Der sker ændringer i forholdet mellem kirke og mission i disse år. Hvordan kan folkekirkelige missionsselskaber som Brødremenighedens Danske Mission (BDM) være til gavn for folkekirken i Danmark?
Siden Tidehvervsbevægelsens begyndelse i 1926 har denne bevægelse haft held til at tegne en dominerende holdning i folkekirken – nemlig den, at kirken skal holde sig til Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning og holde sig væk fra "aktivisme", følelser og erfaringer.
Men nu er der nye toner. Menighedsrådsloven fra 2025 understreger, at "Menighedsrådet er ansvarligt for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission."
Ja, også mission.
Kristus-forkyndelse skal fremme troen
Loven bygger videre på den kirkeministerielle betænkning 1477 fra 2006, hvor der blandt andet står:
"Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser. […] Forkyndelsen bygger på den grundforudsætning, at mennesker ikke ved egen indsats kan gøre sig fortjent til noget over for Gud, men kun kan modtage alt fra Gud i troen på Jesus Kristus. […] Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave."
Der lægges vægt på aktiviteter, "som ikke nødvendigvis har sognemenigheden som udgangspunkt. Det gælder ikke mindst kirkens opgaver inden for undervisning, diakoni og mission…"
For at forstå den nye situation kunne man se på, hvilke størrelser vi snakker om.
På den ene side står folkekirken med cirka 3,7 millioner medlemmer. Præster forkynder, døber, konfirmerer og begraver og har i cirka tusind år bidraget på en afgørende måde til at holde kristendommen levende i landet.
I mine øjne har kirken naturligvis bedrevet mission hele vejen igennem. Resultatet er enormt; en befolkning, der har kristendommen som en bevidst eller ubevidst referenceramme i forhold til etik og verdensbillede.
På den anden side er vi nogle missionsselskaber i Danmark, som for tiden har nogle tusinde medlemmer, men tidligere havde langt flere. Siden cirka 1870 har vi udsendt flere end tusind missionærer fra Danmark, især til Afrika og Asien.
Mission er kerneopgaven, og resultaterne er enorme; missionsselskaberne har med holistisk mission bidraget til at grundlægge kirker, hospitaler og skoler mange steder og har dannet grundlag for, at der i dag er en halv milliard kristne i Afrika.
Kirke og mission griber ind i hinanden
Kirkens missionsopgave kaldes "apostolat". Folkekirken passer ind i kategorien "søjleapostolatet", hvor missionen traditionelt er mere stedbunden til en kirke, et sogn eller et stift.
Missionsselskaberne er et udtryk for "vandreapostolatet", kendetegnet ved mere bevægelse geografisk og måske også lidt mere uforudsigelighed i udtrykkene.
Også hos katolikkerne ses disse to "apostolater", hvor man har præster tilknyttet katedraler og sognekirker, men også nonner og munke tilhørende ordener med stort internationalt arbejde. Missionsselskaberne kan groft sagt sammenlignes med disse katolske missionsordener.
Forholdet mellem "kirke" og "mission" kan være komplekst, men begge er "mission", og begge er "kirke".
Så: Hvad har folkekirkens menighedsråd brug for fra missionsselskaberne? Internationale impulser? Refleksioner over evangelium, kultur, kontekst og missionens etik? Verden er med globaliseringen blevet lille. Måske er missionærernes indsigter mere aktuelle end nogensinde? Også i Danmark og ikke kun i det tværkulturelle?
Måske kan missionsselskaberne inspirere folkekirkens missionstænkning, både i forkyndelse, undervisning, diakoni og mission. For som tidligere biskop og missionær Niels Henrik Arendt udtalte i 2012 angående "bedre indhøstning af viden og erfaringer":
"En organisation, som ikke evner at opsamle, bevare, reflektere over og videregive erfaringer, må enten være ufattelig rig eller ufattelig skødesløs."