Fem uger er kommet og gået, siden folketingsvalget blev afviklet, og omridset af en ny regering fortaber sig fortsat et sted i de realpolitiske tåger.
Om nogen er blevet klogere eller mere afklaret på de fem uger, tør man kun gisne om. Udefra set ligner det et umuligt puslespil, hvor alle sidder og gemmer de manglende brikker bag ryggen, og ingen har lyst til at give op.
Jeg kan ikke mindes, at den politiske situation har været så mudret før. Hvor en kommende kirkeminister kan være både rød, blå, ingen af delene eller lidt af det hele. Uanset kan vi konstatere, at mens vi står i et politisk dødvande, er bøgen sprunget ud, og viben vendt retur.
Heldigvis går verden ikke i stå, bare fordi Christiansborg gør. Vi kan jo så passende fordrive ventetiden med at spå lidt om de største kirkepolitiske slagsmål, der venter en kommende kirkeminister (om vi så nogensinde får en sådan).
Pedel eller reformator på taburetten?
Afgående kirkeminister Morten Dahlin skal have både skyld og ære for mange ting, men nogen afventende og afmægtig kirkeminister var han ikke. Det var tydeligt fra dag et, at han ikke ville slå sig til tåls med at være "folkekirkens kustode". Ministerposter bruges til at udvikle politik og implementere forandringer – og således blev det.
Tre år senere står folkekirken både lidt forpustet og forslået tilbage med både en reform af menighedsrådsarbejdet og omlægning af folkekirkens fællesfond og arbejdsgrupper, mens der er nedsat arbejdsgrupper med fokus på fordelingen af præstestillinger og dåbsritual.
Om man kan lide den politiske opmærksomhed eller ej, så fik vi den i rigelige mængder i den forgangne folketingsperiode.
Balancen mellem land og by
Ét emne, som enhver ambitiøs kirkeminister ikke længere kan skubbe foran sig, er spørgsmålet om fordeling af præstestillinger rundt i landet.
Befolkningen trækker ind mod de store byer, og det skævvrider balancen mellem øst og vest. Både i forhold til arbejdspladser, foreningsliv, kulturtilbud – og det sætter sig også i det kirkelige miljø.
Hvis Kirkeministeriet følger samme gængse opfattelse, som mange af de øvrige ministerier, vil en reform uden tvivl flytte præstestillinger mod de større byer, provstier og stifter. Præsterne skal jo være, hvor folket er, kan parolen lyde.
En kirkeminister med en grundlæggende forståelse for landets sammenhængskraft vil dog også se problematikken som en glimrende mulighed for at bruge politisk kapital til at imødegå folkevandringen og sikre et fortsat stærkt grundlag for de lokale folkekirker i hele landet.
I mange landsbyer over hele landet lukker først skolen, så børnehaven, siden købmanden, og til sidst melder foreningslivet hus forbi grundet manglende medlemmer. I de fleste af disse byer står den lokale folkekirke tilbage som et fyrtårn og samlingssted for lokalområdets aktiviteter.
En lukning af den lokale kirke vil for mange områder være det endelige dødsstød – og det kan ingen kirkeminister, som samtidig er minister for byer og landdistrikter, være særligt interesseret i.
Menighedsrådsloven i virkelighedens verden
Vi blev i den forgangne folketingsperiode også begavet med en reform af menighedsrådsarbejdet, som skulle lette byrderne, gøre det mindre administrativt tungt og mere attraktivt at sidde i menighedsrådene. Holdningerne til, om det er lykkedes med lovforslaget, er delt og mangfoldige – men reformen fik vi da.
Én ting er at se et lovforslag på et stykke papir og afgive høringssvar. Noget andet bliver at se det folde sig ud efter næste menighedsrådsvalg i 2028.
Når nogle menighedsråd bliver reduceret drastisk i størrelse, nogle skal afgive deres præstegård til provstiet, og nogle ser deres middelalderkirke overgå til et nyoprettet center med særligt formål hertil, bliver det spændende at se reaktionerne.
Ingen politiske aftaler kan se sig fri for at skulle spejle sig i realiteterne i den faktiske implementering, og en ansvarlig kirkeminister vil selvfølgelig følge og evaluere tæt på det.
Hvem bestemmer i folkekirken?
Det sidste – og ikke dermed mindst relevante – slagsmål, jeg vil fremhæve i den her sammenhæng, er det åbne spørgsmål om, hvem der skal bestemme i fremtidens folkekirke?
Det åbne sår efter coronakrisen og afskaffelsen af store bededag er stadig ikke helt lægt. Man fornemmer en sitren i krogene, og mens mange har budt på forskellige forslag til den rette medicin, er der ingen nemme løsninger.
Fastholdelse af det decentrale ansvar med risiko for kontroltab i den politiske proces? Øget centralisering og politisering med risiko for at miste den lokale forankring? Styrkelse af stiftsrådenes rolle? Etablering af nyt folkekirkeligt organ, der kan repræsentere hele landet? En indædt tro på den nuværende folkekirkeordning? Eller en kamp for at genoptage debatten om løfteparagraffen fra Grundloven eller betænkning 1544? Mulighederne er mange, og konsekvenserne svære at overskue.
Folkekirkens parforhold til staten har uden tvivl fået nogle knubs over de forgangne år. Spørgsmålet herfra er, om parterne søger tættere på hinanden og i parterapi – eller om vi går efter en skilsmisse?
Det er et sprængfarligt (men højaktuelt) spørgsmål, som kun den modigste kirkeminister tør kaste sig ud i. Lad os håbe på sådan én.