Kirken har penge nok, udtaler kirkeminister Ida Auken (S) til Kirke.dk som svar på flere debatindlæg om manglende ressourcer i bevillingen til folkekirkens præster.
Læser man Kirkeministeriets rapport om folkekirkens økonomi, så kan man sikkert sagtens finde god argumentation for, at det synspunkt har noget på sig. Det er også rigtigt, at folkekirkens fællesfond har midler, som fordeles årligt og dermed i realiteten kunne flyttes rundt til andre formål.
Alligevel er ministerens udmelding så upræcis, at der er brug for en mere nøjagtig udlægning. Det prøver jeg derfor på, og det kommer til at foregå i to spor.
Præstebevillingen er opbrugt
Det første spor er præstebevillingen. Det er faktuelt ikke rigtigt, at der er penge nok her. Når vi sammenligner anvendelsen af bevillingen og sammenligner med de årsværk, den aflønner, så er der et halvstort hul.
Der er i bevillingen 1892,8 årsværk til præster og provster – realiteten er, at der i alle stifter er et godt stykke fra virkeligheden til den norm. Eller sagt med andre ord: Bevillingen bruges næsten fuldt ud i alle stifter og finansierer ikke i nærheden af 1892,8 årsværk.
Det kan der så skrues forskellige forklaringer sammen på – men den mest simple kan nok findes i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenters rapport om folkekirkens præster – tal og tendenser.
Her står det sort på hvidt, at præsterne ganske enkelt er markant ældre end tidligere. Det kan tilskrives, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet, at §1a-ordningen af rigtigt gode grunde sender "nye" præster ud, der har lang anciennitet på arbejdsmarkedet og deraf følgende lønforventninger, dimensionering af universitetsuddannelser og sikkert mange andre faktorer.
Men uanset hvad: Præsterne er ældre og dermed helt uundgåeligt også mere løntunge end tidligere. Dermed hviler bevillingen på en forudsætning, der ikke holder i virkeligheden – og det løses ikke internt i folkekirken, men ved at kigge på finanslovens beregningsmodel, altså på Christiansborg.
Ministeriet har indført stop for lokalansatte præster
Det andet spor er tanken om, at biskopper og provster har muligheden for at rykke rundt på penge for at skaffe flere midler til præsterne.
Her bliver jeg meget i tvivl om, hvad ministeren egentlig mener. Den eneste reelle mulighed, man som provst eller biskop har for at skaffe flere midler til præster, er ved at bruge de eksisterende midler, som særligt provstierne forvalter.
Det er bare påfaldende, at ministeriet for ikke længe siden stod bag et moratorium for netop den løsning med lokalfinansierede præster.
Værre endnu er det dog, hvis man overvejer den anden mulighed. Man kunne forestille sig, at landskirkeskatten til fællesfonden hæves, og at fællesfonden efterfølgende finansierer et antal præstestillinger.
Det er sket før, om end vi skal en del år tilbage. Der er bare den åbenlyse hage ved det, at den eneste, der kan lave den bevægelse, er den, der sidder med det endelige ansvar for fællesfonden – kirkeministeren.
Tilbage til arbejdsbordet
Så ja, der er muligvis penge nok i folkekirken, men det er ikke umiddelbart muligt at flytte dem rundt, som ministeren foreslår. Eller rettere, det er kun ministeren, der kan sikre den manøvre, hvorfor det virker påfaldende at nævne provster og biskopper i den sammenhæng.
Derfor må jeg ende med at sige til ministeren og også Folketingets partier: tilbage til arbejdsbordet.
Der er brug for både bredde og dybde i folkekirkens forvaltning af pengene – det er derfor Folketingets bredde af partier og geografi har besluttet, at der er en bevilling til præsteløn, som går uden om folkekirkens øvrige økonomi.
Derfor er det også her ansvaret for at sikre sammenhæng mellem bevilling og virkelighed ligger. Og virkeligheden er, at der ikke er penge nok i bevillingen.