Det er opsigtsvækkende, at en tjenestemandsansat kirkebogsførende sognepræst med tjenestebolig skal fyres efter 33 år i embede.
Det er selvsagt også en helt umulig situation for præsten og hans familie, ligesom menighedsrådet tydeligvis føler sig kørt over, føler, at de ikke er blevet hørt.
Det helt særegne er, at præsten ifølge aviserne har været igennem en række sygemeldinger, dokumenteret af forskellige læger på grundlag af den sygemeldtes oplysninger (lægerne har jo næppe været inde i samarbejdsrummet), og efter en resultatløs lønforhandling nu er endt med en diskretionær afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder, ikke med menighedsrådet eller øvrige ansatte i sognet, men med præstens overordnede og tilsynsførende, biskoppen.
Hvordan nogen kan forvente, at et sådant forløb ikke ender i en diskretionær afskedigelse, det forstår jeg ikke.
Men forløbet kan jo være helt anderledes – min avislæsning kan jo være fuld af avisænder. Så uanset er jeg enig med Birthe Rønn Hornbech i, at det kalder på et par overvejelser.
Offentlighed i retsplejen
Rønn Hornbech må som tidligere vicepolitimester – og vi andre mere ydmyge jurister ligeså – naturligvis tænke på, at der er offentlighed i retsplejen.
Det står endog i Grundloven, og var det ikke Grundtvig, som fik det gennemført? Argumentet for offentlighed i retsplejen er retssikkerhed. Hvis man kan anklage og straffe folk bag lukkede døre, går det alt for nemt sådan, at den anklagede bliver dømt på forkert grundlag, og dommerne bliver korrupte.
Det ved vi, og derfor har vi fortsat offentlighed i retsplejen. Ved domstolene.
Ikke offentlighed i offentlige personalesager
Men der er ikke offentlighed i offentlige personalesager. Alle personalesager er efter offentlighedsloven undtaget fra aktindsigt. Det er ikke noget, biskoppen i Ribe har fundet på.
Eller folkekirkens stiftskontorchefer. Eller departementschefen i By-, Land- og Kirkeministeriet. Det er en helt generel regel, som fagforeningerne på det offentlige område har fået lovgivningsmagten til at vedtage, og som man naturligvis også er nødt til at efterleve i folkekirken.
Hvad havde man ellers forestillet sig? Skulle stiftskontorchefen i Ribe foreslå sin biskop at bryde loven?
Tavshed af hensyn til medarbejderne
Den tavshed, der omgærder personalesager, findes imidlertid kun af hensyn til den ene part, nemlig medarbejderen. Den findes netop ikke for at beskytte arbejdsgiverne, så de kan blive korrumperet.
Den findes for at beskytte den, der bliver fyret, mod at få det synderegister, der har ført frem til den sørgelige situation, udbasuneret i Weekendavisen, Kristeligt Dagblad eller Kirke.dk.
Det betyder også, at der faktisk er lige præcis én person, der kan lade offentligheden, aviserne og menighedsrådet i Stauning vide, hvad der er grundlaget for fyringen, så man på det grundlag kan tage stilling til, om man fortsat vil støtte ham offentligt eller i sognet eller andet. Nemlig den præst, der er blevet fyret.
Så hvis præsten i Stauning er enig med menighedsrådet i, at han ikke burde være blevet fyret, så forstår jeg ikke, hvorfor han ikke bare lægger en kopi af fyringen frem i offentligheden, så vi alle kan se, at han er blevet urimeligt behandlet.
Det ville også lette Stauning menighedsråds arbejde med at søge at få en stiftsbåndsløsning, der jo ville forudsætte, at han blev genansat, formentlig som overenskomstansat præst af den biskop, der vil føre tilsynet, eller som tjenestemand af samme kirkeminister, der lige har fyret ham.
Det var situationen med Tårbæk-præsten – dér var tale om offentligt diskuterede teologiske uenigheder, ikke et personaleretligt spørgsmål om sygemeldinger og lønforhandlinger (hvis mine aviser ellers er korrekt informeret).
Derfor kan de to situationer ikke sammenlignes, som Katrine Winkel Holm gør det i Kristeligt Dagblad den 7. januar 2025.
Fremtidige afskedigelser af præster
Stauning-sagen bliver fra flere sider kædet sammen med den ny lov, hvorefter præsteansættelser kan delegeres til stiftsadministration og biskop, ligesom biskopper på grundlag af stiftsadministrationens vejledning kan afskedige en overenskomstansat præst.
Forudsat, der er hjemmel til det og formalia er overholdt. Tjenestemænd som præsten i Stauning kan fortsat kun afskediges af ministeren. Og alle kan klage, hvis de oplever, at de regler, Rønn Hornbech opregner, om det formelle og reelle grundlag for fyringen af en overenskomstansat ikke skulle være overholdt.
Ministeriet og ministeren har fortsat det endelige ansvar. Endelig har vi fortsat en ombudsmand i dette land. Og domstole.
Så ærligt talt. Jeg har svært ved at forstå, hvad man klager over. Præster er fortsat de næstmest beskyttede offentligt ansatte (dommere er de mest beskyttede, idet de kun kan afskediges ved dom).
Det er derfor rigtig ærgerligt, at denne sag bruges til at skræmme præster til tavshed. Vi andre ville være lykkelige for så sikre ansættelsesvilkår!
Gør ikke alt til personalesager
Men det er afgørende nødvendigt, at stifter og biskopper også i fremtiden skelner, så det alene er personalesagen, der gøres til personalesag.
Hvis et medlem af menigheden eller menighedsrådet klager over en konkret afgørelse, præsten har truffet, så er det ikke en personalesag og skal ikke behandles som sådan.
Klageren skal have svar, og skal præsten ændre praksis, så skal præsten ændre praksis med åben pande.
Der skal fortsat være størst mulig offentlighed, også i problemsager i folkekirken.