Inshallah: Skal man le eller græde over islamfobisterne?

En sognepræst lader sig inspirere til sin prædiken af et arabisk ords optagelse i ordbogen, og flokken af islamfobister hopper i fælden med begge ben. Men folkekirkens kirkegængere må finde sig i, at der i forkyndelsen af evangeliet kan blive sagt noget, der provokerer, skriver tidligere minister

Mange danske politikeres åndsliv er fyldt med så megen afsky og frygt over for alt, der har med islam og muslimer at gøre, at kristne mindretal, ja, forfulgte kristne mindretal, totalt glemmes og overses, skriver Birthe Rønn Hornbech.
Mange danske politikeres åndsliv er fyldt med så megen afsky og frygt over for alt, der har med islam og muslimer at gøre, at kristne mindretal, ja, forfulgte kristne mindretal, totalt glemmes og overses, skriver Birthe Rønn Hornbech. Foto: Leif Tuxen

Jesus var en værre en. Han opsøgte toldere og syndere og andre uretfærdige. I prædiketeksten forleden giver Jesus sig ovenikøbet i samtale med en fremmed kvinde, der er kanaanæer. 

Hun tilhører et foragtet folk, som ingen jøde bør vise venlighed. Men Jesus overtræder alle normer og indleder en samtale med kvinden. Jesus sprænger alle de grænser, mennesker sætter mellem hinanden.

Næsten samtidig med, at der prædikes over Jesu samtale med den fremmede kvinde, tilhørende det foragtede folkefærd, sprænges grænserne i det danske sprog. Et af årets nye ord i Den Danske Ordbog er det arabiske ord "inshallah", der betyder: Om Gud vil. Også dette normbrud har vakt vild forargelse.

De to vidt forskellige normbrud inspirerede sognepræst Peter Friis til forud for søndagens gudstjeneste at invitere til højmesse således: 

Inshallah – om Gud vil. Søndag den 16. marts 2025, kl. 10.00. Flintholm Kirke. Peter Friis.

Flokken af islamfobister fra DF og De Konservative hopper lige i fælden med begge ben. De sætter straks lighedstegn mellem en arabisk glose og islam. Dette til trods for, at de burde vide, at der findes kristne mindretal i de muslimske lande, også inden for det arabiske sprogområde. Glosen benyttes derfor også af kristne, ifølge sognepræsten.

Det er utrolig sørgeligt, at så mange danske politikeres åndsliv er fyldt med så megen afsky og frygt over for alt, der har med islam og muslimer at gøre, at kristne mindretal, ja, forfulgte kristne mindretal, totalt glemmes og overses. 

I stedet for at bakke op om folkekirken og dens budskab er det, som om det er blevet en politisk hjertesag for flere partier i Folketinget at profilere sig selv ved at lægge afstand til alt, som man formoder har med islam at gøre. Det er, som om man er bange for islams styrke og har glemt evangeliets styrke.

Men "det er politisk" at indbyde til gudstjeneste på den måde, mener kritikerne. Sognepræsten siger lige ud, at det er politisk, og at evangeliet ikke kan forkyndes, uden at det forkyndes ind i den tid, hvor Ordet lyder. 

Helt enig. Jeg lærte selv vendingen at prædike evangeliet ind i tiden af en af mine teologiske ledestjerner, professor i kirkehistorien Leif Grane. Det er netop ikke tiden, der skal prædikes ind i evangeliet, endsige diktere evangeliet.

Folkekirkens kirkegængere må finde sig i, at der i forkyndelsen af evangeliet kan blive sagt noget, der provokerer. Evangeliet er Jesu befaling om, at vi skal gøre alverden til hans disciple. Og dermed menes alle uanset gammelt fjendskab.

Evangeliet er ikke og skal ikke være honning for de frommes øregange.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning