Juraprofessor: Trossamfund afkræves et medlemsbegreb for at sikre retten til at forlade dem

Når "staten" i skikkelse af Kirkeministeriet fastholder, at trossamfundene skal have et medlemsbegreb, så gør ministeriet det, fordi man ellers ville bryde med grundlæggende rettigheder i Danmark og Europa

Hillsong i København (billedet) har oplyst en stor medlemsstigning de seneste år. Trossamfundene bestemmer selv, hvilket medlemsbegreb, de har – blot de er parat til at have et begreb om, hvordan man kan ophøre med at tilhøre trossamfundet, skriver Lisbet Christoffersen.
Hillsong i København (billedet) har oplyst en stor medlemsstigning de seneste år. Trossamfundene bestemmer selv, hvilket medlemsbegreb, de har – blot de er parat til at have et begreb om, hvordan man kan ophøre med at tilhøre trossamfundet, skriver Lisbet Christoffersen. Foto: Pressefoto, Hillsong

Tak til Kirke.dk for at gøre forsøget med at kigge på størrelsen af kirker og trossamfund uden for folkekirken. Dels ved tidligere på året at se nærmere ind i enkelte trossamfunds medlemstal – og dels ved nu at komme med et forsøg på en samlet statistisk opgørelse.

Den opgørelse, Kirke.dk har udformet, bygger på en forestilling om, at folk, der slutter sig til trossamfund, også bliver medlemmer i en eller anden forstand. Det er en forestilling, der er helt grundlæggende i trossamfundsloven. En forestilling, der løbende bliver udsat for beskyldninger om at ville 'folkekirkegøre' trossamfundsområdet. 

Det mener jeg er en fejlagtig beskyldning. Medlemsbegrebet kommer hverken fra folkekirken eller, som Kirke.dk vist engang kom til at skrive, fra enevælden. Medlemsbegrebet findes for at sikre, at enkeltpersoner kan opretholde fuld religionsfrihed, herunder friheden til at frasige sig religion. Ret og frihed til at slutte sig til et trossamfund. Og ret og frihed til at ophøre med at være tilsluttet. Og selvfølgelig, i det omfang trossamfundet anerkender det, alle former for tilslutning derimellem.

En rumæner behøver ikke være ortodoks kristen

Trossamfundsloven har i forlængelse af dette givet plads til en endog meget vid organisationsfrihed til trossamfundene. Trossamfund fastlægger selv i vedtægter, kirkeret, religiøs ret med videre, hvordan de ønsker at organisere sig internt. 

De fastlægger i den forbindelse også selv, hvordan de identificerer et medlemsbegreb. Men trossamfundsloven fastholder, at anerkendte trossamfund skal have et medlemsbegreb. De anerkendte trossamfund skal have et medlemsbegreb, netop fordi det skal være muligt for enkeltpersoner at melde sig ud, at frasige sig den religiøse identifikation. 

Det skal for eksempel være muligt for rumænere i Danmark at ophøre med at være ortodokse. Og israelere i Danmark behøver hverken at være jøder, muslimer, drusere eller andet. De kan faktisk være – sekulære.

Denne position udfordrer alle trossamfund, som grundlæggende i deres selvidentitet mener, at en gang ortodoks (eller katolik, jøde eller muslim), altid ditto. Grundholdningen "en gang, altid" er anerkendt i visse dele af international ret, særligt naturligvis i den muslimske verden, men også i FN-konventionerne. Det osmanniske rige og dets arvtagere bygger på den grundholdning.

Derimod fastslår den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), at den enkelte europæer har ret til at have, antage, skifte og undlade at have en religion. Forudsætningen for, at denne individuelle ret til religionsskifte kan udøves, er, at kirker og trossamfund har et begreb om, hvem der engang var en af deres, men ikke længere er det. Altså er parat til at slippe folk. Også organisatorisk og retligt.

Det er også gældende forfatningsret i Danmark, både på grund af EMRK og på grundlag af den danske grundlov. Så når "staten" i skikkelse af Kirkeministeriet fastholder, at trossamfundene skal have et medlemsbegreb, så gør ministeriet det, fordi man ellers ville bryde med grundlæggende rettigheder i Danmark og Europa.

Trossamfundene definerer selv deres medlemsbegreb

Men som sagt: Trossamfundene bestemmer selv, hvilket medlemsbegreb, de har – blot de er parat til at have et begreb om, hvem der ikke længere er en af deres, og hvordan man kan ophøre med at tilhøre trossamfundet.

Og dermed bestemmer trossamfundet også selv, hvad det er for et begreb, de benytter som grundlag for at opgøre et medlemstal. Som ifølge bekendtgørelsen om trossamfundsregistret skal opgøres som noget andet end antal donationer over en vis størrelse. 

Og medlemstallet kan også fint være noget andet end antallet af mennesker, der får skattefradrag. Det sidste kontrollerer Skat. Trossamfundsregistrets interesse i medlemstal er en interesse i, som bekendtgørelsen udtrykker det, at "sikre indsigt i, hvilke trossamfund der er anerkendt, og hvilke menigheder der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse, samt indsigt i deres økonomiske og organisatoriske forhold." (bekg om trossamfundsregistret § 3).

Indsigt i. Ikke nødvendigvis præcis viden om. Men netop indsigt i. Som Kirke.dk's tal jo også er udtryk for.

Medlemsbegrebet er ikke opfundet i enevælden, folkekirken, ministeriets skjulte gange eller hvad man ellers kan høre beskyldninger om. Medlemsbegrebet sikrer den enkelte europæer ret til selvsekularisering og sikrer, at trossamfundenes ledelse ikke kan påstå at repræsentere hele etniske grupper. Medlemsbegrebet sikrer plads til både trossamfund og sekulære samfund. 

Og når man så har fuld organisatorisk frihed i det enkelte anerkendte trossamfund til selv at fastlægge og anvende det, så kan man vel næppe forlange mere. Tænker jeg. Måske lidt naivt.

I hvert fald: Tak til Kirke.dk for at gøre forsøget med at opgøre nogle minimumstal for den ikke-folkekirkelige, kristne del af Danmark.
 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning