Bededagen, der døde i en kold forligslogik om arbejdsudbud, vil muligvis genopstå efter folketingsvalget den 24. marts. Ved den indledende partilederdebat sagde otte af 12 partileder, at de vil genindføre store bededag.
Men hvad er det egentlig, man vil genindføre? Er det en fridag eller en helligdag? Behandler vi bededagen som blot en arbejdsdag eller en fridag, så afslører vi en betydelig åndelig regression og et manglende sprog for det hellige som et fælles anliggende.
Åndelig forankring er ikke markedsjargon
Det har det seneste års tid ikke skortet på lovprisning af sammenhængskraft, værdifællesskab og såkaldt åndelig oprustning fra politikernes dørtrins-proklamationer og Borgens høje sale. Her tales der let om kultur, modstandskraft og fællesskab, men sjældnere om synd, bøn, taknemmelighed og tilgivelse.
At det forholder sig sådan, er muligvis en naturlig afledning af ordet oprustning. Oprustning forholder sig nemlig til, at man reaktionært øger sin produktion eller tilfører flere ressourcer. Og åndelighed lader sig dårligt forene med den slags markedsjargon.
Åndelighed handler snarere om at tage sig tid og rum til at slå rødder. Til fordybelse. Til forankring.
Netop i forhold til åndelig forankring har bededagen en rolle at spille. Store bededag blev indført under kong Christian V på foranledning af biskop Hans Bagger som en national samlingsdag for faste, bøn og bod. Oversat til 2026 taler vi om en dag, der skal bringe riget sammen i fællesskab om det hellige. Et årligt tilbagevendende åndehul til bøn og fordybelse.
I løbet af det 20. århundrede gled bededagens betydning dog i baggrunden. Konfirmationerne overtog dagen, og sat lidt på spidsen kan man sige, at den oprindelige idé om at standse op, reflektere og bede blev til logistik, gæster, kjoler, kager og fest. Helligdagen blev til forbrug. Til markedsjargon.
Hvis bededagen efter et kommende folketingsvalg vender tilbage, så ligger der her en oplagt chance til at erobre den som et bidrag til den åndelige forankring. Hvad ville der ske med dagen, hvis folkekirken denne gang nægter at gentage konfirmationsmøllen og i stedet bruger dagen til gudstjenester med tid til fordybelse og forankring?
Det er netop, hvad bønnen er: forankrende. Når et menneske beder, sætter det sig fast i virkeligheden. At hengive sig til bønnen er en måde at minde os om, at livet ikke kun består i at virke, men i at være.
En hellig dag med politisk og kulturel dybde
Genindføres bededagen, må den også generobres som helligdag. Det betyder ikke, at dagen ikke også har politisk og kulturel tyngde. Den kan fungere som et modbillede til hastighedssamfundets ustandselige præstationskrav. Et samfund, der ikke tillader en pause, og som mister fornemmelsen af grænser. Pausen til fordybelse er den demokratiske civilisations grundrytme par excellence.
Lad mig slutte af med en appel. Hvis vi skuer ind i en fremtid, hvor bededagen genindføres, så hviler der et særligt ansvar på folkekirkens aktører. Det er nemlig ikke staten, men kirken, der kan give dagen mening som led i den åndelige forankring. Ikke som en panisk reaktion på en urolig verden, men fordi en urolig verden har vist os, at vi har glemt vores rødder.
Derfor denne begæring: Lad os gribe chancen til at vise, at folkekirken har blik for det væsentlige, det eftertænksomme. Danmark har brug for en rytme, der rækker ud over spørgsmålet om arbejdsdage og fridage.
Hvis vi kun genindfører en fridag, får vi kun tid. Hvis vi derimod genindfører en dag til bøn og fordybelse, får vi tilmed retning.