I Liturgisk Forums klumme "Grib gudstjenesten" skriver Jørgen Demant et anfægtet og anfægtende indlæg om dåbsgudstjenester i folkekirken.
Han har været til flere gudstjenester, hvor synd, død og frelse har været det eneste omdrejningspunkt for både prædiken og salmevalg, selvom der var barnedåb. Det lyder irriterende, at taknemmeligheden over børnene ikke har fået lov at komme til udtryk i salmer, og at præsten har talt hen over hovedet på dåbsfølget med en korrekt prædiken "efter bogen".
Det får Demant til at konkludere, at man dropper at få dåbsfølge og søndagsmenighed til at mødes og i stedet holder særlige dåbsgudstjenester. Her skrider argumentationen dog, fordi Demant ophæver sine egne oplevelser til uomgængelig præmis.
Dåb i højmessen er en fest
Disse oplevelser deler jeg ikke. Jeg kan tælle mine dårlige dåbsoplevelser i søndagsgudstjenesten på én hånd. I alle de menigheder, jeg har været kirkegænger eller præst i, har det været en fest, når der har været barnedåb til højmessen søndag morgen. Bestyrelser og menighedsråd har da også været kede af det stigende antal lørdagsdåb og dermed færre dåb i højmessen om søndagen.
Det kan godt være, nogle præster og menigheder ikke kan få søndagens gudstjeneste og dåbshandlingen til at gå op i en højere enhed. Men mange kan.
Menigheden kan synge højt og flot med på de kendte morgensalmer og Svein Ellingsens dåbssalme "Fyldt af glæde over livets under", der sætter ord på familiens blandede følelser, når de bringer barnet til dåben.
En ordentlig præst kan få en prædiken over enhver tekst drejet en smule, så den kan afspejle de livserfaringer, præsten har fået efterretninger om i dåbssamtalen, og pege på dåben som det levende og konkrete mødested mellem evangeliets Gud og menneskets liv.
Ved kirkedøren kan menigheden lykønske dåbsfamilien med den nydøbte og derved give dem en erfaring af, at dåben også er en åbning ind til et større menneskeligt fællesskab end familien.
Problematisk kirke- og menighedssyn
Jeg synes ærlig talt, det er forstemmende, at Jørgen Demant, der er ansat til at udvikle folkekirkens liturgi og undervise kommende præster, som løsning på et kirkeligt kultursammenstød foreslår, at man opgiver at få enderne til at mødes. I stedet for at arbejde med liturgien, så den kan rumme forskellige mennesker, skal man lave forskellig liturgi til forskellige mennesker til forskellige lejligheder. Hvad er det for et fragmenteret kirkesyn, der ligger bag det synspunkt?
Jeg deler Jørgen Demants holdning, at kirken skal være følsom over for de folkereligiøse dimensioner ved de kirkelige handlinger. Det oplever jeg nu også, de fleste præster kan finde ud af at være, samtidig med at de fastholder det teologiske ærinde.
Kirken har vitterligt noget at sige med dåben, som ikke alene kan kommunikeres med vand og velmenende symbolske ord og handlinger fra præsten. Og det kommunikerer dåbshøjmessens forordnede liturgi og salmerne, både i ord og handling, både på det bevidste og på det ubevidste plan.
Det er præstens opgave at få de mennesker, der kommer til dåben, og den liturgi, han eller hun er sat til at forvalte, til at mødes. Det er der så åbenbart ifølge Demant nogle præster, der ikke formår, og det er ærgerligt.
Men hvis ikke fremtidens præster lærer det og i stedet følger Demants anvisninger, står vi tilbage med en folkekirke, hvor lejlighedsmenighed og søndagsmenighed, folkereligion og evangelium, aldrig får lov at møde hinanden, og så er kirken på vej til at dø både som folkets kirke og som evangelisk-luthersk trossamfund, men er alene en administrationsanstalt for forskellige religioner.
Det handler ikke om at få dåbsfølger til at gå mere til søndagsgudstjeneste. Men det handler om det kirke- og menighedssyn, der ligger bag den måde, vi forvalter vores ritualer på, og der lurer jeg et problematisk syn bag Demants præmis og de konklusioner, han drager i sit indlæg.
Dåbskommissionen
Til sidst i sit indlæg kommer Jørgen Demant også med nogle hurtige svirp mod dåbskommissionens midtvejsrapport. Selvom jeg er medlem af dåbskommissionen, skal jeg være den sidste til at stå på mål for alt i rapporten.
Jeg mener for eksempel heller ikke, at de foreslåede kollekter, som Demant heftigt kritiserer, slår til. De har ikke samme sproglige og teologiske slidstyrke som den nuværende, og de tilføjer ikke noget væsentligt nyt teologisk til dåbsritualet. Men det betyder ikke, at det ikke er vigtigt fortsat at arbejde med liturgien og fokusere på kernen i dåbsritualet.
Når dåbsrapporten derfor gør opmærksom på, at man ved brug af forskellige symbolske tiltag, som Demant plæderer for, skal være opmærksom på, om de understøtter dåbshandlingen eller stiller sig i vejen for dens ærinde, så er det netop for at gøre opmærksom på den farlige vej i Demants tilgang.
Man risikerer nemlig at spille folkereligiøsitet og evangelium ud mod hinanden i stedet for at få dem til at mødes i ord og handling.