Biskopperne har udsendt en revideret højmessevejledning, der er skrevet med en bredere læserkreds for øje. Den henvender sig udtrykkeligt til alle, der "har et ansvar for forberedelsen af og rammerne for menighedernes gudstjenestefejring i folkekirken."
Den bredere målgruppe medfører – sammenholdt med en bestræbelse på at få mest muligt med – at vejledningens volumen er svulmet op til noget nær det dobbelte. Vejledningen fremstår nærmest som et diminutivt opslagsværk, der kan konsulteres i tvivlsspørgsmål om varetagelsen af højmessens liturgi.
Men som opslagsværk er vejledningens anvendelighed stærkt begrænset. Hvis man eksempelvis søger at få noget at vide om valget af højmessens salmer, erfarer man som det første, at "salmerne vælges under hensyntagen til dagens karakter og det liturgiske forløb."
Det er jo rigtigt nok, men ikke særligt overraskende. Det samme gælder opregningen af forskellige salmefunktioner som eksempelvis "morgensalme, kirkeårstidssalme eller en salme, der lægger sig op ad dagens læsninger."
Valget af melodi kan skabe konflikt
Desværre går højmessevejledningen uden om et emne, hvor der virkelig står noget på spil, nemlig spørgsmålet, hvem der har det afgørende ord, når det gælder valget af en salmes melodi.
Næppe nogen vil anfægte, at det er præstens suveræne ansvar at vælge de salmer, der skal synges i en given højmesse. Men ganske mange salmer kan synges på mere end én bestemt melodi. Og her kan der være delte meninger om, hvilken melodi, der er "den rigtige".
Hvor præst og organist er på god talefod, bliver man hurtigt enig om melodivalget. Men alligevel vil det være formålstjenligt – for at komme mulige konflikter i forkøbet – at både præst og organist er på det rene med, hvem der har den afgørende beslutningskompetence.
Det mest logiske ville være, at organisten har det sidste ord, men højmessevejledningen tager ikke stilling til spørgsmålet. Så hvis der måtte være optræk til konflikt mellem præst og organist, er der ingen hjælp at hente i højmessevejledningen.
Ærbødighed på kommando er en selvmodsigende foreteelse
Pladsen tillader ikke en nærmere gennemgang af højmessevejledningen. En enkelt ting kan dog nok fortjene en kommentar.
Under punktet "Liturgiske ændringer" omtales en brug af såkaldte "praktiske anvisninger (regibemærkninger)". Det er ikke nærmere angivet, hvad der sigtes til, men vejledningen finder behov for at pointere, at anvisningerne skal være "korte og præcise og tilpasset en liturgisk brug". Formuleringen tyder på, at praktiske anvisninger skal forstås i betydningen liturgiske anvisninger. Og dem er der nogle af i højmessen.
Når eksempelvis præsten siger: "Lad os alle bede!", da er der tale om en liturgisk anvisning, idet udsagnet opfordrer menigheden til at stille ind på den efterfølgende kollektbøn. På samme måde med ordene: "Lad os bekende vor kristne tro!"
Begge de nævnte liturgiske anvisninger er så "korte og præcise og tilpasset en liturgisk brug", som hjertet kan begære.
Noget tilsvarende gælder også vendingen: "Modtag Herrens velsignelse!", der ikke figurerer i højmesseordningen, men alligevel har fundet sin faste plads som liturgisk anvisning.
Men i de senere år er der dukket en ny anvisning op med lidt varierende ordlyd såsom: "Lad os rejse os!" eller "Rejs jer!" eller "Jeg vil bede jer rejse jer!" eller "Lad os stående ..." og så videre.
Det er et åbent spørgsmål, om sådanne rejse-sig-op-kommandoer kan retfærdiggøres liturgisk. Umiddelbart forekommer ærbødighed på kommando at være en selvmodsigende foreteelse.
Højmessevejledningen lader desværre de præster i stikken, der gerne vil forholde sig kvalificeret til brugen af de omhandlede kommandoer. Vejledningens ukonkrete tale om, at praktiske anvisninger skal være "korte og præcise og tilpasset en liturgisk brug", kan ikke bruges til noget i denne sammenhæng.
Efterlysning af liturgisk vejledning fra biskopperne
Men ville det være det ganske utidigt at efterlyse et aktivt udspil fra biskopperne til den udbredte brug af rejse-sig-op-kommandoer?
Mener biskopperne mon, at det er præstens liturgiske opgave at få folk til at rejse sig "de rigtige steder"? – I bekræftende fald var det ønskeligt, om biskopperne autoritativt ville anbefale en passende ordlyd til udførelsen af denne opgave.
Finder biskopperne derimod, at rejse-sig-op-kommandoer ikke hører hjemme i højmessens liturgi, da var det ønskeligt at få en klar udmelding til landets præster om, at de skal indstille brugen af disse kommandoer og finde en anden måde at belære menigheden, hvis den trænger til at få at vide, hvornår man rejser sig op.
Biskoppernes holdning til folkekirkens rejse-sig-op-praksis må kunne formidles per e-mail til landets præster. Dette vil være en effektiv måde at udøve målrettet, konkret liturgisk vejledning.
Liturgisk vejledning skal nemlig være målrettet og konkret, hvis den skal flytte noget. En generel vejledning i varetagelsen af højmessens liturgi gør næppe fra eller til.
Ingen revidering af højmesseordningen fra biskopperne
Man kan spørge, hvorfor biskopperne har udsendt en ny højmessevejledning, når de ikke har fundet anledning til at lade selve højmesseordningen revidere?
Man må sige, det er svært at se, hvad biskopperne konkret vil opnå med den omfangsrige tekst. Men de har i hvert fald signaleret et ønske om, at den autoriserede højmesseordning skal stå ved magt i lang tid fremover.
Biskopperne har tydeligvis ikke flyttet sig fra deres beslutning i 2022 om at lægge enhver tanke om revision af højmesseordningen på is. Det var efter min mening en uheldig beslutning.
Sagen er nemlig, at højmesseliturgien beviseligt lider under nogle svagheder og godt kan tåle at blive strammet op.
Det havde været klogt, om biskopperne dengang havde givet interesserede præster og menigheder udstrakt adgang til at lave velordnede forsøg med højmessens form og indhold.
Det havde bestemt ikke væltet folkekirken som institution, men kunne have bidraget til at bane vejen for den fornyelse af højmesseordningen, der nødvendigvis må komme før eller siden. Den nye højmessevejledning ligner en besværgelse af tanken om fornyelse af højmessen.