Den meget vidende lektor i religionssociologi, Brian Arly Jacobsen, påstår i Information, at folkekirken ingen betydning har haft for demokratiet.
Og han bliver fulgt op af Socialdemokraternes tidligere formand, Mogens Lykketoft, der på DR's hjemmeside kan tælle til partierne, andelsbevægelsen, fagbevægelsen, højskolebevægelsen som dem, der har drevet demokratiet frem, ikke menighedsrådene.
Det påstår Mogens Lykketoft, samtidig med at han trods alt erkender, at Socialdemokratiet "har folk valgt i menighedsrådene".
Det er helt enkelt historisk misvisende udsagn – men det er samtidig tydeligvis sådan, Lykketoft ønsker det i fremtiden, hvor han samtidig er citeret for, at "folkekirken skal ikke være en del af Socialdemokratiets politik".
Så det, der er i spil, er, at man fører nutidig og fremtidig politik ved hjælp af en fordrejning af historiske fakta.
Venstre og Socialdemokraterne gjorde folkekirken til first mover
Ingen har bestridt den række af bidrag til udviklingen af demokratiet, Lykketoft nævner.
Jeg tilføjer: medarbejderdemokratiet på arbejdspladserne. Og universitetsdemokratiet i 1972. Som kom til 50-70 år efter folkekirkens demokrati i 1903 og 1922. Med næsten de samme opgaver.
Demokratiet i folkekirken har beslutningsret over størstedelen af økonomien, over bygningsvedligeholdelse og over store dele af funktionen samt næsten fuld beslutningsret over ansættelserne. Altså en hel del mere end for eksempel medarbejder- og universitetsdemokratiet.
Og sådan har det været siden begyndelsen i 1903 og 1922. Hvor folkekirken samtidig talte cirka 99 procent af befolkningen. I dag godt 70 procent. Over 12.000 mennesker udfører dagligt et frivilligt, demokratisk arbejde for at få den folkekirkelige organisation til at fungere.
Samtidig er det et faktum, at det folkekirkelige demokrati var first mover med indførelse af valgret og valgbarhed for kvinder. Fordi staten – Venstre og Socialdemokraterne – ønskede det. Socialdemokraterne ønskede endog mere. Det var ikke præsterne i folkekirken, der ønskede kvinder i menighedsråd eller kvindelige præster.
Det var det folkekirkelige demokrati, Venstre og Socialdemokraterne har indført og fastholdt siden på medlemmernes vegne, som indførte kvindelige præster.
Socialdemokratiets valgsprog i den sammenhæng var, at hvor der er offentlige penge, er der Socialdemokrater. Men samtidig var formålet jo at sikre, at Socialdemokratiets vælgere ikke blev udstødt af folkekirkens præster.
Derfor sikrede centrale Socialdemokrater også, at præsterne kom på fast løn og fast ansættelse, så de ikke skulle være afhængige af indsamlede midler. Formålet var her at sikre, at vi fik en folkekirke, der var fri og åben for alle.
Ligebehandling og demokratiske spilleregler
Nu vil fremtrædende Socialdemokrater, der ikke selv er medlemmer af klubben, som det udtrykkes, noget andet. Ligesom nogle, som er forskere i religionssociologi, vil noget andet.
De vil ligestille alle, der har sådanne behov, det vil sige alle religiøse organisationer – uden at se forskellen på, om organisationerne er demokratiske, og om der er ligebehandling af mænd og kvinder i organisationerne.
Det undrer mig virkelig, at kvindelige socialdemokratiske koryfæer som Jytte Andersen og Helle Degn ikke kan se forskel på ligebehandlingen af mænd og kvinder i folkekirken overfor den manglende ligebehandling af kvinder i temmelig mange andre religiøse organisationer i dette land.
Og ikke er parat til længere at kæmpe for den ligebehandling.
Og det er vigtigt, det her. For lige nedenunder rumler en diskussion af folkekirkens styrelse på landsplan.
Og hvis "folkekirken ikke skal være en del af Socialdemokratiets politik", som Mogens Lykketoft udtrykker det, men i stedet skal overlades til sig selv, så er det slut med, at vi i dette land har en religiøs organisation, der af staten fastholdes på almindelige ligebehandlingsregler og almindelige demokratiske regler.
I den situation kan man tale om, at religionerne bliver en udfordring for demokratiet. Den nuværende folkekirke, som netop er Venstres og Socialdemokratiets fælles resultat, den folkekirke har derimod i over 100 år haft positiv betydning for demokratiet.