Når man gerne vil lette menighedsrådenes arbejde, kan der være meget fornuft i ikke alene at klargøre rollefordelingen, styrke beslutningsretten og forenkle de lovbundne processer i det enkelte menighedsråd, men også at se på, om der er opgaver, man kan flytte væk fra menighedsrådet.
Her har styregruppen bag rapporten om ændringer i menighedsrådsloven taget fat i én meget stor klump og foreslået, at (stort set) alle opgaver vedrørende faste ejendomme i sognet, bortset fra kirke, sognegård og kirkegård, flyttes til provstiudvalget. Samtidig skal menighedsrådet have fri råderet over kirkegårdene.
Fra præstegårde til tjenesteboliger
Det betyder, at provstiudvalget efter forslaget blandt andet skal have beslutningsretten i forhold til tjenesteboligerne.
Rapporten slår fast, at der knyttes tjenestebolig til tjenestemandsstillinger som sognepræst, og der foreslås ikke ændringer i det forhold. Men man foreslår, at opgaven, ansvaret og finansieringen af vedligeholdelse og drift at tjenesteboligerne samt beslutninger om køb og salg af tjenesteboliger skal flyttes til provstiudvalget.
Med forslaget vil man nedbringe de lokale konfliktmuligheder om tjenesteboligerne. Man vil få en mere ensartet vedligeholdelsesstandard indenfor det enkelte provsti. Det vil øge præsternes trivsel.
Samtidig får provstiudvalget rådighed over den kapital, der kommer ud af at sælge tjenesteboliger (såvel som landbrugsjord med videre). Og det foreslås, at der ikke længere skal søges godkendelse i stiftsøvrigheden forud for køb, salg med mere af en fredet tjenestebolig.
Det understreges, at provstiudvalget vil være forpligtet til at stille en tjenestebolig til rådighed for præster i tjenestemandsstillinger, og præsterne i tjenestemandsstillinger vil fortsat have bopælspligt.
Hvor skal præsterne bo?
Men derudover? Derudover ser forslaget ud til at være en carte blanche til salg af gamle præstegårde og fri placering af tjenesteboliger. Der er end ikke nævnt et krav om, at tjenesteboligen skal ligge i provstiet, men det må man vel dog formode?
I hvert fald er det ikke krævet, at tjenesteboligen skal ligge i det sogn eller pastorat, hvor den tjenestemandsansatte præst er kirkebogsførende. Enhver tanke om geografisk sammenhæng mellem sognets beboere og præsten, fordelen ved at møde præsten som menneske i Brugsen, er væk – sammen med Brugsen.
En uadskillelig del af kirken?
Forslaget er i rapporten præsenteret sammen med forslaget om at give større beslutningsmyndighed over kirkegården. Dér er forslaget, at en række godkendelsesbeføjelser for provstiudvalg og stiftsøvrighed skal falde væk, så menighedsrådet bliver herre på egen kirkegård.
Til det sidstnævnte forslag om at give menighedsrådene større kompetence i forhold til kirkegårdene har biskop Marianne Christiansen en mindretalsudtalelse. Hun ønsker at bevare godkendelseskravene for at sikre en faglig og kreativ dialog og rådgivning af afgørende værdi for kirkegårdenes unikke skønhed, lokale særpræg og kulturarv, som anses for en uadskillelig del af kirken og oplevelsen af kirken.
Jo mere jeg læser den mindretalsudtalelse, jo bedre forstår jeg den. Billedet af kirken på kirkegården i landskabet.
Og jo mindre forstår jeg, at den samme mindretalsudtalelse ikke også er hæftet på forslaget om fri adgang for provstiudvalgene til at sælge præstegårde og købe tjenesteboliger i villakvarterer uden geografisk begrænsning. Hvis det da er sådan, forslaget om tjenesteboligerne skal læses.
Bør lovforslaget ikke sætte nogle rammer for provstiudvalgenes beslutningsret vedrørende præstegårdene?