Generalsekretær for Bibelselskabet Johannes Baun og professor Morten Hørning Jensen, der er henholdsvis formand for chefredaktionen og faglig leder af den nytestamentlige redaktionsgruppe i forbindelse med bibeloversættelsen, har på Kirke.dk reageret på mit indlæg om prøveoversættelsen af Markusevangeliet.
Der er meget i deres svar, som jeg ikke forstår, men lad mig først sige dette: Det er lykkeligt, at Bibelselskabet har valgt at nyoversætte Bibelen og ikke blot revidere en af de tidligere oversættelser. Tak for det.
Men heraf kommer også min uforståenhed over for dele af deres argumentation. Flere gange i indlægget henviser de til andre oversættelser, både tidligere danske og nye norske.
Men det kan ikke være en begrundelse for et oversættelsesvalg, at andre har valgt det samme. Prøveoversættelsen må kunne diskuteres på dens egne betingelser. Det tror jeg egentlig, at vi er enige om.
De litterære træk er fjernet i oversættelsen
Der er mere, som jeg ikke forstår.
Når Baun og Jensen skal argumentere for prøveoversættelsens oversættelse af kai (oftest: 'og') med en række forskellige udtryk, henviser de til, at den hyppige brug af ordet i Markusevangeliet enten kan være et udtryk for høj eller lav stil. Den spænding vil de gerne fastholde i oversættelsen.
Ikke desto mindre har man valgt at oversætte det, så man slet ikke kan se det litterære stiltræk. Jeg forstår ikke, hvordan man dermed kan mene, at man fastholder en spænding i teksten.
For det første er det jo ikke en spænding i teksten, men en spænding mellem to forskellige fortolkninger af teksten. For det andet fjerner man selve det karakteristiske træk, der har givet anledning til de to forskellige fortolkninger.
For læsere af oversættelsen bliver det umuligt at forholde sig til diskussionen, fordi de ikke konfronteres med problemet. Hvad værre er: De får slet ikke mulighed for at se, at Markusevangeliet er en litterær tekst, når de litterære træk er fjernet i oversættelsen. Dermed bliver det vanskeligere at spørge kritisk til forholdet mellem den litterære fremstilling og den historiske virkelighed.
'Oprørere' eller 'røvere'?
Men der er vist også noget, som Baun og Jensen ikke helt forstår. De skriver, at jeg eksemplificerede min pointe med tre ord og glemmer, at jeg også kommenterede oversættelsen "lave mad til dem" i Mark 1,31. Men lad det være.
Jeg ville illustrere, at tendensen i prøveoversættelsen er historisk og realistisk frem for litterær og teologisk. Lad mig gøre det igen med et andet eksempel (der er i sagens natur mange at vælge imellem):
Ved tilfangetagelsen i Getsemane Have siger Jesus i 1992-oversættelsen: "I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver" (Mark 14,48). I prøveoversættelsen er det blevet til "I er kommet med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en oprører." Altså 'oprører' i stedet for 'røver'.
Det har formentlig den begrundelse, at den jødiske historiker Josefus bruger ordet 'røver' om zeloterne, der var en jødisk oprørsgruppe på Jesu tid. Derfor siger prøveoversættelsen også, at Jesus bliver korsfæstet mellem to 'oprørere' og ikke to 'røvere' (Mark 15,27).
Det er da også sandsynligt, at romerne opfattede Jesus som en trussel mod deres magt.
Overskrifterne har valgt én fortolkning frem for andre
Så det er historisk realistisk, at Jesus blev korsfæstet som en 'oprører'. Problemet er bare, at Markus et andet sted faktisk kan bruge den korrekte græske term om en 'oprører', nemlig da han omtaler Barrabas (Mark 15,7). I prøveoversættelsen gengives også det ord med 'oprører'.
Læserne kan altså ikke se, hvornår Markus skriver 'røver', og hvornår han skriver 'oprører'. Årsagen til det valg kan kun være, at man har villet fremstille Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse så historisk korrekt som muligt. Men det er på bekostning af nuancerne i teksten.
Igen er det blevet vanskeligere for læserne at skelne mellem Markusevangeliets litterære fremstilling og den faktiske historiske virkelighed. Derfor er det symptomatisk, at overskrifterne refererer til historien i (eller bag) teksten og ikke til selve teksten.
Det er ikke Markusevangeliets skyld, for det er en litterær tekst, som man kan fortolke på forskellige måder. Overskrifterne har valgt én fortolkning frem for andre.
Det er et bestemt syn på, hvordan det bibelske skrift skal forstås. Det kaldes et bibelsyn.
Heri ligger et bibelsyn, uanset om Bibelselskabet vil det eller ej
Derfor kan jeg afslutningsvis ikke forstå, at Baun og Jensen ikke mener, at det handler om bibelsyn. Naturligvis handler det også om genre og oversættelsesteori, men det er Bibelen, der oversættes.
Derfor er de valg, der træffes selvfølgelig udtryk for et bibelsyn.
Muligvis er det ikke enkeltpersoners bibelsyn, der kommer til udtryk i oversættelsen. Men oversættelsen selv bringer et bibelsyn til udtryk. Og det er altså et faktum, at prøveoversættelsen af Markusevangeliet konsekvent nedtoner litterære træk og gengiver handlinger historisk realistisk.
Resultatet er, at de forhold i teksten, der har givet anledning til historisk kritik, bortretoucheres til fordel for en tilsyneladende neutral fortælling. Heri ligger et bibelsyn, uanset om Bibelselskabet vil det eller ej.
