Københavns byret har 14 januar afsagt dom i en sag, anlagt af Koda mod Trinitatis og Vor Frue Kirker. Sagen drejer sig om, hvorvidt natkirkerne i de to kirker er omfattet af en undtagelse i ophavsretslovens § 21, der lyder:
”Et udgivet værk, som ikke er et sceneværk eller et filmværk, må fremføres offentligt 1) ved lejligheder, hvor tilhørerne eller tilskuerne har adgang uden betaling, hvis fremførelsen ikke er det væsentlige ved den pågældende foranstaltning, og hvis denne ikke finder sted i erhvervsøjemed, og 2) når fremførelsen sker til brug ved gudstjeneste."
KODA argumenterer for, at komponister og tekstforfattere skal have afgift for brug af deres musikværker. De to natkirker har argumenteret for, at de arrangementer, der er tale om, er gudstjenester, og dermed omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 21, nr. 2, således at der ikke skal betales for kunstnernes arbejde.
Efter dansk ret skal folk have løn for deres arbejde. Det gælder også Koda-kunstnere. Derfor skal undtagelserne i § 21 fortolkes indskrænkende, som byretsdommen også gør: Kun når formålet med undtagelsen klart er til stede, kan man lade være med at betale folk for deres arbejde.
Det er et væsentligt element, at undtagelsen i loven og de tilhørende lovbemærkninger er skrevet i 1995 – og hele natkirkebevægelsen er udviklet efterfølgende. Man kunne derfor godt håbe og forvente, at natkirkegudstjenester kunne fortolkes ind og dermed, at lovforarbejderne gennem prøvelse i en dom kunne udvides til også at omfatte en natkirkegudstjeneste. Ellers kommer loven til statisk at binde gudstjenestebegrebet, i hvert fald betalingsmæssigt, og det er næppe lovgivers mening.
På den anden side må en sådan dynamisk fortolkning forudsætte, at brugerne af loven bidrager til at udvikle kriterierne ind i en ny tid.
Og her kniber det – i hvert fald, når man læser dommen. Det kan jo være, menighedsrådsformand, præster, domprovst og biskop har forklaret mere end det, der er kommet med i dommen. Men man savner, som læser af dommen, at det fremgår
- at det ganske vist er præsten, der tilrettelægger særgudstjenester som natkirkegudstjenesterne, men menighedsrådet der stiller ressourcer til rådighed for afvikling af gudstjenesten, herunder betaling for musikere, ophavsret med videre, hvis der er brug for at købe ind udefra.
- at det ganske vist er en særgudstjeneste under den ordinerede præsts ansvar, men hvad er det for (rituelle eller andre) elementer, der gør det til en gudstjeneste og ikke til en koncert?
- at læsningen af de rituelle elementer, der faktisk er redegjort for, samles til en form for gudstjenestebegreb. Det anføres, at ”natkirken sigter ved andre liturgiske virkemidler at tiltrække mennesker”, men man får ingen klarhed over, hvilke liturgiske virkemidler, der er tale om i de konkrete gudstjenester, der tales om.
Modsat virker det også som om, byretten i sin afgørelse har blandet de to kriterier i undtagelsesbestemmelserne i ophavsretsloven sammen. Byretten lægger nemlig hovedvægten i afgørelsen på, at ”det væsentlige ved natkirkearrangementerne er musikken”, og når på det grundlag frem til, at ”arrangementerne i ophavsretslovens forstand ikke kan anses som gudstjenester, hvor religiøse handlinger eller ritualer er det væsentlige”.
Det virker som om byretten lægger vægt på mængden, det kvantitative – men det er kriteriet for undtagelsesbestemmelsen i § 21, nr. 1, hvor det afgørende kriterium er, at "fremførelsen ikke er det væsentlige i den pågældende foranstaltning."
Kriteriet, der er relevant i forhold til natkirkerne, er derimod begrebet om gudstjeneste. I ophavsretslovens forstand.
Det begreb bør afklares.
Det kan ske, enten ved at kirkerne simpelthen betaler og selv tager ansvar for gudstjenestebegrebet, det vil sige fortsat opfatter natkirkearrangementerne som gudstjeneste (men måske samtidig lige gør sig ulejlighed med at gennemtænke, hvordan det i kirkeretlig forstand faktisk er gudstjeneste og ikke koncert).
Eller, selvfølgelig, ved at man anker sagen som principiel.
Helt afgørende er, at når kirker og trossamfund med henvisning til karakteren af deres virksomhed får undtagelser fra almindeligt gældende ret – og de undtagelser samtidig går ud over andre, her at folk ikke får den løn, de ellers er berettiget til - så må kirkerne bistå med at skabe kriterier, der gør, at undtagelsen kan forstås og fortolkes, også i en aktuel tid.
Lisbet Christoffersen er professor i Ret og Religion, Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.