Der er mange ting, kirken skal. Det får man indtryk af ved at følge bispevalgkampen i Aarhus. Og fordi kirken har travlt med at nå mange ting, så er det vigtigt, at den får en stærk og tydelig leder, der kan gå foran og vise vejen. Det vides ikke præcist, hvor kirken skal hen, men der er enighed om, at den ikke kan blive der, hvor den er. Kirken skal i hvert fald komme, når nogen kalder. Og der bliver kaldt på kirken, siges det. Politikerne, organisationerne og kommunen kalder. De unge kalder ikke, men kirken skal alligevel være dér, hvor de unge er, og det er på TikTok. "Kirken skal være, hvor folk er". Og folk er jo mange steder. De er på festival, i skole, på arbejde, i supermarkedet, i saunaen, i hallen. Derfor skal kirken også være der, samtidig med at den skal komme, når nogen kalder. Med alt det, kirken skal, er det klart, at det kræver meget. Foruden en stærk leder, der kan gå forrest, så skal der også nogle stærke provstiudvalg til, for folk i sognene kan slet ikke gøre det, der skal til. Der er også brug for konsulenter. Der skal oprettes forskellige fora og arbejdsgrupper, der skal laves hjemmesider og skrives magasiner. Det er virkelig krævende at holde kirken i gang. Hvem er kirken? Hvem kommer, når der kaldes? Og hvad er det, de vil have? Vi ved det ikke. Men det er vigtigt, at kirken holder sig samfundsrelevant, for ellers bliver den ligegyldig. Så kirken arbejder videre. Den skal også sørge for at holde sig stor. Der kommer tit statistikker, der viser, at tallene ikke er gode. Derfor skal der arbejdes endnu mere. Måske kan kirken spørge de ortodokse, om de vil være med, det giver da lidt. For størrelsen betyder noget. Er man for lille, bliver man slået sammen til noget, der hedder et "storpastorat". Og så skrives der artikler om, hvor mange der kommer til kirkens arrangementer, så kirken kan være en succes. I Fyens Stift kom der 1000 konfirmander til konfirmandtræf. Det er mange. I Holbæk Kirke kom der 570 til øl og sang. Det er også mange. Men hvis der er kirker rundt omkring, især på landet, hvor der kun sidder to gamle enker på bænken til gudstjeneste om søndagen, så er det ikke godt. Det er for få. Så det skrives der ikke om. Nogle spørger godt nok, om ikke det netop er dér, kirken skal være, altså ude i sognet, så folk kan søge dertil, hvis de har brug for det. Men det er der ikke ressourcer til, for folk andre steder kalder jo på kirken, konsulenterne koster penge, og det gør TikTok også. Man kan ikke sige til dem, der kalder, at kirken jo egentlig er der i forvejen, lige midt i det sogn, de bor i, sådan at folk bare kan gå derhen, hvis de ønsker noget af kirken, for eksempel at høre Guds ord. Det kunne man engang, men nu er tiden løbet fra sådan noget støvet noget. Det er også derfor, kirken har så travlt. Den skal følge med tiden. Og da kirken har været i modernitetsunderskud de sidste 2000 år, så er der meget at indhente, og derfor skal den løbe stærkt.
Det ser meget travlt og svært ud, det med at være kirke, set her fra sidelinjen, fra et sted, der nok slet ikke er en rigtig kirke. For her i frimenigheden har vi hverken biskop eller provst, vi har ingen konsulent, ingen statistikker, ikke engang en TikTok-profil. En sølle, slatten kirke er vi. Vi er også kun 500 medlemmer, nej vent, det er faldet lidt, nu er vi kun 493. Fortsætter det sådan, så dør Ryslinge Frimenighed en dag. Det ved vi godt. Frimenighedens præst, Niels Thomsen, skrev allerede om det i vores kirkeblad i 1970'erne. Han skrev, at frimenigheden kun lever, så længe medlemmerne vil have den, det vil sige, så længe de vil gå til gudstjeneste om søndagen. Den dag, de ikke længere vil det, er det slut. Men måske er det godt med en organisationsform, der tillader en menighed at dø, skrev han. Så ved man da, at man har levet. Og i øvrigt går hverken kristendommen eller Kristus under af den grund. Den realisme lever vi på. Derfor tager vi ét år ad gangen. Til den årlige generalforsamling spørger vi hinanden, om vi skal tage et år mere. Det har vi gjort indtil videre. Og måske dør vi så en dag, endda uden at vi nåede at blive samfundsrelevante, store, travle, redde de unge fra mistrivslen eller andet succesfuldt. Til gengæld har vi levet. Men vi er selvfølgelig heller ikke en rigtig kirke.
Frimenighedspræst om bispevalget: Kirken har travlt. Der er så mange ting, den skal
Kirken skal være relevant. Kirken skal gå foran. Kirken skal være, hvor folk er. Kirken skal komme, når nogen kalder. Kirken skal følge med tiden. Og da kirken har været i modernitetsunderskud de sidste 2000 år, så er der meget at indhente, og derfor skal den løbe stærkt
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning