alle skulle være Guds børn fra skabelsen af. Kvaliteten ved vores nuværende ritual er, at dette fremgår tydeligt.
Det er afgørende, at det også vil være tilfældet fremover.